Min stemme vil ved næste valg tilfalde det eneste parti med en rød, EU-kritisk politik, Enhedslisten.

Det blå eller det røde flag?

Tegning: Grete Folman

af  Erik Bach, tidligere SF’er, nu medlem af Folkebevægelsen mod EU, Vejby 

SF’s tilslutning til aftalen om Europagten er et afgørende svigt.

Pagten om euroen og de tilhørende aftaler (det europæiske semester) sigter på at realisere det monetaristiske tusindårsrige med en stram finanspolitik. Ganske vist, som påpeget af SF’s EU-ordfører Pia Olsen Dyhr, er aftalen politisk og ikke juridisk, men trods dette er den i modstrid med euro-forbeholdet.

Nu får vi den økonomisk-politiske del af euroen, blot beholder vi vores egen mønt. Den økonomiske handlefrihed afgiver de forenede EU-japartier hermed til EU.

Muligheden for en ekspansiv økonomisk politik er hermed stærkt begrænset, og de arbejdsløse kan ikke forvente en hjælpende hånd fra en S-SF regering.

De offentligt ansatte, sådan én er jeg, skal i fremtiden leve med lavere lønstigninger end i det private erhvervsliv, hvilket har fået det europæiske LO og FOA’s formand til at tage afstand fra aftalen.

Europagten kan kort sagt siges at være i modstrid med arbejderinteresser. Alligevel har SF tilsluttet sig aftalen. Lønmodtagerinteresser bliver nok en gang svigtet i SF’s søgen mod regeringsdeltagelse.

I 2008 havde partiet muligheden for at sætte lønmodtagerinteresser øverst i EU-politikken ved at sige nej til Lissabon-traktaten.

Men trods Vaxholmdommens angreb på strejkeretten, den ubegrænsede tilstrømning af arbejdskraft, der underbød danske bygningsarbejdere, og den fortsatte strøm af underbetalte slagteriarbejdere til Tyskland, som dermed underbød danske ditto, valgte SF at sige ja til den liberalistiske traktat.

Kun tre SF-folketingsmedlemmer og et hovedbestyrelsesmedlem (undertegnede) viste sin modstand. Derfor kan det ikke undre, at SF nu opgiver at føre rød økonomisk politik.

Min stemme vil ved næste valg tilfalde det eneste parti med en rød, EU-kritisk politik, Enhedslisten.