Er det sådan, vi i smilets land behandler gamle, syge mennesker, der ikke for godt kan klare sig selv længere? Er det ikke ved at stivne lidt, det smil? Mit er!

 af Kevin Larsen, Vejle

Vi bør overveje at genindføre snarrådighed og konduite, som det så smukt hedder i Olsenbanden. Hos politiet altså. Eller et kursus der hedder: Stik fingeren i jorden.

Så kan det være, at gamle, fulde præster kan blive fulgt hjem og lagt til at visselulle i stedet for at blive knoklet i asfalten og smidt i kachotten som en hooligan.

Hvad farligt er der ved en gammel digterpræst? Uha, jeg kan godt se det farlige i, at han har kastet sig ud i at recitere Pyramus og Thisbe. Det kan Johannes nemlig godt finde på at give sig til.

Også helt umotiveret. Og da den jo er på latin, har det sikkert både lydt farligt og truende. Han kunne såmænd også godt finde på at være bevæbnet med både blød hat, stok og paraply.

Hvis der ikke skal mere til, burde de sende et salatfad til min arbejdsplads, hver eftermiddag. Men nej tak, vi klarer den selv. Man kommer langt med et godt ord på vejen og en kold øl. Eller måske ligefrem en lille glad kop kaffe.

De kunne jo have slået ham ihjel. Betjentene. Ethvert barn i det her land ved, at Møllehave har dårligt hjerte. Og at han har haft mere end én hjerneblødning.

Jeg tror, jeg var gået i sultestrejke i et fikst lille telt på Slotspladsen, hvis han var død af den medfart. For ligesom at markere topmålet af meningsløsheden.

Er det sådan, vi behandler gamle mennesker, der er blevet svækket af sygdom? Og ja, jeg siger gammel. For Møllehave er blevet gammel.

Jeg fatter stadig ikke TV2, at de gennemførte det interview med ham efter den sidste biografi. Lad dog et menneske, der ikke længere kan svare for sig, få lov til at træde ud af rampelyset, stille og fredeligt. I stedet for at udstille kummerligheden.

Jeg siger ikke det her, fordi han er digter. Eller præst. Men fordi han er en gammel syg mand, der ikke har behov for den ydmygelse først at blive jordet og bagefter hængt ud i avisen.

Er det sådan, vi i smilets land behandler gamle, syge mennesker, der ikke for godt kan klare sig selv længere? Er det ikke ved at stivne lidt, det smil? Mit er!

En gang ærede vi vore forfattere ved at sætte dem på pengesedlerne. Nu ydmyger vi dem og smækker dem på forsiden af et tarveligt sladderblad.

Jeg håber, de to betjente ryger på forsiden af Blæksprutten. Og Svikmøllen. Med et par englevinger og lyrer, der flyver væk, og Johannes, der griner i skægget. Hvem fik det sidste ord?

En pen må godt være skarp. Men den bør ikke bruges som skarpretter…