I 1941 blev forbuddet mod kommunisterne vedtaget af hele folketinget, fra socialdemokraterne og ud mod højre. Det fortrød en del af politikerne nok den 4. maj 1945. Vores opgave er nu at få politikerne til at gøre det samme i dag: fortryde terrorlovene og lave dem om.
af Viggo Toften-Jørgensen
Som bekendt er jeg ikke den første, der taler ved et 4. maj-arrangement uden at have nogen andel i modstandsbevægelsen. Nogle af jer kan sikkert huske, hvordan Anders Fogh Rasmussen for nogle år siden benyttede lejligheden til at fortælle, at havde han været ung mand under besættelsen, havde han også tilsluttet sig modstandsbevægelsen.
Nu kan vi af gode grunde ikke vide, hvad hverken jeg eller Anders Fogh ville have gjort, hvis vi havde levet dengang.
Men vi ved, hvad Anders Foghs parti- og regeringsfæller gjorde: De samarbejdede særdeles aktivt med den nazistiske besættelsesmagt. Resultatet var en forlængelse af krigen, og at krigens byrder blev båret af andre end dem selv. Krigens byrder blev i resten af Europa båret af de lande, der kæmpede militært mod nazisterne. I Danmark blev krigens byrder først og fremmest båret af de modstandsfolk, der af den danske regering blev forfulgt som terrorister. For mange modstandsfolk betød det fængsel, tortur, kz-lejre og død.
Dengang og nu
Vi ved også, hvad Foghs parti- og regeringsfæller gør i dag: De forfølger igen politiske modstandere med påstand om, at vi støtter terrorisme.
Justitsminister Lars Barfoed har valgt at anklage Den Faglige Klub i TIB og Horserød-Stutthof-foreningen for terrorstøtte efter den terrorlovgivning, folketingets flertal fra SF og ud mod højre har gennemført. I 70-året for internering af de danske kommunister har man – gud hjælpe mig – valgt at anklage dem for det samme, som de blev anklaget for dengang.
I 1941 blev forbuddet mod kommunisterne også vedtaget af hele resten af folketinget, fra socialdemokraterne og ud mod højre. Det fortrød en del af politikerne nok den 4. maj 1945.
Vores opgave er nu at få politikerne til at gøre det samme i dag: fortryde terrorlovene og lave dem om.
Ved nærmere eftertanke kunne man måske også med fordel skifte nogle af politikerne ud.
Vi bliver dømt
Vi må nok regne med, at før det sker, bliver Anton Nielsen fra Horserød-Stutthof-foreningen og jeg fra Den Faglige Klub dømt i byretten den 15. og 16. juni. At vi bliver dømt, er der ikke den ringeste tvivl om, for vi har aldrig lagt skjul på – eller for den sags skyld fortrudt – hvad vi har gjort.
Vi bliver dømt for at have støttet henholdsvis FARC, der er en marxistisk guerillabevægelse i Colombia, og PFLP, der er en palæstinensisk modstandsbevægelse i Israel. Begge organisationer er på USA’s og EU’s terrorlister.
Efter vores mening er der tale om frihedskæmpere med alle de fortjenester og fejl, der til alle tider og alle steder har karakteriseret modstandsbevægelser. Men dem, de kæmper mod, de colombianske og israelske regeringer, er USA’s nærmeste allierede i deres del af verden, og derfor er deres farligste modstandere kommet på terrorlisten.
Man kan beskylde regeringspartierne og for den sags skyld flertallet i folketinget for mange ting, men ikke for at der mangler en klar linje i deres politik. Under krigen støttede de den herskende magt, nemlig nazi-Tyskland. I dag støtter de også den herskende magt, nu er det bare USA.
medskyld i mord
En af de mange ting, man med rette kan beskylde regeringen og folketingets flertal for, er medskyldighed i mord.
Jeg vil holde mig til det, jeg kender mest til, nemlig forholdene for fagforeningsaktivister i Colombia.
De danske samarbejdspolitikeres venner i den colombianske regering har ansvaret for, at Colombia har verdensrekord i mord på fagforeningsfolk. Paramilitære grupper har i samarbejde med myndighederne – i særdeleshed hæren – myrdet over 2500 fagforeningsfolk de sidste tyve år. Det er flere end i hele resten af verden tilsammen. De seneste år er der i gennemsnit blevet slået en ihjel om ugen.
Metoden er den samme, som danske arbejdsgivere anvender: Nakker man de forreste, holder resten sig nok i ro. Men hvor man i Danmark typisk risikerer at miste sit job, risikerer man i Colombia at miste sit liv.
Anders Foghs og Lars Barfoeds allierede i Colombia er altså mordere. Så ved at kriminalisere støtte til modstandskampen gør de sig selv til medskyldige i mord, nøjagtigt som samarbejdspolitikerne var det under krigen.
Jeg vil gerne slutte af med et af mine yndlings-citater. Det er af Alexandre Dumas den ældre, der deltog i juli-revolutionen i Paris 1830. Han beskriver i sine erindringer, hvordan revolutionen blev forrådt af den tids Anders Fogh’er og Lars Barfoed’er. De, der havde gennemført revolutionen, blev sat uden for indflydelse. Nogle af dem blev også dræbt som oprørere.
Dumas slutter sin beretning med at skrive noget, der også gælder i Danmark, både under besættelsen og i dag.
Han skrev: »Det er kun overløbere af alle meninger, der aldrig er oprørske mod nogen magt«.
Tale holdt ved mindedemonstration 4. maj i København. Viggo Toften-Jørgensen er som formand for Den Faglige Klub i TIB København (der i dag er fusioneret med 3F), tiltalt for støtte til terrorisme på grund af klubbens støtte til FARC i Colombia.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
