Den offentlige sektor bliver lagt i lænker, så den reelt ikke kan opfylde de krav til ny service, som udviklingen fordrer.

^Økonomikommentar _{af Carl-Aage Jensen}

»Kontant sikring af Danmarks velfærd.«

Så bombastisk betegner regeringen sin 2020-plan, der forhandles om på Christiansborg i øjeblikket.

Regeringens udspil består af to selvstændige initiativer, der selvfølgelig skal ses som en samlet plan.

På den ene side har regering fremlagt en »reformpakke«, hvor der lægges op til nedskæringer af en række konkrete kollektive velfærdsydelser. Den anden del af regeringens udspil er et forslag til at stramme styringen af de offentlige finanser, som kan få omfattende konsekvenser for udviklingen af den offentlige sektor.

Ugebrevet Mandag Morgen vurderer at regeringen med opstramningen lægger op til en »historisk opbremsning i velfærdsudgifterne«.

Hovedelementerne i regeringens »reformpakken« er:

1. En udfasning af efterlønnen og en hurtigere indførelse af en højere pensionsalder.

2. Nedskæringer på SU-området, så SU fremover kun kan fås i studiets normerede tid.

3. Førtidspension til folk under 40 år afskaffes som hovedregel og reglerne for fleksjob forringes for især højtlønnede.

Samlet vurderer regeringen, at nedskæringerne vil lette statens udgifter med 23. milliarder, men samtidig vil nedskæringerne ifølge regeringen også skabe 80.000 nye job.

Filosofien er, at når flere folk skal søge arbejde, så vil det automatisk øge presset på lønningerne. Og lavere lønninger giver ifølge overvismanden arbejdsgiverne en større fordel ved at skabe nye arbejdspladser, hvorfor de vil foretage de nødvendige investeringer.

Det er værd at bemærke, at regeringens planer primært rammer dem, der i forvejen har svært ved at finde rodfæste på arbejdsmarkedet, og som arbejdsgiverne ikke ønsker at ansætte under de nuværende betingelser. Regeringen mener altså, at det er nødvendigt at forringe eller afskaffe dele af de nuværende kollektive velfærdsydelser, der er til gavn for udsatte grupper, for at sikre velfærden i fremtiden. 

Beskåret velfærd

Det rejser naturligt spørgsmålet: Hvad er det for en form for velfærd, som regeringen vil sikre?

Regeringen indrømmer at dens såkaldte »reformpakke« er anbefalinger fra dens egen tænketank af erhvervsledere – »Vækstforum«. Regeringen oplyser samtidig, at den først senere på foråret vil følge op med en plan for at fremme væksten, hvor regeringen også vil tage udgangspunkt i Vækstforums anbefalinger, der blandt andet lægger op til øget udlicitering.

Ganske vist mangler regeringens nuværende udspil konkrete vækstplaner, men dens forslag til at stramme styringen af de offentlige udgifter giver et klart signal om, hvor den vil have samfundet til at bevæge sig hen, og hvad det er for en velfærd den vil bevare.

Med inspiration fra andre EU-lande vil regeringen have Folketinget til at vedtage et loft over de offentlige udgifter for fire år af gangen, samt have et loft over hvor stor en andel af landets samlede produktion (BNP) der må bruges af den offentlige sektor. Regeringen foreslår konkret, at de offentlige udgifter i 2020 kun må udgøre 27 procent af BNP, hvor de er 29 procent i dag.

Hvis forslaget vedtages i den nuværende form, kan Folketinget ikke vedtage nye udgifter uden, at det har fundet besparelser andre steder i den offentlige sektor. Dermed bliver den offentlige sektor lagt i lænker, så den reelt ikke kan opfylde de krav til ny service, som udviklingen fordrer.

Private løsninger

Forslaget skal ses i lyset af, at serviceydelser generelt set udgør en stigende andel af BNP i lande med Danmarks teknologiske udvikling. Hvis den offentlige sektor ikke kan følge denne udvikling og tilbyde nye tidssvarende løsninger, vil det øge risikoen for, at der udvikles private løsninger baseret på markedsbetingelser. 

I forhold til sundhedsydelser er der for eksempel en tendens i øjeblikket til at udgifter til sundhed stiger 20 til 30 procent hurtigere end udviklingen af landets samlede produktion. Med det nye forslag vil politikerne blive stillet overfor et valg mellem enten at foretage nedskæringer i andre dele af den offentlige sektor eller at det offentlige sundhedsvæsen må afvise at foretage visse former for behandlinger.

Udviklingen af et privat marked for velfærdsydelser vil forstærke udviklingen af et samfund, hvor den finansielle sektor gennem forsikringsordninger vil overtage den offentlige sektors rolle, som den der står for at sikre finansieringen af ydelserne. Forsikringsordninger bygger generelt på individuelle indbetalinger, hvor folk med lave lønninger kan blive tvunget til at vælge sikringsordninger fra, som det har været tilfældet i USA, hvor store dele af befolkningen af samme grund ikke har haft en sundhedsforsikring.

Carl-Aage Jensen er marxist og civiløkonom. Læs hans økonomiske kommentar i Arbejderen den sidste onsdag i hver måned.