^Nyhedskommentar _{af Helge Knudsen}

Tirsdag var der forespørgselsdebat i Folketingssalen om europagten med tilhørende lovpakke om EU-styring af EU-landenes økonomi. Det udviklede sig til en farce, der bedst kan beskrives som en drejebog i selvmodsigelser og bortforklaringer.

At europagten med tilhørende EU-lovpakke i virkeligheden går ud på at sænke lønningerne for at øge virksomhedernes konkurrencevne – eller i hvert fald deres ejeres profitter – bekymrer ikke finansminister Claus Hjort Frederiksen – snarere tværtimod.

Han indledte debatten med at glæde sig over, at den nye økonomiske EU-styring »udmønter det sunde og fornuftige princip, at også EU-lande uden for euroen (Læs: Danmark, hk) kan miste midler fra EU, hvis de ikke overholder EU’s regler.«

Sanktioner er ikke sanktioner

Men at Danmark kan blive frataget EU-støtte er slet ikke det samme som at blive idømt økonomiske sanktioner, påstod SF’s EU-ordfører Pia Olsen Dyhr i den efterfølgende debat.

SF står nemlig fast på euro–undtagelsen, som ifølge Pia Olsen Dyhr for det første »handler om, at vi ikke har den samme valuta, for det andet at vi ikke kan idømmes sanktioner.«

Trods flere forsøg fra Enhedslistens EU-ordfører Per Clausens side lykkedes det aldrig for ham at få Pia Olsen Dyhr til at forklare forskellen på at blive idømt økonomiske sanktioner via bøder og via fradrag i EU-midler.

Legarths slalomløb

Pia Olsen Dyhr var ikke den eneste, der havde vanskeligt ved at forklare sig under den syv kvarter lange debat.

Regeringspartierne, S, SFog de Radikale påstår, at deres ja til EU-styring af økonomien er et ja til en håndfæstning, som binder alle andre EU-lande end Danmark. Skal vi tro på den?

 

De Konservatives EU-ordfører Mike Legarth var således ude i et længere slalomløb i sit forsøg på at forklare, hvorfor europagten på den ene side ikke har nogen som helst indflydelse på den førte økonomiske politik i Danmark, mens den på den anden side sætter grænser for andre EU-landes økonomiske politik.

Løbet startede, da Per Clausen spurgte ind til de to sidste sætninger i EU-tilhængerpartiernes fælles forslag til konklusion på forespørgselsdebatten. Det lyder i al sin dobbelttydighed sådan her:

»Initiativerne ændrer ikke på de enkelte landes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Det er fortsat de enkelte landes eget ansvar at føre en holdbar og ansvarlig økonomisk politik.

Det er samtidig i fælles interesse, at alle lande tilrettelægger deres økonomiske politik inden for stærkere fælles spilleregler, så det undgås, at uholdbar økonomisk politik i et land får negative effekter på andre lande.«

– Hvis disse stærkere fælles spilleregler ikke går ud på at ændre landenes mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik, hvad går de så ud på? ville Per Clausen gerne vide.

Han fik følgende slalom-svar fra Mike Legarth :

– Det, det i sin enkelhed går ud på, er jo at sikre, at landene i videst muligt omfang opfylder de fælles regler, der er lavet...

Hvorefter Mike Legarth i et formfuldendt U-sving sluttede:

– ...det er jo stadig væk det enkelte land selv, der fuldstændig uhindret planlægger og vedtager sine egne beslutninger.«

Europagt og julemand

Regeringspartierne, S, SFog de Radikale påstår altså, at de med deres ja til EU-styring af økonomien har sagt ja til en økonomisk håndfæstning, som binder alle andre EU-lande end Danmark.

Skal vi tro på den?

Så må vi også tro på, at Claus Hjort Frederiksen i virkeligheden er selve julemanden. Det er i hvert fald lige så sandsynligt.