Den økonomiske struktur er bundet op på imperialisternes profithunger og intet andet. Staterne savner teknologisk udvikling og basale uddannelses- og sundhedssystemer.
Kronikaf Per Hørning
I udgangspunktet er det staten, der har magten og besidder den hær og de våben og politi, som behersker samfundet.
Det er velkendt, og hvis vi læser i marxismens litteratur, finder vi da også, at hær og politiet er det, der kendetegner klassesamfundets stat. Hvis vi graver lidt dybere, finder vi hos Marx og især hos Engels de historiske forudsætninger for statens oprindelse.
De er i kort form, at statens etablering er klassekampen. Hvor klasserne tørner sammen, og den sejrende klasse opretter sin magt gennem den stående hær og sit politi. Forudsætningen for staten er altså klasserne og klassernes modsatrettede og forskellige interesser. 1)
Rundt omkring i verden findes der imidlertid stater, som ikke er etableret på baggrund af klassemodsætninger. Det er primært de stater (territorier), som er opstået som følge af de forskellige imperialistiske erobringer rundt omkring i verden.
Det er territorier, som er afgrænset af de enkelte kolonilandes magt, og som på Berlinkonferencen i 1885 blev bekræftet af stormagterne med de streger, vi endnu i dag kan se på verdenskortet.
Strukturen i disse koloniale territorialstater var ikke klassemæssige. De fleste steder var den lokale samfundsorden baseret på familie, klan- og stammemæssige relationer, hvis traditioner i høj grad var sprogligt og stammemæssigt afgrænsede, og krige mellem stammer var udtryk for territoriale erobringer for den enkelte stammes udvikling.
Kolonistatens love blev besluttet efter diktat i kolonimagternes hovedstæder uden hensyn til de traditioner og love som stamme-, klan- og familiesamfundene fandt naturlige. Samtidig med kolonistatens etablering blev den kirkelige mission en integreret del af statens hierarkiske struktur.
Vi må altså konstatere, at den grundlæggende marxistiske forståelse af staten ikke kan anvendes på disse territoriale kolonistater og deres historiske etablering. Kapitalismens udvikling i denne periode har Lenin betegnet som udviklingen fra den monopolkapitalistiske epoke til imperialismen, som betegner kapitalismens højeste – og nuværende – stadie. 2)
Modsætninger
De modsætninger og klasser, der opstår, er på den ene side kolonimagten overfor den indfødte befolkning som helhed og lokale indfødte embedsmænd som en særskilt privilegeret klasse.
Midt i denne imperialistiske udvikling begynder – og etableres – den koloniale befrielseskamp, som med af-slutningen af Anden Verdenskrig får et fornyet opsving ved Sovjetunionens indtræden i den verdensomspændende kamp om politisk indflydelse.
Herefter falder kolonierne en efter en, og forskellige befrielsesbevægelser kommer til magten i de territoriale stater. I alle disse stater fastholder de imperialistiske magter deres politiske indflydelse gennem ejerskab af virksomheder og som investorer i staternes udvikling.
I langt de fleste tilfælde – og i alle de større stater – bliver befrielsesstyrkerne indrulleret i de ny staters stående bevæbning, medens politiet ofte er de samme personer, som tidligere udgjorde kolonimagtens politi.
Befrielsesrusen bliver hurtigt afløst af rivaliseringer mellem samfundenes forskellige sprog, stammer og klaner. Den økonomiske struktur i samfundet er bundet op på imperialisternes profithunger og intet andet.
Alle disse stater står uden en basal teknologisk udvikling, uden et uddannelses- og sundhedssystem, der kan varetage de mest elementære samfundsmæssige behov.
forarmingen
Hertil kommer, at udplyndringen af kolonierne har været så ensidig, at de nye stater er bundet op på ganske få og enkle produktioner. Kolonimagten har desuden brugt alle tekniske hjælpemidler fra eget hjemlands produktion, således at selv de mest elementære reparationer ikke kan foretages af den lokal arbejdskraft i de ny stater.
De ny stater kan ikke ændre på grænserne fra 1885, og slet ikke efter at landene er blevet optaget i FN. Dette kan synes som et paradoks, men skal ses i lyset af de imperialistiske magters konstant øgede afhængighed af råstoffer. De modsætter sig derfor ethvert forsøg på forandringer.
