I håb om en erfaringsbaseret konstruktiv debat med fokus på ikke-voldelige konflikløsningsmuligheder og afskaffelsen af verdens økonomiske og politiske magthaveres strukturelle vold

Oplever vi mon »verdenssamfundets«, alias vestmagterne i FN’s Sikkerhedsråds erkendelse af, at deres passivitet overfor Sri Lankas regerings folkemord på forsvarsløse civile tamiler i titusindtal så sent som i 2008 i terrorkrigens navn, spørger Arne Hansen.

af Arne Hansen, medlem af Aldrig Mere Krig.

Bidrag til debatten i og udenfor Folketinget om for og imod militær intervention i Libyen, men ikke Bahrain - og stadig uden at partierne bag interventionen vil acceptere  flygtninge til Danmark ifølge VKO+A. (kilde: Debatten torsdag, 17.03.11)

18.03.11 klokken 12.50: Interventionspartiernes glæde over Saudi-Arabiens tilsagn om militær intervention i Libyen, men tavshed om samme Saudi-Arabiens militære intervention imod den fredelige demokratibevægelse i Bahrain – samt en gentagelse af den gamle historie med afvisning og tvangsdeportering af såvel politiske flygtninge som krigsflygtninge fra både Irak og Afghanistan.

Topmål af kynisk hykleri

Det er det hidtidige topmål på populistiske folketingspartiers kyniske hykleri, der i en situation med et valg mellem borgerkrigsvoldens pest og interventionskrigsvoldens kolera bare strør salt i vor allesammens i forvejen blødende hjerter ovenpå den kortvarige glæde over det mellemøstlige demokratiske forår, hvis overlevelse som ikkevoldelig folkelig bevægelse nu er vores eneste håb, som vi fortsat må støtte udviklingen af – uanset illegitime politiske og økonomiske interesser.

Med hensyn til selve den militære intervention i Libyen, som nu er besluttet, så kan man positivt set og isoleret håbe på, at denne beslutning er »verdenssamfundets«, alias vestmagterne i FN’s Sikkerhedsråds dybe erkendelse af, at deres passivitet overfor Sri Lankas regerings folkemord med tunge våben på forsvarsløse indesluttede civile borgerkrigsflygtende tamiler i titusindtal så sent som i 2008 i terrorkrigens navn var en katastrofe for menneskerettighederne og international ret.

Og folkemordet i Sri Lanka var samtidig en katastrofe for den uforståeligt tavse verdensopinion, som først i 90’erne i kølvandet på den første Irak-krig tvang den første Bush til, når han nu havde sagt A og startet krigen, så også at sige B med et flyveforbud mod Saddam Husseins terrorbombning af flygtende kurdiske oprørere på bare fødder oppe i sneklædte bjerge samt shiamuslimer i deltaet.

Mine hazara-venner

Og jeg husker mine afghanske hazara-venners reaktion på Bush II’s militære intervention i Afghanistan efter terrorbomberne 11. september 2001, hvor der døde knap 3000, når vesten havde forholdt sig ligegyldig og uvidende, da Taleban – 100 procent dokumenteret – i 1998-99 begik folkemord på cirka 10.000 etniske hazaraer og shiamuslimer i byen Mazar-sharif. I 1999 ville de sikkert have ønsket sig samme reaktion fra verdenssamfundet, som den der nu er på vej til støtte fra de libyske oprørere også i borgerkrig.

I håb om en erfaringsbaseret konstruktiv debat med fokus på ikke-voldelige konflikløsningsmuligheder og afskaffelsen af verdens økonomiske og politiske magthaveres strukturelle vold med sigte på en fremtidig ikke-voldelig bæredygtig verden for alle menneskers trivsel.