Enhedslisten har ikke taget stilling til, om Overgangsrådet er den legitime repræsentant for det libyske folk. Vi må dømme dem på deres handlinger…

Der skal siges klart nej til udenlandske tropper på Libysk jord, og alle muligheder for våbenhvile og forhandlinger skal efterprøves, mener Finn Sørensen.

af Finn Sørensen, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse 

Jørgen Petersen (JP) efterlyser (den 15. april) et svar på, hvorfor Frank Aaen foreslog at bevæbne de libyske oprørere med Stinger-missiler, selvom det ville være i modstrid med international ret.

Jeg tror JP udmærket kender svaret. Forslaget blev fremsat for at give oprørerne en chance for at forsvare sig mod Gadaffis fly, som i midten af marts blev brugt til at angribe værgeløse oprørere i flere byer, blandt andet Benghazi.

JP efterlyser også Enhedslistens syn på Det nationale Overgangsråd. Enhedslisten har ikke taget stilling til, om Overgangsrådet er den legitime repræsentant for det libyske folk.

Det er uden tvivl en broget skare – og det kan dårligt være andet, når folket gør oprør i et land, der ikke har haft nogen demokratiske institutioner. Vi må dømme dem på deres handlinger – hvis de ellers får muligheden for at føre deres program ud i livet.

Og her kan vi vel kun være enige om at støtte deres krav om frie valg, ytringsfrihed, organisations- og forsamlingsfrihed og respekt for menneskerettigheder.

hovedfjenden

Det tror jeg vi er, efter JP’s svar på mit spørgsmål om, hvem der er det libyske folks hovedfjende. Jeg forstår, at JP er enig i, at det er Gadaffis styre, og ikke – som Sven Tarp gav udtryk for – USA og NATO.

Derfor kan jeg heller ikke forstå, at JP synes, det er så forkasteligt, at Enhedslisten gik ind for den militære aktion, så længe den kun tjente til at beskytte civilbefolkningen. At det var berettiget, kan man se af de drab på civile og den ødelæggelse Gadaffis militær og snigskytter har forvoldt i Misrata.

Det bestyrker mig i, at der ikke havde været noget oprør, hvis han ikke var blevet stoppet foran Benghazi. Spørgsmålet er – hvordan kommer vi videre, hvad skal venstrefløjens bidrag være til fred i Libyen?

hårdknude

Konflikten er gået i hårdknude. Gadaffi er en færdig mand politisk, både i og uden for Libyen. Men alt tyder på, at oprørerne ikke kan vinde militært ved egen kraft. Det kan trække ud i månedsvis, med tusindvis af ofre.

Samtidig lyder der stadig stærkere krav fra nogle af oprørerne og blandt nogle NATO-lande om indsættelse af landtropper, hvilket kun vil forværre konflikten.

Dele af venstrefløjen mener, at det bedste, vi kan gøre i den situation, er at kræve »NATO-flyene hjem«. Det bliver der ikke fred af, det vil blot medføre, at Gadaffis bombefly kommer på vingerne igen.

Vi bør i stedet samle os om et pres på den danske regering med henblik på følgende krav: FN’s »no-fly-zone« skal begrænses til udelukkende at beskytte civilbefolkningen.

Alle muligheder for våbenhvile og forhandlinger skal efterprøves, herunder et krav til oprørerne om, at de forholder sig seriøst til det seneste udspil fra Den afrikanske Union.

Der skal siges klart nej til udenlandske tropper på Libysk jord. Kravet er uændret: Libyerne skal have mulighed for selv at afgøre deres fremtid og være herrer i deres eget land.