Vi står i dag i den sælsomme situation, at imperialistiske magter har stillet sig til tjeneste i et forsvar for den arabiske revolution i oprøret i Libyen.

af Eigil Nielsen, Frederiksværk

For et kommunistisk parti har kampen mod imperialismen altid haft stor betydning.

I begivenhederne i Libyen er imperialistiske magter som USA, Frankrig og England blevet involveret. Må man ikke ud fra en eller anden politisk rygmarvsreaktion som kommunist tage afstand fra disse magters indgriben? For man kan da ikke støtte imperialister!

Det er et meget gammelt spørgsmål. Man kan se et aspekt af det behandlet i Lenin: Udvalgte Værker, bind 10, side 140 i artiklen »Sælsomt og uhyrligt«. Her vender Lenin sig imod de »venstrekommunister«, der hævder, at man på det tidspunkt – 1918 – ikke kunne slutte fred med en imperialistisk magt, her Tyskland. Lenin tilbageviser venstrekommunisterne og skriver:

»Ud fra disse synspunkter kunne en socialistisk republik, der ligger omgivet af imperialistiske magter, ikke slutte økonomiske traktater eller overhovedet eksistere, hvis den ikke flyver til månen.«

alliancer

Eftertiden viste da også, at Sovjetunionen – på trods af fjendskabet mellem socialismen og imperialismen – afsluttede den ene aftale efter den anden med imperialistiske magter og endog fik dem som allierede i kampen mod fascismen.

I holdningen til imperialismen må en kommunist vel også i dag spørge sig selv: Under hvilke betingelser kan jeg indgå i et samarbejde med en imperialistisk magt, og under hvilke må jeg kategorisk afstå herfra?

Vi står i dag i den sælsomme situation, at imperialistiske magter har stillet sig til tjeneste i et forsvar for den arabiske revolution i oprøret i Libyen.

Disse magter havde i forvejen gode relationer til Gadaffi, men de har vel kunnet indse, hvilken vej vinden nu blæser, så nu satser de på dem, der gennemfører kamp for frihed og demokrati, mod de hidtidige undertrykkere.

Denne kamp for frihed og demokrati og mod undertrykkelse har også til stadighed været kommunisternes politik, så pludselig skulle kommunister og imperialister i dette konkrete spørgsmål kunne være fælles i væsentlige spørgsmål.

Men, nej! Så smidigt har de fleste kommunistiske partier ikke kunnet ræsonnere. Nu har de i deres modstand mod imperialismen anbragt sig side om side med undertrykkeren Gadaffi!

oprørere

I Arbejderen mistænkeliggøres oprørerne. Hvem er de egentlig? Kan vi nu også være sikre på, at de vil føre en politik, vi vil kunne acceptere? 

Var det egentlig rimeligt, at de – ligesom deres brødre i Tunesien, Egypten og andre arabiske lande – gjorde oprør? For Gadaffi havde da givet dem en højere levestandard end den, de havde i nabolandene!

Resultatet er, at man nu vinker med amerikanske og franske flag i Benghazis gader. Hvis man har bemærket de kommunistiske partiers holdning, vil man have opdaget, at man her har partier, der stiltiende ville have set til, mens Gadaffi udsatte befolkningen for den massakre, han havde lovet den.

Efter min mening har en række kommunistiske partier i for høj grad tænkt som Ruslands »venstrekommunister«: Imperialister kan man ikke samarbejde med! Uanset hvad!