Gadaffi troede, at han på den måde kunne opnå Vestens implicitte garantier for kontinuiteten i sit regime. Han forstod ikke, at dette var fælder, som andre ledere før ham var gået i.
af Shokrollah Kamari-Majin, Vallensbæk Strand
De faktorer, der førte til borgerkrigen i Libyen i dag, kan deles i to dele. Hver af dem kan man analysere i deres egne sammenhænge.
Den ene af dem var Vestens kapitalistiske, skarpe og glubske tænder, som siden 1969 søgte efter en lejlighed til at trænge ind i dette land, som befandt sig i periferien af den kapitalistiske verdens kampe og konspirationer.
Den anden faktor var Gadaffis egne, gentagne fejl med hensyn til dette nordafrikanske lands strategi. Og obersten begik virkelig mange fejl.
Libyen var en torn i imperialisternes øje, men dets relativt isolerede rolle gjorde det ikke påtrængende for imperialisterne at gribe til militær indsats i landet. Desuden baserede Libyen sig på en »karismatisk struktur«, og den kunne blive en vigtig hindring for udefra kommende militære aktioner.
Derudover var der landets særlige geografiske beliggenhed. Sammenlignet med lande som Irak, Jordan, Syrien, Libanon – og sammenholdt med den palæstinensisk-israelske konflikt – befinder Libyen sig ikke i hjertet af Mellemøsten, men i periferien.
Disse faktorer er årsagen til, at Libyen ikke tidligere blev et hovedpunkt på de vestlige landes dagsordener for deres imperialistiske udvidelsesplaner.
Det betød dog ikke, at Vesten aldrig tog Libyen seriøst, og landet var altid under opsigt og modtog også trusler om magtanvendelse (for eksempel i 1986) fra den vestlige verden. Men andre, vigtigere prioriteringer gjorde sig også gældende.
Imidlertid var Libyen den vigtigste »gate« mellem den østlige og vestlige del i Nordafrika. En åbning af denne port var vigtig for at lette forretningerne mellem øst, der var Egypten, og vest, der bestod af Tunesien, Algeriet, Marokko og Mauretanien.
Af disse grunde havde vestlige regeringer altid – trods stor forsigtighed – et øje på muligheden for at genåbne dørene til det halvt isolerede land.
De vestlige lande så Gadaffis isolation og mangel på samarbejdspartnere, især efter det sovjetiske sammenbrud. Men de var klar over, at det kunne blive vanskeligt at nå til enighed om en militær aktion.
Vestens fælde
De forstod, at den nu næsten 70-årige i al sin karisma og ensomhed ad anden vej kunne lokkes i fælden. For omkring 10 år siden blev Gadaffi opmuntret til at søge et tættere forhold til Vesten.
At give ham grønt lys for Libyens indtræden i det internationale samfund og at fremkomme med lignende elskværdigheder – det blev årsagen til, at Libyens forholdsvis svage leder nu mente, at den eneste måde at redde sig på var gradvist at overgive sig til Vesten.
Saddam Husseins skæbne var også en lærestreg for landets ensomme ledere.
Gadaffi troede, at han kunne opnå Vestens implicitte garantier for kontinuiteten i sit regime med henblik på en langsom magtoverdragelse til hans søn. Han forstod ikke, at alt dette var fælder, som andre ledere før ham var gået i.
At åbne de igennem 40 år lukkede døre for vestlige investeringer var ensbetydende med at bane vejen for Vestens professionelle spioner og agenter.
Dermed spirede et allerede plantet frø af utilfredshed, som skulle vokse til en »demokratisk« (!) revolution i dette arabiske land – alt imens obersten troede, at han stadig var den ubestridte leder, ganske vist nu ved hjælp af samarbejde og samliv med tidligere fjender.
Oberstens familie og embedsmænd begyndte at give milde gaver og dusører og at afholde fester i de vestlige lande. Landets olierigdomme medgik til de spektakulære gaver til vestlige berømtheder, kunstnere og sangere.
Men allerede en uge fra »oprørets« begyndelse vendte modtagerne sig imod Gadaffis regime og udtrykte endda deres villighed til at tilbagegive de modtagne gaver.
London School of Economics blev kritiseret for at have modtaget en gave på et syvcifret beløb fra en af Gadaffis sønner, og den amerikanske sangerinde Mariah Carey kom ligeledes i mediernes søgelys på grund af et betydeligt beløb fra Gadaffis anden søn. Men det var bare den ene side af medaljen.
den anden faktor
Den anden side fungerer som en supplerende faktor i den situation, Libyen befinder sig i i dag, nemlig oberstens egne fejltagelser.
Gadaffi gik ikke i retning af en mobilisering af sit lands folkelige kræfter, og han støttede ikke sit folks politiske udvikling. Han var en selvisk leder, som var besluttet på alene at føre Libyen videre.
Han grundlagde sin styreform på basis af en blanding af forskellige systemer og tendenser, heriblandt islam, nationalisme, socialisme, markedsmekanisme, klanbalance – og i henhold til sine »grønne« retningslinjer, således at han hver dag kunne skifte tankesæt, hver uge udstede nye ordrer eller hver måned udskifte geografiske navne.
Oberst Gadaffi gennemførte betydelige velfærdsreformer i sit land. Han lagde – skønt ustabile, dog bemærkelsesværdige – fundamenter for social velfærd og søgte en forbedring af sit folks økonomiske forhold.
Men han gjorde ikke noget for at etablere et værdigt og passende politisk system. Han forviste intellektuelle og socialistiske kræfter. Han insisterede på sin afstandtagen fra den virkeliggjorte socialisme.
Da obersten i slutningen af 1970’erne afviste et sudanesisk fly med flygtende kommunister og sendte det tilbage til Sudan (en afvisning, som endte med deres henrettelse i Sudan), blev det indlysende for alle, at Libyens leder snarere kun var karisma uden tilstrækkelig politisk balance og ikke en ressourcestærk leder.
Endelig i dag, 42 år efter Gadaffis magtovertagelse i Libyen, midt i en borgerkrig, kan vi bedre end nogensinde før vurdere Libyens eneherskers fejltagelser.
De var fejltagelser, som – suppleret først med Vestens luren i baggrunden og endelig med ham i fælden – blev grundlaget for en krig med ødelæggelser og tusinder af fordrevne i dette rige nordafrikanske land.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
