31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

LPSF forlanger en ny politik

LPSF forlanger en ny politik

Tirsdag, 03. maj, 2011, 09:35:02

Vi vil ikke stiltiende se på, at det solidariske velfærdssamfund, som er blevet opbygget i Danmark gennem årtier, skal ødelægges og forandres til et samfund, hvor egoismen og pengene er styrende.

Her går medlemmer af LPSF forbi lejlighederne - på vejen til 1. maj (2010) i Fælledparken. I den kommende valgkamp ringer aktive medlemmer fra den københavnske fagforening på hos folk, og opfordrer til at stemme rødt. Arkivfoto:
LPSF

fra Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund (LPSF)

Den nuværende regering har med en hidtil uset brutalitet angrebet fagbevægelsen og dens medlemmer.

Regeringen har under påskud af den økonomiske krise og EU’s krav om at føre en ansvarlig økonomisk politik (EU’s konvergenskrav) gennemført nedskæringer, der næsten alle har ramt fagbevægelsens medlemmer.

Vi vil ikke stiltiende se på, at det solidariske velfærdssamfund, som er blevet opbygget i Danmark gennem årtier, skal ødelægges og nedbrydes og forandres til et samfund, hvor egoismen og pengene er styrende for, hvordan samfundet er indrettet.

* Vi har set, at regeringen voldsomt har angrebet efterlønsordningen.

* Vi har set, at regeringens politik omkring skattelettelser kun har tilgodeset de rige.

* Vi har set, at privathospitaler er blevet forgyldte på bekostning af de offentlige hospitaler.

* Vi har set stramninger på alle sociale ydelser.

* Vi har set en voldsom udsultning af danskernes mulighed for at dygtiggøre sig.

* Vi har set, at regeringens politik går ud på at øge privatiseringen af offentlige ydelser.

LPSF kræver derfor, at en ny, kommende, rød regering vil føre en helt anden politik og ikke forfalde til Claus Hjort Frederiksens økonomiske manipulationer og dommedagsprofetier.

Claus Hjort Frederiksen skønnede 47 milliarder forkert i statens underskud i 2010, hvilket er lidt under halvdelen af det underskud, som regeringen har brugt som undskyldning for en lang række stramninger.

genopretning og en  ny politik

En ny rød regering skal derfor rette op på følgende:

1. Dagpengeperioden skal bringes tilbage til fire år.

2. Dagpengesatsen skal hæves.

3. Optjening og genoptjening af dagpengeret skal reduceres til et halvt år.

4. Unødige bureaukratiske kontrolforanstaltninger over for de ledige skal afskaffes.

5. Det fulde fradrag af fagligt kontingent skal genindføres.

6. Kursusgodtgørelsen skal bringes tilbage til dagpengeniveau.

7. Det økonomiske loft på kurser for ledige skal afskaffes.

8. De ledige skal have større frihed til at bruge deres seks ugers selvvalgte uddannelse.

9. Stop for perspektivløse løntilskud og indførelse af regel om, at uddannelse skal være obligatorisk, hvis løntilskud bruges som redskab.

10. Uddannelse og opkvalificering skal være det væsentligste element i bekæmpelse af arbejdsløshed.

11. Arbejdsmarkeds parter skal have reel indflydelse i råd og nævn.

12. Vi kræver, at der bliver stimuleret en voldsom forhøjelse af ordinære praktikpladser til unge på erhvervsuddannelserne.

valgkamp

LPSF’s generalforsamling opfordrer alle til at være aktive og kæmpe for deres rettigheder.

Vi kan forvente en valgkamp, som vil være utrolig meget styret af medierne, hvor de pengestærke arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer økonomisk vil understøtte regeringen i at kunne bringe en hvilken som helst løgnagtighed frem i pressen.

LPSF mener derfor, at vores vigtigste aktiv er, at vi får mobiliseret alle til at vise deres holdning om, at alle skal bruge deres demokratiske rettigheder og stemme rødt til det kommende folketingsvalg.

Vedtaget på generalforsamlingen den 27. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. maj. 2011 - 09:35   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser