De økonomiske realiteter er, at det er krisen i den private sektor og det heraf fremkaldte historisk store BNP-fald, som er den egentlige årsag til, at det offentlige forbrugs andel af BNP rent matematisk ser ud, som om det stiger.
Kronikaf Henrik Herløv Lund, økonom, cand.scient.adm.
Det offentlige forbrug er under heftig beskydning fra arbejdsgivere og borgerlige partier og økonomer.
Borgerlige har derfor foreslået nulvæksten videreført ud over 2013 gennem et offentlig udgiftsloft, indtil det offentlige forbrug er bragt ned under 27 procent af bruttonationalproduktet (BNP).
Og senest vil finansministeren gennemføre en budgetlov, der skal holde de offentlige udgifter under låg.
Bagved ligger en kritik af det offentlige forbrug for at være uforholdsmæssigt og være »løbet løbsk« på den private sektors bekostning og for at være hovedårsag til statsunderskuddet.
Og svarende hertil skulle løsningen på krisen, vækstfaldet og statsunderskuddet ligge i reduktion af (væksten i) det offentlige forbrug. Men er det offentlige forbrug den store økonomiske skurk, og består løsningen på krisen i tilbagerulning af det?
offentligt forbrug for stor en andel?
Når det offentlige forbrug tildeles en skurkerolle, peges der ikke mindst på, at det offentlige forbrug er vokset uforholdsmæssigt og derfor udgør en stigende og »alt for stor« andel af økonomien.
Der anføres i denne forbindelse, at fra i 2007 at udgøre godt 27 procent af BNP er det offentlige forbrugs andel i 2010 vokset til op mod 30 procent af faktisk BNP – og godt 28,5 procent af et konjunkturrenset BNP.
En umådeholden ekspansion af det offentlige forbrug skulle med andre ord være ved at æde det private forbrug og den private sektor op. Det er imidlertid en myte.
Det offentlige forbrugs stigende andel af BNP skyldes nemlig ikke en uforholdsmæssig vækst, men fremkommer i et regnestykke -– en simpel brøk – hvor det offentlige forbrug er tælleren og BNP er nævneren.
I den økonomiske virkelighed har imidlertid nævneren – BNP – gennemlevet et historisk stort fald i perioden 2008-09, og det halter stadig bagefter. Det er derfor kun i forsvindende grad, at den større tæller (det offentlige forbrug) udgør en stigende andel af nævneren (BNP).
Stigningen i brøkregnestykket skyldes altså, at nævneren er blevet mindre.
Det er med andre ord i det private forbrug og den private sektor – og ikke i det offentlige forbrug, at årsagen til det offentlige forbrugs stigende andel af samfundsøkonomien skal søges. Dette kan også illustreres på følgende måde:
Lad os sætte, at det offentlige forbrug i 2009 havde samme størrelse, som det rent faktisk var tilfældet, det vil sige 495 milliarder kroner. Men at den private sektor og dermed BNP – modsat hvad der var virkelighed – havde en normal vækst i 2008 og 2009 på omkring to procent realt årligt.
I så tilfælde ville BNP i 2009 have udgjort 1815 milliarder kroner, og så ville det offentlige forbrug ikke have udgjort de op mod 30 procent af BNP, som i dag tilfældet, men kun 27,2 procent af BNP.
Hvis den private sektor altså havde haft normal vækst, ville det offentlige forbrug i 2009 følgelig have udgjort stort set samme andel saf BNP som i 2007.
De økonomiske realiteter er således, at det er krisen i den private sektor og det heraf fremkaldte historisk store BNP-fald, som er den egentlige årsag til, at det offentlige forbrugs andel af BNP rent matematisk ser ud, som om det stiger. Synderen er altså ikke det offentlige forbrug selv.
Dette er naturligvis ikke bare en diskussion for diskussionens skyld, men handler om, hvor der skal sættes ind for at løse krisen. Når årsagen hertil ligger i vækstfaldet i den private sektor, peger det selvsagt på en hel anden løsningsstrategi end at skære det offentlige forbrug ned – nemlig på at få sparket gang i (væksten i) den private sektor.
Løbsk offentligt forbrug?
En anden hovedanklage mod det offentlige forbrug er, at ansvaret for forværringen i de offentlige finanser i de senere år skyldes uforholdsmæssige stigninger heri. De offentlige udgifter anklages med andre ord for at være løbet løbsk.
Og saldoen på de offentlige finanser er på få år også forværret med omkring 150 milliarder kroner. Men: Det er ikke uforholdsmæssige stigninger i de offentlige udgifter, som er årsag til de store statsunderskud.
Faktisk er det offentlige forbrug er kun vokset lidt mere end normalt i perioden 2008 til og med 2009. Hvis det offentlige forbrug var steget svarende til den normale udvikling, ville det være vokset med 42,9 milliarder kroner fra 2008 til og med 2009. Men faktisk steg det kun med yderligere 3,6 milliarder kroner mere.
Denne merstigning forklarer kun et par procent af forværringen i de offentlige finanser fra 2008 til 2010. Og faktisk skyldes disse offentlige udgiftsstigninger i høj grad vækstfaldet og den heraf affødte ledighedsstigning, samt forsøg på at holde hånden økonomisk under den private sektor.
Statsunderskuddet skyldes derimod langt overvejende, at de offentlige indtægter er faldet – og tilmed usædvanligt meget.
Hvis de offentlige indtægter havde udviklet sig som normalt fra 1998 – 2008, skulle de fra 2008 til 2010 være steget med 73,2 milliarder kroner. I stedet faldt de med 34,5 milliarder kroner. Altså et »tab« på godt 108 milliarder kroner.
Heraf tegner skatterne sig for langt hovedparten af mindreindtægten. Dette store fald skyldes selvfølgelig for det første krise og stigende ledighed, som har betydet et fald i skatteindbetalingerne.
Men for det andet spiller også VKO’s skattestop og skattelettelsespolitik en central rolle i indtægtsfaldet. Denne politik har per 2010 drænet statskassen for op mod 60 milliarder kroner årligt. Heraf har en stor del været under- og ufinansierede.
Realiteterne er således, at det ikke er løbske offentlige udgifter, men nok så meget er et unormalt stort fald i de offentlige indtægter fra skatter og afgifter, som er årsag til kæmpeunderskuddet – herunder ikke mindst VK’s under- og ufinansierede skattestop og skattelettelser.
Og når man fra borgerligt hold skyder med skarpt på det offentlige forbrug, handler det om et forsøg på at flytte opmærksomheden væk fra den førte politik og den oplagte løsningsmodel, nemlig at omgøre VK’s skattelettelser, som der ikke har været råd til.
forværring af statsunderskuddet
Endelig anklages det offentlige forbrug for at være hovedansvarlig for en drastisk forværring af de offentlige finanser – såvel hidtil som fremover. Dette søges dokumenteret for eksempel gennem Det økonomiske Råd – DØR’s langtidsfremskrivninger i »Dansk Økonomi Forår 2010«.
På længere sigt forudsiges her store og voksende underskud og et langsigtet holdbarhedsproblem for de offentlige finanser med et minus på 25 milliarder kroner, svarende til et minus på 1,4 procent på BNP.
Danmark er med andre ord – ifølge DØR – på vej mod en økonomisk afgrund, og DØR giver ikke mindst en reduktion af det offentlige forbrug en central rolle i løsningen af problemerne.
Men prognoserne om kæmpeunderskud hænger nøje sammen med politisk valgte - og økonomiske set helt atypiske - beregningsforudsætninger fra DØR om videreførelse af VK regeringens økonomiske politik i det uendelige.
DØR forudsætter således skattestoppet videreført helt til 2070, hvilket selvsagt skal give stigende offentlige underskud.
Endvidere forudsætter man, at det private forbrug med en fordobling til 2040 fortsat skal have førsteprioritet frem for det offentlige forbrug. Det indsnævrer naturligvis også voldsomt råderummet for det offentlige forbrug.
Endelig forudsætter man, at den lave produktivitets-tilvækst under VK’s økonomiske politik vedvarer, hvilket medfører vedvarende lav økonomisk vækst. Hermed bliver der naturligvis endnu mindre råd til offentligt forbrug, når det private modsat skal vedblive at vokse stærkt.
DØR’s økonomiske katastrofescenarier er et udtryk for, at som man råber i skoven, får man svar: Når man går ud fra så ugunstige betingelser, skal regnestykket naturligvis ende med kæmpeunderskud. Men DØR’s beregningsforudsætninger er økonomisk set helt atypiske.
Korrigeres herfor, vil de offentlige finanser faktisk på langt sigt være holdbare. Det betyder ikke, at vi ikke her og nu har nogle betydelige økonomiske problemer.
Men at løsningen på disse ikke er at gøre det offentlige forbrug til den store skurk, men en helt anden økonomisk politik, hvor skattestop og skattelettelsespolitikken tilbagerulles, og hvor der satses på en målrettet udviklings-, forsknings-, uddannelses- og erhvervspolitik til genskabelse af væksten i produktivitet og økonomi.
debat
kronik
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
