En nøgtern vurdering af forløbet viser, at der på intet tidspunkt var grundlag for at tro på de løfter, regeringen gav Enhedslisten som grundlag for at sikre sig partiets støtte til krigen.

af Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti

I Arbejderen den 7. april stillede jeg en række konkrete spørgsmål til Finn Sørensen (FS) om grundlaget for Enhedslistens støtte til krigen mod Libyen. 

I indlægget i Arbejderen den 14. april vælger FS i det store og hele ikke at svare mig. I stedet vælger han at så tvivl om grundlaget for Kommunistisk Partis holdninger.

Kommunistisk Parti har uforbeholdent støttet det folkelige oprør imod alle diktatorer og despoter i regionen – også imod Gadaffi. Det ved FS godt. Alligevel mere end antyder han, at Kommunistisk Parti støtter den libyske diktator.

Den form for argumentation har vi hørt før, blandt andet omkring krigen mod Irak. Jeg husker tydeligt, hvordan vi blev anklaget af krigstilhængerne for at støtte Saddam Hussein, fordi vi var imod krigen.

Jeg havde ikke forventet at blive mødt med den form for argumentation fra et medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.

Kommunistisk Parti har aldrig påstået eller antydet, at det libyske folk fra starten skulle være manipuleret af CIA-agenter, som FS helt udokumenteret påstår. Vi støtter folkets retfærdige kamp, men har – på et meget konkret grundlag – rejst kritik af det nationale overgangsråd i Benghazi.

rådet er ikke folket

FS sætter lighedstegn mellem folket og overgangsrådet. Det gør Kommunistisk Parti ikke. Vi påpeger som en nødvendighed behovet for en stærk fagbevægelse og velorganiserede partier med rod i arbejderbevægelsen.

FS skylder fortsat at forklare Arbejderens læsere, hvad det er for kræfter i det nationale overgangsråd, og hvad det er for en politik, rådet har, som Enhedslisten erklærer sin støtte.

Eller – for den sags skyld – hvorfor Enhedslisten foreslog at bevæbne dem med Stinger-missiler og at anmode regeringen undersøge, hvor længe NATO vil være om at uddanne dem i brugen af de danske våben. Det skete som bekendt med bemærkninger om, at Enhedslisten godt vidste, at forslaget var i modstrid med international ret.

Jeg vil fortsætte med at undre mig over, at Enhedslisten som et erklæret anti-imperialistisk parti bad imperialismen sætte sin krigsmaskine i sving imod Libyen.

krigens formål

Regeringens strategi for Libyen handler om olie og muligheden for lukrative økonomiske aftaler til danske virksomheder og ikke om, hvordan der kunne skabes en våbenhvile i krigen.

En nøgtern vurdering af forløbet viser, at der på intet tidspunkt var grundlag for at tro på de løfter, regeringen gav Enhedslisten som grundlag for at sikre sig partiets støtte til krigen.

Grundlaget for Enhedslistens støtte til krigen og dansk krigsdeltagelse har med al ønskelig tydelighed vist sig ikke at holde vand.

Det glæder mig, at Enhedslisten i dag er imod krigen, men det undrer mig, at man ikke har en mere selvkritisk indgang til de seneste ugers dramatiske forløb.