10 Oct 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Svar til Jørgen Petersen: Skal vi støtte Gadaffi?

Svar til Jørgen Petersen: Skal vi støtte Gadaffi?

Torsdag, 14. april, 2011, 10:43:52

I den konkrete situation var der ikke andre muligheder end FN-resolutionen for at stoppe Gadaffi. Det objektive valg var derfor, hvis blod vi ville have på hænderne – oprørernes eller Gadaffis soldaters.

Bare rolig, de gør det kun for at redde liv!
Grete Folman

af Finn Sørensen, medlem af ‑Enhedslistens hovedbestyrelse

Tak til Jørgen Petersen for hans svar til mig den 7. april. Jeg synes nu, at han fyrer en masse overflødigt krudt af.

Bag Enhedslistens støtte til flyforbuddet ligger ikke en ændret opfattelse af USA’s og de andre stormagters imperialistiske dagsorden. Vi har heller ikke påstået, at de skulle være drevet af humanistiske motiver i den konkrete situation.  

Udfordringen var, at stormagterne helt undtagelsesvist kom til at gøre noget rigtigt, da de vedtog FN-resolution 1973, som var ganske klar i målene: Beskyttelse af civilbefolkningen og etablering af våbenhvile og forhandlinger.

Den udelukkede besættelse af Libyen, men var derudover uklar med hensyn til midlerne. Netop derfor stillede Enhedslisten betingelser for vores støtte, som handlede om den strammest mulige fortolkning af FN-mandatet med hensyn til opnåelse af våbenhvile – betingelser, som alle partier tilsluttede sig.

Vi trak vores støtte, da det blev klart, at regeringen ikke ville efterleve dette, men direkte afviste den Afrikanske Unions og Tyrkiets forsøg på våbenhvile og satte fjernelse af Gadaffi som selve krigens mål.

Det er ikke rigtigt at Enhedslisten – eller FN for den sags skyld – undlod at støtte andre muligheder end krig (selvom der sikkert kan sættes berettiget spørgsmålstegn ved, om der blev gjort nok). Enhedslisten støttede for eksempel FN-resolution 1970, som blev vedtaget enstemmigt i FN’s Sikkerhedsråd den 26. februar.

Resolutionen tager skarp afstand fra nedskydningen af fredelige demonstranter, og indberetter Gadaffi  til den Internationale Straffedomstol for mistanke om »forbrydelser mod menneskeheden«.

Sikkerhedsrådet vedtager samtidig våbenembargo, rejseforbud for medlemmer af Gadaffis regering og indefrysning af bankkonti.

Gadaffis svar

Hans svar på dette var som bekendt at gå i krig mod sin egen befolkning med tanks, tungt artilleri og bomber. Tre uger senere stod han foran Benghazi. I store »patriotiske« taler havde han betegnet oprørerne som udenlandske agenter, som »rotter og kakerlakker«.

Han gjorde klart, at han ville »rense Libyen fra hus til hus«, og at alle, der underminerede staten, ville blive hængt. For at udrydde enhver tvivl, henviste han til massakren på den Himmelske Freds Plads som et eksempel til efterfølgelse, krydret med løfter om, at når han først begyndte at bruge magt (!), »ville alt brænde«, og der ville være »floder af blod«.

På den baggrund, og med vores kendskab til Gadaffis voldelige regime i øvrigt, burde man ikke være i tvivl om konsekvenserne af at lade ham fortsætte mod Benghazi. Det er nok muligt, at folkemord er for stærk en betegnelse, men forbrydelser mod menneskeheden i form af en massakre er vel også rigeligt?

I den konkrete situation var der ikke andre muligheder end FN-resolutionen for at stoppe Gadaffi. Det objektive valg var derfor, hvis blod vi ville have på hænderne – oprørernes eller Gadaffis soldaters.

Konsekvenserne for det »arabiske forår« var selvfølgelig også med i overvejelserne. Hvis Gadaffi havde fået frit løb, ville der ikke længere være noget oprør i Libyen, og det i meget lang tid.

Det ville have en negativ effekt på oprøret i de andre arabiske lande, som er det mest opløftende, der er sket i den verdensdel siden Anden Verdenskrig, netop fordi det er befolkningerne selv, der går på gaden, og fordi de så klart – også i Libyen – kæmper for demokrati, frihed og social retfærdighed.

Imperialistiske agenter

Men her skilles vandene for alvor. Jørgen Petersen beskriver den libyske oprørsledelse, som om de er agenter for imperialismen. Sven Tarp mener (den 9. april), at det er en »borgerkrig, hvor den ene fløj ønsker et tæt samarbejde med imperialismen«.

Man skulle tro, han mente Gadaffi, der siden 2003 har været pot og pande med USA og andre vestmagter og lukket alle de store olieselskaber ind. Men nej, det er oprørerne, han tænker på.

På spørgsmålet om, hvem der nu er hovedfjenden for de folkelige og revolutionære kræfter i de arabiske lande og i Libyen, svarer han uden tøven, at det er USA og Vesten!

Så er det jeg spørger: Det betyder vel, at Kommunistisk Parti anbefaler oprørerne i Libyen at stoppe kampen mod Gadaffi og kæmpe side om side med ham? Det betyder vel også, at hvis de ikke vil det, så er de den libyske nations fjender, der egentlig blot fortjener at blive behandlet derefter?

Da oprørerne åbenbart har ladet sig vildlede af CIA-agenter fra start af, må det vel også betyde, at det – også før flyforbuddet – var helt i orden at nedkæmpe dem af hensyn til Libyens nationale suverænitet?

Endelig må det vel forstås som en opfordring til oprørere og venstreorienterede i resten af Mellemøsten – og verden – om at stå sammen med Gadaffi i hans patriotiske og retfærdige kamp mod den imperialistiske aggression?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. apr. 2011 - 10:43   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev