Vi står midt i en alvorlig krise og svaret er flere grænsebomme og afskaffelse af efterløn. Hvordan er det løsningen på de økonomiske og strukturelle problemer i det danske samfund?

Ugen ^der gik

Relationel udvikling er det mennesker og samfund er skabt af. Nærkontakt, gensidige relationer mellem mennesker, i naturen, mellem organisationer og aktører er ikke til at komme uden om – hvis vi vil livet. 

Derfor er det dybt underligt, at det er politisk førerlatin i Danmark, at vi insisterer på at afsondre os og træffe beslutninger, som om livet udspiller sig som et abstrakt spøgelsesliv.

Hudkontakt

Tæt hudkontakt mellem mor og barn i de første leveuger fremmer børns fysiske og sociale færdigheder. Spædbørn, der vokser med megen nærkontakt, bliver i stand til at aflæse moderens udtryk. De bliver i stand til selv at opmuntre en mor, som ser træt ud og hænger med skuffen. De interagerer. Hen ad vejen viser det sig også, at de bliver kvikkere.

Det kan egentlig ikke undre, at det er sådan. Kroppen, huden, temperaturen, rytmer er alt sammen med til at udvikle og opbygge det lille menneske, som jo har behov for at vokse i alle mulige betydninger. Sådan er mennesker og samfund. De udvikler sig bedst i en relationel dynamik.

Vi er langt fra det indsnørede barn, der netop blot skulle vokse. Men i det neoliberale kontrolsamfund venter skoler og testene. Videre gennem uddannelsen i et rush. Ud og jobbe – længe – mod en pensionsalder, som flyttes på samme måde, som når landmænd – fortælles det - laver lange grise ved gradvist at flytte truget for den fastbundne gris. 

Bommen er gået ned

Dansk Folkeparti – næsten overtrumfet af S og SF – har sænket grænsebommene omkring os. Grænseposter, havne og stationer skal overvåges, og der kommer skærpet kontrol.

Hvis det ikke skal være til grin, må logikken også være, at der udkommanderes folk til at bevogte vores kyster. Er det her, der mangler hænder? Ret beset udgør den nu besluttede bevogtede strækning af grænsen næppe mere end en tiendedel af en kvart promille af vores storslåede kystlinje. Dette er dog ikke med i pakken. Men det skal nok komme.

Det hele er pakket ind i en kamp mod kriminalitet, hvilket er fulgt op af en straframme på fem år i fængsel for et hjemmerøveri. Mon ikke Dansk Folkeparti dybest set er mere optaget af bifangsten? Folk fra andre kulturer og med andre farver?

2020-planen – vedtaget eller ej – er et fantastisk eksempel på afmagt. Vi står midt i en alvorlig krise og svaret er flere grænsebomme og afskaffelse af efterløn. Hvordan er det lige, at det er løsningen på de økonomiske og strukturelle problemer i det danske samfund?

Borgerkontakt

Hvordan har borgerne det egentlig – inden i, sammen og i samfundet? Slagteriarbejderen, skolelæreren, Hk’eren, sygeplejersken og alle de andre.

Hvornår har Claus Hjort Fredriksen sidst omfavnet en af de borgere, der bliver ramt af 2020-pakken? Hvornår har han hørt deres hjerte, følt deres hud og givet noget igen, mærket deres frygt og rysten, deres ukuelighed og trang til at handle og tænke socialt?

Det er jo ikke sådan, det foregår. En finansminister skal ikke mærke noget. Tænkningen er jo, at hvis det skete, ville bunden ryge ud af statskassen. Derfor er det »regnedrengene« fra Finansministeriet, der er på banen, når der laves økonomiske og politiske aftaler. Her foregår kontakten via regneark og kolde notater, der udarbejdes med samme præcision, som når Navy Seals slår til i ly af mørket.

Derfor er 2020-planen blevet til i en villet uvidenhed. Derfor er den asocial. Og derfor bidrager den mere til at nedbryde end at udvikle samfundet. Endnu et indsnøret barn i et indsnøret samfund.