Opretholdelse af ro og orden og fortsat berigelse på disse staters naturressourcer bliver omsat til øget militær og brug af samfundskapital til indkøb og vedligeholdelse af de væbnede styrker.
De ny magthavere bliver dermed den anden part i handelen med landets ressourcer, og deres andel i værdierne er årsagen til, at der kommer enevældige konger og præsidenter, korruption og despoti – som vi også kender det fra de tre hundrede år med enevælden i Danmark.
De territoriale stater, der er opstået af kolonitiden, har i mange tilfælde kun haft militære kup som eneste mulighed for at afstedkomme en forandring. Deres økonomiske stade har været sådan, at der reelt ikke har været et overskud i den nationale produktion.
Den arbejderklasse, der findes, er i hovedsagen beskæftiget i mere simpel produktion, landbrug og byggeindustri. Den marxistiske definition på kapitalistisk produktion, industriel masseproduktion findes ikke i disse lande.
I nogle få lande er befrielseskampen ført igennem over for de tidligere koloniherrer, men nationalisering af udenlandske virksomheder kan ikke i sig selv generere kapital til udvikling af mere højtudviklet industri med afsætning for øje.
særligt om Libyen
I Libyen kan man ikke skabe forudsætninger for økonomisk udvikling baseret på olie, med mindre man samarbejder med eller underlægger sig afsætning på verdensmarkedets betingelser i et vist omfang. Det samme gælder for Venezuela.
Men at man leverer til verdensmarkedet, udelukker ikke, at de imperialistiske magter pønser på at ændre de produktionsbetingelser, som de pågældende lande har opnået, tværtimod.
»I 2007 erklærede regeringen, at 400.000 ansatte inden for staten og hæren vil blive afskediget inden for de følgende år. Staten har cirka en million ansatte, der årligt får udbetalt 3,5 millioner US-dollar i lønninger.
Trimningen af statsapparatet skal have til formål at reducere de statslige udgifter til lønninger og i stedet kanalisere midler ind i udviklingen af den private sektor. De fyrede vil hver få udbetalt tre årslønninger«. 3)
Sammenholdt med, at hæren havde 76.000 soldater (2003) og 40.000 i reserven (folkemilitsen) i 1993, må det antages, at en meget stor del af befolkningen i dag har adgang til i hvert fald håndvåben. En opstand synes derfor mulig alene på grund af de anførte afskedigelser blandt de ansatte inden for staten.
Hvis Gadaffi malker det libyske samfund og lader hånt om befolkningens ve og vel, kan jeg godt forstå, at nogen gør oprør, men det synes ikke at være tilfældet. At hans søn har studeret i København, er vel ikke anderledes end at Fogh Rasmussens søn studerede i USA.
At Gadaffi har erklæret sig som modstander af marxisme, socialisme og kommunisme er ikke relevant. Men at han har udset USA og den amerikanske imperialisme som Libyens hovedfjende – og den magt, der gennem tiden har forsøgt at bringe ham selv og Libyen til fald i utallige tilfælde – er yderst relevant, når det ifølge den danske udenrigsminister (den 29.marts) er hovedopgaven at få fjernet Gadaffi.
Fra dansk side lød budskabet. »Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til rådighed for en international militær indsats i Libyen med henblik på at beskytte civilbefolkningen i landet, jævnfør FN-sikkerhedsrådsresolution 1973 (2011) og 1970 (2011).«
Danmark skal bidrage til, at civilbefolkningen ikke udsættes for folkemord af Gaddafis hærstyrker. Heri ligger der en stillingtagen til, at det er befolkningen som sådan, der gør oprør mod styret. At de udgør en legitim magt i samfundet, som har behov og ret til beskyttelse. Men det synes der ikke at være noget entydigt svar på, selv ikke hvis man læser de udsendte reporteres malende beskrivelser.
Men der er intet, der endnu har vist, at Gadaffis hærstyrker udøver massakrer på civilbefolkningen. At oprørerne er en del af befolkningen, og at de søges nedkæmpet af hæren, det er, hvad vi ved.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
