Der skete det mærkelige, at støtten til det folkelige oprør mødte voldsom modstand fra venstreorienteret side, mens der ikke er faldet særligt mange kritiske bemærkninger om Gadaffis undertrykkelse.

af Eigil Nielsen, Frederiksværk

Når Al Jazeera bringer mig billeder fra Benghazi i Libyen, og jeg ser de begejstrede borgere gå i krig for at befri deres land, falder Lenins beskrivelse af stemningen efter den franske revolution mig i erindringen.

Frankrig var blevet tvunget i krig mod Østrig og  Preussen. Lenin betragter det som »en ubarmhjertig krig mod alt reaktionært«.

»Hele folket, navnlig masserne, det vil sige de undertrykte klasser, var grebet af grænseløs revolutionær begejstring: de anså alle krigen for en retfærdig krig, en forsvarskrig, og det var den også i virkeligheden.«

Tiden er nu en anden, og omstændighederne er også andre, men ligheden er alligevel slående. En befolkning rejser sig efter årtiers undertrykkelse og beruses af sin frihed. Mennesker stormer fremad med dødsforagt.

I den nuværende situation var libyernes oprør en del af det oprør, der bredte sig i Nordafrika. Men mens oprøret kunne bringe resultater ad fredelig vej i nabostaterne, kunne dette ikke lade sig gøre i Libyen.

væbnet oprør

Libyernes fredelige oprør blev hurtigt mødt med militær modstand, og derfor udviklede det sig hurtigt til en konfrontation mellem slet bevæbnede oprørere og Gadaffis velbevæbnede og veltrænede soldater.

Det, der på afgørende vis adskilte situationen fra andre situationer med indre oprør, var, at Gadaffi lovede især byen Benghazi en blodig massakre, og at befolkningen stillet over for denne trussel indtrængende anmodede det internationale samfund om hjælp.

Gennem de moderne kommunikationsmidler nåede denne appel frem til store dele af befolkningen i andre lande og vakte et stærkt ønske om at komme den truede befolkning til hjælp.

Nødråbet nåede også frem til FN, der efter indviklede forhandlinger nåede til at yde hjælp i sidste øjeblik. Det var hovedsagelig vestmagter, der kom til at stå for hjælpen. Den blev ydet gennem etableringen af et flyverforbud og en tilladelse til at foretage bombardementer, hvor civilbefolkningen var i fare.

Nu skete der efter min mening det mærkelige, at støtten til det folkelige oprør mødte voldsom modstand fra venstreorienteret side, mens der ikke er faldet særligt mange kritiske bemærkninger over for Gadaffi og hans brutale undertrykkelse af sin befolkning.

Eksisterer der stadig en vis goodwill over for Gadaffi efter hans tidligere anarkistiske støtte til uro og oprør rundt i forskellige lande? I fortiden var han også mod amerikanerne. Men han har jo ændret sig – mildt sagt – temmelig meget især i den seneste tid.

beklagelige tab

Jeg er en af dem, der er helt klar over, at motiverne fra vestlige magter ikke udelukkende er ønsket om at støtte et folkeligt oprør. Men jeg kan også se, at var denne støtte ikke kommet, var vi helt sikkert blevet vidne til en massakre af uhyre størrelse.

Nu bekymrer nogle sig over civile tab i forbindelse med bombardementerne. Bør disse beklagelige tab ikke holdes op mod de rigtig mange dødsofre, der ville have været det sandsynlige resultat af ikke at yde støtte?

Vi skulle måske have ventet og set, om Gadaffi virkelig stod ved sit ord?

Noget, der i disse dage virkelig får mig til at krumme tæer, er de mange støtteerklæringer til oprøret fra mine fæller i det venstreorienterede miljø, som blot er ord, ord, ord – men uden handling!