S og SF må gå til valg på et klart nej til de Radikales forsøg på politisk afpresning, og gå efter at danne regering med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

Socialdemokraternes parlamentariske afhængighed af de Radikale gør det svært for vælgerne at træffe et klart valg.

Aage Christensen

^Nyheds_kommentar af Helge Knudsen

Det er et forunderligt cirkus, der i øjeblikket udspiller sig på Christiansborg. De Radikale, der – stadig – peger på Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat, er ved at indgå en aftale med »fjenden« om de efterlønsforringelser, som S og SF har lovet at rulle tilbage efter et valg.

For at understrege, at de Radikale i hvert fald ikke vil være med til at rulle noget tilbage, har partiet afkrævet Dansk Folkeparti en skriftlig garanti for, at dette parti efter et valg ikke vil gå med til at rulle efterlønsforringelser tilbage.

Da S og SF har nærmest  givet garanti for at en S-ledet regering vil rulle eventuelle nye efterlønsforringelser tilbage efter et valg, er det et klart signal om, at de Radikale – trods al deres pegning på Helle Thorning-Schmidt som statsministerkandidat – er parat til at vælte en kommende S-SF-regering ved først givne lejlighed.

Løkkes svedne grin

Der er ikke noget at sige til, at Lars Løkke Rasmussen havde et svedent grin på under gårsdagens pressemøde i statsministeriet.

Her meldte han klart ud, at regeringen ikke længere går efter en aftale, der totalt afskaffer efterlønnen – massive forringelser er også nok.

Så uanset om det ender med radikal deltagelse i et forlig om 2020-planens efterløns- og pensionsforringelser eller ej, er det lykkedes Løkke at skabe optimal usikkkerhed om, hvad en kommende S-SF regering med støtte fra de Radikale vil stå for.

Til H...... med RV

Det eneste, der kan fjerne  denne usikkerhed, er klare udmeldinger fra S og SF om, at de ikke vil stå model til de Radikales afpresningspolitik, men afviser 2020-planens angreb på sociale og faglige rettigheder – herunder både efterløn, pension og dagpenge.

I øjeblikket går de to partier som katten om den varme grød. Ole Sohns forsigtige påpegning af, at de partier der indgår i en kommende S-ledet regering, også skal være enige om den økonomiske politik, var nok til at der blev tysset og hysset – ikke mindst internt i SF.

»Vi har brug for de Radikale« lyder SF-baglandets begrundelse for at gå på liste­sko.

Nej  – det, der er brug for, er en ny regering med en ny politik, ikke en ny regering, der for at tækkes de Radikale læner sig op ad samme nyliberale kur, som VKO har ført i det seneste årti.

De Radikale har sammen med VKO stemt for at forringe dagpengeordningerne, så titusinder af arbejdsløse og løsarbejdere til næste år vil stå  uden dagpenge – og mange af dem også uden ret til kontanthjælp.

De Radikale nærmest praler med, at at de ønsker efterlønnen totalt afskaffet, pensionsalderen forhøjet i endnu hurtigere tempo, og endnu flere lempelser i topskatten.

RV giver Løkke fire år

»Hvad fanden er det for et projekt, Margrethe Vestager har gang i,« lyder det fra formanden  for Danmarks største fagforbund. Han advarer om,at »hun kan komme til at stå som konen i muddergrøften, der har fjernet efterlønnen, men giver regeringsmagten til Lars Løkke i fire år mere.«

Men Margrethe Vestagers parti er allerede godt sølet ind i VKO-mudder. Hvis fagbevægelsen ønsker et opgør med VKO’s politik, må den kræve, at S og SF konsekvent afviser de Radikales forsøg på at binde en S-SF-regering op på de studehandler, partiet nu er ved at lave med VKO

Ellers får Løkkes politik fire år mere – uanset hvad statsministeren hedder efter næste valg.

Et klart valg...

Enhedslisten er det eneste parti, som klart har meldt ud, at de vil være med til at gøre op med VKO’s forringelser og nedskæringspolitik. Skal  der ikke blot komme en ny regering, men også en ny politik efter folketingsvalget, , skal valget være klart. Det kræver to ting:

S og SF må gå  til valg på et klart nej til de Radikales forsøg på politisk afpresning, og gå efter at danne regering  med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. Hvis de Radikale spøger i kulissen, kan vælgerne ikke træffe et klart valg. Omvendt kan målet om at  gå efter »ægte rødt« vække kampgejst og optimisme.

For det andet må fagbevægelsen fastholde sine krav til en ny regering også efter valget. Fagbevægelsen er den eneste kraft, der har styrken til at holde S-SF fast på løftet om at rulle dagpenge- og efterlønsforringelser tilbage, og styrken til at kræve et opgør med skattestoppet og skattelettelserne til de rige.

Et sådant opgør vil skaffe pengene tilbage i statskassen i et omfang, det gør det helt unødvendigt at skære i faglige og sociale rettigheder. Eller arbejde 12 minutter længere om dagen.