Disse grupper repræsenterede ikke befolkningens krav, men var oftere kontrarevolutionære, antisocialister, højreekstremister og tilbagestående kræfter. De fleste af dem var blevet skabt og/eller støttet af USA

Fra den tavse dagligdag hører man først mumlen, inden der bliver mere tydelige stemmer her og der. Stemmerne bliver efterhånden til råb, og så ender det med kæmpedemonstrationer og endelig milliondemonstrationer.

Illustration: Grete Folman.

^kronik_{af Shokrollah Kamari-Majin,  Vallensbæk Strand}

Den vestlige verden med USA i spidsen er i dag ikke helt så presset til at tage en omgående stilling til Mellemøstens begivenheder.

Grunden er, at slagmarken i dag er uden «fjenden«. Der er ikke længere en anden supermagt på banen. Under den såkaldte, kolde krig var reaktionshastigheden fra begge sider – Øst og Vest – meget vigtig, når et tredje verdens land blev udsat for kaos.  

Vesten har i dag en anden rival, men det er en rival, hvis kilde skal søges hos Vesten selv. Derfor vil der være tale om en form for slægtskabsforhold mellem den vestlige verden og den nye udfordrer. 

Begge parter – eksempelvis i en egyptisk sammenhæng, hvor hovedaktørerne er USA og Al Ikhwan Al Muslimeen – kan godt slås om magten, men begge parter er trods alt fra samme vandingssted.

Nogle af Al Ikhwan Al Muslimeen-politikerne og foranstaltningerne i Egypten mellem 1940 og 1970 skyldtes enten direkte eller indirekte stimulering fra Storbritannien, USA og deres allierede; eller de er produktet af foranstaltninger til fordel for udlændinge på bekostning af nationale interesser.

Det er min forudsigelse, at de to parter til sidst vil nå til en aftale. Det, der vil blive tilbage til Egyptens folk, vil desværre være en lang næse! Den egyptiske befolkning får bare lov til at begynde at samle kræfter til den næste revolution om 40-50 år!

Vesten følger selvfølgelig begivenhederne meget omhyggeligt og med årvågenhed, men med mere forsigtighed end vanligt og uden hast. Det tyder heller ikke på, at de endelige forhandlinger med alternative kræfter endnu er helt på plads.

Alligevel vil det ikke være ensbetydende med, at vestlige agenter sidder passive og venter på at se, hvilken retning vinden vil blæse.

I mellemøstlige lande er alternativerne oftere traditionelle strømninger og organisationer, men ikke progressive partier, folkelige intellektuelle og socialistiske kræfter.

Før 1990 var det en slags først til mølle-regel, der gjaldt for supermagterne, hver gang et såkaldt tredje verdens land blev udsat for et politisk kaos.

to supermagter

En folkelig opstand kunne meget hurtigt komme enten under amerikanernes eller russernes kontrol, alt afhængigt af styrken og organiseringen af parternes agenter, forbindelser, tilhængere, opinionen, økonomiske og politiske apparater og midler – og selvfølgelig skjulte forhandlinger, belønninger, trusler og hemmelige aftaler.

Alle revolutioner og opstande i mellemøstlige lande har – uanset hvor i Mellemøsten det sker – samme tema, samme historie og samme skæbne, bare med forskellige aktører. Det kan sammenlignes med forskellige film, som mere eller mindre har samme manuskript, men filmens årgang og skuespillerne er ikke det samme.

Historien drejer sig altid om et folk, som i tavshed lever under undertrykkelse og stadigt barskere forhold. De brokker sig derhjemme, blandt vennerne og i forskellige private forsamlinger her og der, mens de er tålmodige, og tavse i offentlighed og på arbejdspladsen.

De reagerer ikke på nogen synlig måde på de byrder, de bærer. De knokler med deres dagligdag, som om livet er, som det skal være. Det fortsætter de med i årtier og måske over flere generationer.

På et eller andet tidspunkt strømmer en lille gruppe – kun en meget lille mindretalsgruppe – på gaden som et lyn fra en klar himmel, en bombe midt i samfundet, og som en drivkraft for en maskine.

Denne lille gruppe kendes under mange forskellige navne. Revolutionære, »utilpassede unge«, »konfliktsøgende studerende«, »ballademagere« og så videre.

Men i virkeligheden er de modige. De er dem, som hellere vil dø end leve under »skammelige forhold«. Disse små grupperinger baner faktisk vejen for en opstand. De prøver på at give mod til deres folk, kalder på dem og appellerer om organisering. 

Men folk er stadig forsigtige. De handler rationelt. De vil ikke risikere noget – ikke satse på noget, som er uklart, usikkert. Samtidig reagerer magtstrukturen på »ballademagernes« gerninger. Reaktionens form og intensitet vil være afhængig af det konkrete system.

regimets cyklus

Ethvert udemokratisk regime fungerer og lever nærmest som et levende menneske. Regimerne bliver født, passerer forskellige aldersfaser, bliver forældet og dør. Jo længere udemokratiske regimer har levet, des tættere er de på deres skæbnedag.

Jo længere menneskefjendske og upopulære regimer fortsætter med at regere, des grusommere, korrupte, hemmelighedsfulde, barske og umenneskelige bliver de.

Derfor er det vigtig at vide, hvor i sit aldersforløb et regime befinder sig. I en tid med en høj grad af magtmisbrug, grådighed, underslæb, bestikkelse og indre konflikter er regimet ret svagt. Ikke engang regimets myndigheder, agenter, mæglere og ansatte tror på regimets fremtid.

Hvis opstanden bliver undertrykt, så er det et tegn på, at regimet stadig har noget liv tilbage. Men hvis regimet viser sin svaghed i form af eksempelvis en kompromissøgning med »ballademagerne«, opfatter folk »signalet«. Alle kan mærke, at en storm er på vej.

Folk nærmer sig forsigtigt. Fra den tavse dagligdag hører man først mumlen, inden der bliver mere tydelige stemmer her og der. Stemmerne bliver efterhånden til råb, og så ender det med kæmpedemonstrationer og endelig milliondemonstrationer.

Folk, som er trætte af mange års undertrykkelse, strømmer nu ud på gaden og på »Frihedens Plads«, som findes i alle mellemøstlige hovedstæder, og råber, at »diktatoren skal gå«. Pladsen bliver faktisk meget intensivt brugt med 30, 40 eller 50 års mellemrum!

Så kan en udefra kommende stormagt se, hvordan den kan udnytte situationen.

Under den kolde krig havde russerne næsten altid én mulighed, én allieret. Deres forsøg på at opnå indflydelse i et land under omvæltning baserede sig på samarbejde med sovjetorienterede kræfter, sympatisører, broderpartier og deres tilhængere, mens amerikanerne havde dobbelt så mange muligheder.

USA’s femte kolonne

Udover regimet var der også de traditionelle kræfter, åndelige ledere, religiøse organisationer, klanoverhoveder, ekstremister og radikalister. Det var klart, at disse grupper ikke repræsenterede befolkningens krav, men at de oftere var kontrarevolutionære, antisocialister, højreekstremister og tilbagestående kræfter.

De fleste af dem var blevet skabt og/eller støttet af USA på baggrund af den amerikanske udenrigspolitik i regionen, således at de virkede som USA’s femte kolonne, fungerede som antikommunister og levede under en form for politisk immunitet med USA’s anbefalinger. 

Mange af de religiøse strømninger og organisationer, som i dag står over for USA, er selv produkter af USA. Tiden er lidt anderledes i dag. Med fraværet af Sovjets indflydelse i dagens verden, er der ikke særlig grund til at bekymre sig for en superstærk rival.

I dag tager de to tilbageblevne magtstrukturer  mål af hinanden. Den ene er den vestlige kapitalisme og den anden de traditionelle kræfter, hvis legitimitet baserer sig på befolkningens kultur, tro og skikke.

Den kapitalistiske verden vil alligevel vælge at nå til forsoning med sine historiske allierede, nemlig de religiøse kræfter, hvis det viser sig, at et reelt demokrati er på vej i et mellemøstligt land.

Religiøse strømninger og organisationer i Egypten er hundrede gange bedre for vestlige magter med USA i spidsen, end at et sekulært, progressivt statssystem skulle blive etableret.

Der er et gammelt, iransk ord, som siger, at en kniv aldrig skærer i sit eget håndtag.

Trods konfrontationer her og der mellem globale magthavere og religiøse, radikale grupper er der til enhver tid mulighed for tæt samarbejde mellem den kapitalistiske verden og religiøse kræfter, når det drejer sig om »at bremse revolutionen«.

De første meldinger fra »diktatorens« efterfølgere lyder som følger:

»Undertrykkelsen er nu ovre. I dag skal I være glade. Diktatoren er der ikke længere. I må nu forbande den væltede hersker, så meget som I vil. Landet er nu frit! Revolutionen er slut nu. Fra i morgen skal alt være normalt igen. Normalt som det hidtil har været!«

Historien gentager sig. Et folk i tavshed lever igen under undertrykkelse. De brokker sig i derhjemme og i forskellige private forsamlinger her og der, mens de er stille i offentligheden og på arbejdspladsen. De venter i flere årtier igen på en frelser og en ny revolution.