Uanset hvad man gjorde, ville der være onde konsekvenser af ikke at vælge modsat.

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Det nytter ikke at stikke hovedet i busken. Også jeg har et hjerte, der vil den frihed og selvbestemmelse for alle mennesker, som min egen frihed og selvbestemmelse er afhængig af. Og som derfor banker heftigere, hver gang forhåbningerne om disse ting vækkes. Og derfor har de nordafrikanske revolutioner fyldt meget i mit hoved, som de vel har fyldt meget i hovedet på de fleste af denne avis’ læsere.

Med hensyn til Tunesien og Ægypten var tingene så simple. Oprørerne vandt denne første styrkeprøve omtrent blot i kraft af deres massive mobilisering og uden store militære konfrontationer. Og dette er det vigtigste. Hvordan de nu vil udfylde det frihedsrum, de har tilkæmpet sig, er grundlæggende deres egen sag.

Vi har ret til at have og fremsætte vore meninger om det, men tiltager vi os også retten til at sætte vore meninger igennem, har vi allerede påbegyndt den tvangens onde spiral, der uundgåeligt vil ødelægge enhver chance for, at befolkningerne får den frihed til at forme deres samfund, som de satte livet på spil for.

Andre steder formåede de siddende magthavere at mobilisere tilstrækkeligt massive dele af militæret til, at den fredelige løsning var utænkelig. Libyen var et af de steder. Og da Gadaffi i forvejen er en person, hvis styre det aldrig har været muligt at kontrollere her i Vesten, har han i vore medier gennem årene været et undertiden mere, undertiden mindre berettiget, men altid taknemligt offer for dæmonisering.

Desuden har Libyen jo store oliereserver. Så der er ingen tvivl om, at mange af den moderne kapitalismes værste hajer begyndte at lugte araberblod. Der er nok heller ingen tvivl om, at de infiltrerede oprørsbevægelsen så meget, de magtede, i håb om at kunne styre den bagefter.

Men hvad der heller ikke kan være tvivl om, er at et oprør ikke kan få det omfang, det umiddelbart fik i dets første berusende dage i Libyen, uden at det har sin berettigelse og sit folkelige grundlag.

Der kan være mange forklaringer på, at tingene ikke gik så glat i Libyen som i Tunesien og Ægypten. Historisk kom Gadaffi selv til magten som folkelig befrier og bekæmper af den korruption, der ødelagde fattigfolks liv i de fleste oliestater og reserverede rigdommene for herskerne og de multinationale.

Og selv i dag, hvor Gadaffi, som magthavere jo ofte bliver, er blevet en gammel tyran, der åbenbart også har udviklet stor forkærlighed for at stikke broderparten af milliarderne til side til sig selv i vestlige banker, er Libyen mere præget af almindelig folkelig velstand end oliestater flest.

Så måske har oprøret trods alt ikke mobiliseret helt så massivt som i Tunesien og Ægypten. Større dele af militæret end i Ægypten er tilsyneladende gået med Gadaffi, og åbenbart bevarede han den afgørende kontrol med våbenlagrene. De dele af hæren, der faldt fra og valgte oprøret, har han kunnet erstatte med lejesoldater, for penge mangler korruptionsbekæmperen ikke. Så da det kom til det endelige livtag om magten, havde Gadaffi fat i den lange ende.

Men heller ikke jeg kunne bære at høre om oprørsbyerne, der blev knust én efter én, indtil Gadaffi stod på tærsklen til deres hovedsæde, Libyens næststørste by Benghazi. Hvorfor gjorde ingen noget? Hvad kunne man gøre?

Så gjorde nogen noget. FN’s Sikkerhedsråd vedtog en resolution, og så gik endnu en amerikansk ledet, dansk støttet militæraktion i gang. Bakket op af et enigt dansk Folketing. Enhedslistens ordfører i sagen, Frank Aaen, sagde, at det havde været en meget svær beslutning for hans parti. Det tror jeg.

Selv om Enhedslisten fik deres skriftlige garantier for aktionsmandatets begrænsning, så er de begavede nok i det parti til at være klar over, at de garantier ikke er to potter pis værd, hvis Obama eller NATO’s Anders Fogh beder Lars Løkke om noget andet. Så står han og tripper af villighed.

Men jeg forstår Enhedslistens dilemma. Jeg følte også det dilemma inde i mit hoved. Jeg bryder mig ikke om at se folkelige oprør for frihed blive knust, og jeg bryder mig ikke om at se dem blive ødelagt af at blive gjort afhængige af den vestlige imperialismes militærmaskine.

Mindst af alt bryder jeg mig dog om at se de civilbefolkninger, der håbede på frihed, blive de blodige ofre for magthavernes spil. Og dette sidste synes at være det uundgåelige resultat, uanset hvad man valgte. Vi var endt i et af de dilemmaer, krigsforbryderen Kissinger mente, toppolitik nødvendigvis er brolagt med: Det handler ikke om et valg mellem det gode og det onde, men om at vælge det mindste af to onder.

Jeg mener, de onde dilemmaer heldigvis er sjældne for alle andre end dem, der driver magtpolitik. Men de findes. Og her var et af dem. Uanset hvad man gjorde, ville der være onde konsekvenser af ikke at vælge modsat. Der er nok ingen grund til at forvente, at Gadaffi havde forpasset chancen til at knuse oprøret med jernnæve, hvis han havde fået fri adgang til Benghazi.

Der er nok heller ingen grund til at tro, at den vestlige kapitalisme slipper sin klamme omfavnelse af oprørerne, nu den har fået en fod indenfor døren, eller at den vil undlade at gribe chancen for at gå efter Gadaffi og grundlægge et nyt Irak eller Afghanistan i stedet for at lade parterne selv forhandle sig til en løsning, så snart Gadaffis militær var pacificeret.

Jeg synes, det tjener Enhedslisten til ære, at de følte, valget var svært. Og uanset om de valgte rigtigt eller forkert, vil det være at gøre Enhedslisten uret at se det som et valg af side. Enhedslisten har for længst valgt side, og det var derfor, dilemmaet blev svært.

Kun den, der bekymrer sig om libyernes frihed, oplever, at dilemmaet er der. Og i den situation er tvivlen vort bedste kompas. Vælger vi mest forkert i én situation, må vi korrigere i den næste.