Jeg protesterer, når paven er homofobisk. Jeg protesterer, når Sarah Palin er homofobisk. Jeg protesterer, når Søren Krarup er homofobisk – og når den muslimske imam Bilal Philips er homofobisk.

af Kaj Erik Andersen, Haderslev.

På venstrefløjen er der en livlig debat, efter at den homofobiske imam Bilal Philips var taler ved en ungdomskonference om islamofobi. Det skyldes, at QueerKraft har bragt en artikel hvori det påstås, at dem der deltog i demonstrationen mod hans opfordring til dødsstraf for homoseksualitet, går i islamofobiens tjeneste.

 Det synspunkt deler jeg bestemt ikke. Når en religiøs fanatiker opfordrer til dødsstraf for homoseksualitet, er det bydende nødvendigt, at vi tager afstand hans yderliggående synspunkter, og her er en demonstration det fornemste instrument vi har.

Det var jo ikke en demonstration vendt mod muslimer og den islamiske tro, men udelukkende mod Bilal Philips’ homofobiske synspunkter.

Forud for demonstrationen i midten af april forsøgte jeg klart og tydeligt at slå fast, at folk som Bilal Philips skal mødes med fordømmelse, og unge muslimer, såvel som unge etniske danskere, skal vide, at vi ikke tolererer hadske angreb og opfordringer til hadforbrydelser mod minoritetsgrupper.

Jeg protesterer, når paven er homofobisk. Jeg protesterer, når Sarah Palin er homofobisk. Jeg protesterer, når Søren Krarup er homofobisk. Jeg protesterer, når Robert Mugabe er homofobisk. Jeg kan ikke indse, hvorfor jeg ikke skulle protestere, når den muslimske imam Bilal Philips er homofobisk.

Hvis vi holder os tilbage med, at fordømme og demonstrere mod religiøse fanatikeres homohadske ytringer, så lider vi i den grad af berøringsangst og selvcensur, at det bliver uudholdeligt og direkte skadeligt for kampen for homorettigheder og mod homofobi og hadforbrydelser.