Somme tider kommer rådvildheden netop af indblik…

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Vi mennesker er fornuftsvæsener. Hvis ikke vi havde vores fornuft, kunne vi ikke finde ud af at fungere sammen.

Fornuften er et redskab, vi bruger til at skønne over mulige handlingers konsekvenser for at vælge det bedste for os selv og vore omgivelser. Vi behøver ikke altid gøre, som fornuften påbyder os.

Somme tider kan vi vælge for eksempel kortsynede fordele og skide på det langsigtede. Men vi har brug for at have en fornuft, som de fleste følger det meste af tiden. For vi mennesker er meget afhængige af at kunne fungere sammen.

»Vær nu fornuftig!« appellerer vi til vore børn og forventer, at de herefter af sig selv kan finde ud af at lege stille og roligt sammen og lade være med at komme op at slås eller rode sig ud i farlige, vilde eksperimenter.

Som om vi selv opførte os på måder, der forhindrede os i at komme op at slås, når vi gør, hvad vores fornuft påbyder os! Nej, tværtimod slås vi sjældent så indædt og fanatisk som netop, når vi mener, vi har fornuft, retfærdighed og rimelighed på vores side!

Sæt vores modpart mener noget tilsvarende! Kan begge parter have ret? Eller er fornuftens stemme én og kun én?

Sådan som vi traditionelt tænker om fornuften, og sådan som den også som regel er blevet behandlet i filosofien, så er dens stemme kun én. Ville vi blot alle følge den, ville der være fred i verden og aldrig krig, tænker vi for eksempel ofte.

Men de fleste af os ved også godt, at vi ind imellem kommer ud for situationer, hvor fornuften ikke rækker til. Eller hvor den synes at påbyde os at gøre modsat rettede ting. Vi bliver rådvilde. Og det skyldes ikke altid blot manglende indblik i situationen.

Somme tider kommer rådvildheden netop af indblik. Somme tider er det tværtimod overbevisningen om, at fornuftens stemme altid og nødvendigvis kun er én, der kræver, at man skøjter henover komplikationer og forenkler tingene.

I virkelighedens verden stilles vi af og til i dilemmaer. Somme tider synes der ikke kun at være én vej, der er den fornuftige. Og somme tider synes fornuften at blokere alle veje, og dog påbyder den os også at finde en vej.

Den første slags dilemma kan vi kalde det gode dilemma. Det er for eksempel når fornuften siger os, at det er bedst, vi alle kører i den samme side af vejen i trafikken, men den ikke siger os, om den side skal være højre side eller venstre side.

Den anden slags dilemma, som kan være følelsesmæssigt meget pinefuldt, er det onde dilemma. Et eksempel kan være en farlig trafiksituation, hvor man må vælge imellem at påkøre et barn eller køre ud foran en lastbil.

Men ét er nu trafik. Må vi acceptere, at dilemmaer også findes på områder, hvor fornuften spiller en mere afgørende rolle, for eksempel politik?

Ja, det mener jeg, vi må, og endda i særlig grad netop på sådanne områder. Naturen er skruet sådan sammen, at jo mere komplekse sammenhænge vi taler om, desto større spillerum for forskellige mulige udfald. Og sociale sammenhænge er uhyre komplekse materielle sammenhænge.

Hvis vi har en portion ilt og en portion brint, og vi vil have noget vand, er der ikke noget nævneværdigt dilemma forbundet med fremgangsmåden. For det er ret sikkert, at ilt og brint giver vand, hvis man sætter en gnist til.

Når vi taler om mere komplekse sammenhænge som biologisk liv, er processernes udfald ikke helt så entydigt, der sker for eksempel både aldring og mutationer, ellers havde vi ingen biologisk evolution.

Sociale områder som politik er biologiske individers samspil i fælles handlinger og som sådan endnu umådelig meget mere komplekse materielle sammenhænge. Og derfor er forsøg på deterministisk forudsigelse af udviklingsforløbene også behæftet med umådelig meget større usikkerhed. Sådan er materie.

Derfor er det også uundgåeligt, at vores fornuft ikke altid rækker til. Hvis for eksempel en nær pårørende efter længere tids alvorlig sygdom giver udtryk for at ønske døden, vil de fleste af os nok komme ud i meget pinefulde overvejelser over, om vi fortsat skal kræve alt sat ind på en måske håbløs kamp for at få sygdommen til at vende, eller vi skal lytte til den syges ønske.

Eller et politisk eksempel: Vi er vidne til, at en tyran er på vej til at knuse et oprør i et andet land. Bør vi støtte nogle, vi ikke har tillid til, i at gribe ind for at standse ham? Jeg mener, vi må acceptere, at der ikke altid gives et entydigt svar.

Oftest kan vi ikke engang bagefter få svar på, om vi nu også valgte det mindst dårlige. Vi kan aldrig få at vide, om det at stoppe Gadaffi med det værst tænkelige, men eneste mulige militære middel i ellevte time, før han rykkede ind i Benghazi, også var den mindst dårlige løsning. For det gik godt nok netop så galt, som vores fornuft på forhånd lod os ane, at netop det ville gå.

Men vi ved ikke, kan ikke få at vide og har aldrig kunnet vide, hvor galt det ville være gået, hvis vi havde kunnet trumfe et valg igennem, der lod Gadaffi vinde mere tid. Det er et reelt ondt dilemma, at fornuften frarådede os både at vente og lade være med at vente. Og vi kan ikke stemple hverken det ene eller det andet valg som ufornuftigt. Til gengæld er der ikke noget dilemma i situationen, som den nu er blevet.

Fornuften er et redskab, evolutionen har udstyret os – og måske enkelte andre intelligente sociale dyr – med, som gør, at vi uafladeligt kalkulerer ind i fremtiden for at få fælles handlinger til at lykkes. Som regel duer fornuften til det formål, det er derfor, vi har fornuft. Men den gør det altså ikke altid.

Det er fornuften, der bestræber sig på at indrette sig på virkeligheden, ikke omvendt. Ingenting tvinger virkeligheden til at indrette sig på bare én fornuft.