Libyske militære enheder kan nu med fuld ret angribe relevante mål i Danmark, uden at dette kan kaldes terror.

af Tom Vilmer Paamand, Silkeborg
Lars Løkke har erklæret krig mod Libyen. Vi risikerer nu både militære angreb på Danmark og indgreb i vore rettigheder.
Libyske militære enheder kan nu med fuld ret angribe relevante mål i Danmark, uden at dette kan kaldes terror. Hvis soldaterne bliver fanget efter for eksempel at have udslettet Christiansborg, skal de behandles pænt som krigsfanger og returneres uden dom til Libyen, når krigen er slut.
Dette er en konsekvens af statsminister Lars Løkke Rasmussens krigserklæring, der har åbnet for alle krigens særlige love. Mange hundrede danske love indeholder nemlig bestemmelser, der først er relevante, når Danmark er i krig.
De fleste af dem bærer stærkt præg af at stamme fra en helt anden tid, men de er fortsat gældende lov. Udenrigsministeriet har understreget, at disse bestemmelser kun vil blive brugt i det omfang, der er behov for dem. Vi skal derfor ikke forvente at se for eksempel danske hospitaler bemalet med Røde Kors-mærker for at markere, at de ikke må bombes.
Lige nu kan vi være underlagt mulige forbud mod:
* Tilskyndelser til øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat.
* Svækkelse af den danske stats eller dens forbundsfællers kampdygtighed.
* Propaganda til fordel for fjendtlige magter, herunder virksomhed som redaktør.
* Utilbørligt erhvervsmæssigt samarbejde med fjendtlige krigsmagter.
* Medvirken til at værnepligtige deserterer eller er ulydighed mod tjenstlige befalinger.
* Fjendtligheder mod den danske stat, såsom blokade eller andre tvangsforanstaltninger.
* Femte-kolonnevirksomhed, værnemageri og handlinger, som modvirker krigsforanstaltningerne.
Og følgende regler kan være trådt i kraft:
* Overvågning uden retskendelse af telefonsamtaler, post og anden kommunikation.
* Forhøjede strafferammer for visse overtrædelser af militær straffelov, såsom mytteri.
* Pligt til at stille ejendom til rådighed for det militære forsvar.
* Indgreb i de fleste af menneskerettighederne.
VKO-regeringerne har endnu ikke villet afsløre, om nogle af disse undtagelsesregler tidligere har været i brug efter krigserklæringen mod Irak i 2003 – og om Danmark fortsat var i krig.
Nu er vi i krig igen, og nye spørgsmål er atter på vej gennem Folketinget for at få dette afklaret. De får sikkert lige så meningsløse svar, som de forrige...
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278