Hvis CSC får sin vilje her, så er vejen banet for at andre store virksomheder i it-branchen og finanssektoren får blod på tanden.
af Finn Sørensen, Fagligt Ansvar og næstformand i 3F Industri og Service
Tak for opfordringen til at deltage her i dag. Den tog jeg med stor glæde imod.
Det er ikke hver dag en ufaglært 3F’er står skulder ved skulder med højtlønnede it-folk, der tjener mere end det dobbelte af en rengøringsassistent. Men det er nødvendigt at stå sammen i denne sag.
Der er ikke bare tale om et generalangreb på jeres løn- og arbejdsvilkår, med krav om 30 procents lønnedgang, og fjernelse af jeres tryghedsaftale. Det er samtidig et angreb på jeres møjsommeligt tilkæmpede kollektive aftaler.
Det ser vi mange andre arbejdsgivere forsøge. Men her får skruen en ekstra omgang.
CSC benytter deres enorme kapacitet til at flyve strejkebrydere ind fra Indien. Ikke nok med det. De forlanger oven i købet, at I selv skal lære dem op til at tage deres arbejde!
Vi skal flere generationer tilbage i tiden, for at finde sådanne eksempler på organiseret skruebrækkeri. Det er social dumping i verdensklasse, og alle LO-arbejdere må bakke jer op i den kamp.
Jeg tror, vi skal være opmærksom på, at CSC-ledelsen blot fører det ud i livet, som mange andre virksomhedsledere inderst inde drømmer om.
Hvis CSC får sin vilje her, så er vejen banet for at andre store virksomheder i it-branchen og finanssektoren får blod på tanden.
Og det vil ikke begrænse sig til disse sektorer. Vi møder jo problemstillingen hver dag på byggepladser, i landbruget, i rengøringssektoren.
Faresignaler
I 3F så vi det senest ved overenskomstforhandlingerne i landbruget, hvor arbejdsgivernes krav var, at lønnen skulle sættes ned til det halve – nemlig til det, de betaler de udenlandske arbejdere, der i disse år importeres i stor stil.
Det blev afvist, men det er et faresignal, at de overhovedet tør rejse sådanne krav.
Også de offentligt ansatte er lige blevet mødt med krav, der ideologisk set ligger på linje med CSC-ledelsen – ikke krav om direkte lønnedgang og opsigelse af tryghedsaftaler, men krav om svækkelse af den kollektive forhandling om løn og arbejdsvilkår.
Også det, blev tilbagevist. Men igen – det siger noget om, hvad arbejdsgiverne gerne vil. Hvad kan vi så gøre som LO-arbejdere for at bakke jer op.
Vi kan udbrede kendskabet til jeres konflikt og til hvad, den drejer sig om. Det er i en opgave, som vi kun lige er begyndt på.
Vi kan forberede vore medlemmer på sympatikonflikt, alle de steder, hvor vi har fælles berøringsflade med jeres virksomhed.
Pres på regeringen
Vi kan lægge et politisk pres på regeringen og andre myndigheder, der benytter sig af CSC’s ydelser. De skal ikke have lov til at misbruge deres magt som leverandør til SKAT og Politi. Det skal tværtimod vendes imod dem selv. Vi må kræve af politikere og myndigheder, at de siger nej til at bruge leverandører, der forsøger at ødelægge den danske overenskomstmodel.
Og så skal vi have ændret kulturen her i samfundet. Det bliver mere og mere legalt at benytte sig af den billigst tænkelige løsning, hvad enten det drejer sig om at renovere DI’s bygning på Rådhuspladsen eller udskiftning af det glaserede tegltag på villaen i Søllerød.
Det kan ikke undre at private kapitalister tænker sådan, det ligger simpelt hen i deres gener. Men det breder sig også som en pest i den offentlige sektor, med stadig voldsommere krav om privatisering og udlicitering af velfærdsopgaver.
Og ingen af stederne spekulerer man over omkostningerne for løn, arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, eller på om sådan et samfund overhovedet kan hænge sammen i det lange løb. Der skal en samlet fagbevægelse til at stoppe den udvikling.
Her er det jo glædeligt, at vi for ikke så længe siden stod skulder ved skulder - nej rettere, vi sad skulder ved skulder til en konference om social dumping, hvor vi i fællesskab udviklede mange gode krav til den ny regering, vi forhåbentlig snart får – krav om bestilleransvar, krav til offentlige myndigheder om kun at bruge overenskomstdækkede virksomheder og meget mere.
Vi skal ikke sidde med hænderne i skødet
Men nu skal vi ikke sidde, nu skal vi op af stolene. Det gælder også os i LO-fagbevægelsen, for nu skal vi nemlig bakke jer op.
Diget omkring den danske overenskomstmodel er under hårdt pres i disse år. Vandet siver allerede ind, og vi må i fællesskab forhindre, at CSC bliver det sted, hvor det bryder sammen.
De må simpelt hen lære at respektere den danske model, og alt tyder på, at det skal de bankes til at forstå.
God kamp.
Tale for CSC medarbejdere foran virksomheden, tirsdag den 5. april
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
