Lavindkomstgrupperne skal stå til ansvar for deres gæld, men de multinationale skal ikke stå til ansvar for, hvorfor de ikke betaler skat. Sådan kan man med loven i hånden forvalte en klassepolitik.

Fiskeri af skatteål kan være en svær disciplin...

Bjørn Gemzøe

Den ^røde tråd _{af Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør, Arbejderen}

I årevis har det være kendt, at en række multinationale firmaer ikke betaler skat i Danmark.

Kellogg’s, Unilever, Nestlé, Kraft Foods, Fujitsu A/S, IBM, Malaco/LEAF, Tupperware, Elgiganten, Kinnarps og Kuwait Petroleum er eksempler på firmaer, som stort set ikke har betalt skat i Danmark de seneste 10-20 år. Alle betalte i 2008 nul kroner i skat, viser en opgørelse, som Enhedslisten har udarbejdet.

Det skyldes, at de anvender såkaldt transfer pricing, hvor et selskab handler med sig selv på tværs af landegrænser til for høje priser og derved »flytter« overskuddet til lande med lav skat.

Et helt aktuelt eksempel så vi i onsdags, hvor Politiken kunne afsløre, at Københavns Lufthavns australske storaktionær og kapitalfond, Macquaire Airports, hvert år sender cirka 500 millioner kroner i skattely på Bermuda.

Ingen ved præcis, hvor mange milliarder kroner den danske stat årligt går glip af gennem de multinationales firmaers transaktioner. Vismændene vurderede i en rapport fra 2006, at det sandsynligvis drejer sig om et sted mellem syv og 14 milliarder kroner.

Det er mange penge, og da Vismændene begyndte at sige det samme som Enhedslisten har påpeget i årevis, kunne regeringen ikke længere sidde det overhørigt.

Handling – ikke-handling

I marts 2010 lovede den tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen, at gøre noget:

»Vi sætter handling bag ordene nu. Det er et politisk mål, at vi skal gøre mere. Der har været nogle steder, hvor vi har været for venlige,« sagde han.

Og sørme om ikke Skat fulgte op med en handlingsplan med fokus på multinationale selskaber, som skulle være udgangspunkt for forhandlinger i Folketinget i efteråret 2010 om nye og skrappere regler.

Nu vokser træerne dog ikke ind i himlen og slet ikke under VK-regeringen. Så forhandlingerne blev udsat til foråret 2011.

Men så skete der noget andet – vi fik en ny skatteminister. Peter Christensen hedder han og kommer lige som sin forgænger fra partiet Venstre. Derudover er han også kendt for at have meget blå øje.

Men tag ikke fejl af det - blåøjet er han næppe. Eller måske alligevel. Han tror nemlig ikke, at det er med vilje, at de multinationale selskaber ikke betaler skat. Nej, det »afspejler ofte den simple grund, at de enten ikke har tjent penge eller har foretaget store investeringer«, siger han i Politiken.

Og for at skære det helt ud i pap siger Peter Christensen:

– Jeg har ikke den grundlæggende holdning, at bare fordi en virksomhed er stor, så er den kriminel.

Derfor har Peter Christensen besluttet, at forhandlingerne om at indføre skrappere regler for multinationale, skal udskydes igen. Skat skal nemlig først undersøge, hvorfor nogle selskaber med stor omsætning ikke betaler skat.

Handlekraft

Den samme overbærenhed har Peter Christensen til gengæld ikke, når det gælder de almindelige danskeres – stigende – skattegæld. Her har han demonstreret handlekraft fra dag et.

– For mig er det en hovedprioritet, at vi får knækket kurven. Gælden skal simpelthen begynde at falde i 2011. Rig som fattig skal betale det, de skylder – også selv om det vil tage tid, siger han.

I 2009 fik over 58.000 danskere trukket i deres løn, fordi de skyldte penge til det offentlige. Der findes altså metoder til at få pengene hjem, og de bliver allerede flittigt brugt.

Når gælden alligevel bliver ved med at stige, skyldes det måske, at mange af skyldnerne ingen penge har. En stor del tilhører nemlig lavindkomstgrupper og er på kontanthjælp. I nogle tilfælde har det fået Skat til at eftergive gælden, men det bryder Peter Christensen sig ikke om:

– Man kan ganske vist ikke klippe håret af en skaldet. Det siger sig selv, at det er begrænset, hvor stor en betalingsevne lavindkomstgrupperne har.

Og han fortsætter:

– Men når det er sagt, mener jeg, at det er undergravende for moralen i samfundet, hvis en gruppe i befolkningen ser stort på, at man skylder det offentlige penge, fordi det ganske enkelt ikke får konsekvenser. Lavindkomstgrupperne skal stå til ansvar for deres gæld. Også selv om det vil tage lang tid at inddrive den, siger Peter Christensen til Politiken.

Klarere kan det næsten ikke siges. Lavindkomstgrupperne skal stå til ansvar for deres gæld, men de multinationale skal ikke stå til ansvar for, hvorfor de ikke betaler skat. Sådan kan man med loven i hånden forvalte en klassepolitik – for de rige imod de fattige.

Der er i sandhed brug for et opgør og en ny politik. En retfærdig skattepolitik kunne være et godt sted at starte.