Eritreas regering kan ikke købes og vil ikke sælge landets selvstændighed for at bøje sig for stormagternes indirekte og direkte pression.

af John Graversgaard, Aarhus

Den 24. Maj fejrer man i Eritrea 20-årsdagen for landets selvstændighed og sejren over de etiopiske besættelsesstyrker.

Eritrea havde været under brutal besættelse i hundrede år (1890 til 1991): Først af italienerne, så briterne og endelig etiopierne.

I dag er Eritrea en af verdens yngste nationer, men landet har også en meget unik historie, som forklarer, hvorfor Eritrea er en torn i øjet på imperialismen.

Sejren i maj 1991 var frugten af en meget lang frihedskamp, som ikke er kommet på baggrund af stormagternes velvilje, tværtimod.

Eritrea er relativt lille, men spiller som nation en rolle på Afrikas Horn som langt opvejer dens størrelse. Den heroiske kamp i 30-års krigen for uafhængighed er stadigvæk værd at studere, hvis man vil forstå stormagternes rolle, og hvordan et undertrykt folk kan vinde over stormagternes krigsmaskiner.

I modsætning til andre tidligere kolonier var et uafhængigt Eritrea ikke noget som stormagterne ønskede.

Som det eneste af de mange afrikanske kolonier fik Eritrea ikke sin selvstændighed, men den tidligere italienske koloni blev foræret af USA til den feudale kejser Haile Selasie i Etiopien, som fortsatte de tidligere kolonimagters undertrykkelse.

I dag råder Eritrea suverænt over sit eget land, og de samme kræfter, der ikke ønskede at se et uafhængig Eritrea, gør fortsat alt hvad de kan for at forpurre udviklingen af et fredeligt og uafhængigt Eritrea.

USA tolererer ikke stater, som udfordrer dets globale dominans, også kaldet for »The Washington Consensus«, og har sat Eritrea på listen over stater, som skal straffes og isoleres.

Eritreanerne fik kun kort tid til at nyde freden efter deres sejr. USA har altid støttet den regionale stormagt Etiopien og gav også  Etiopiens regering opbakning til en ny aggressionskrig i 1998 mod det selvstændige Eritrea.

En krig, hvor Wikileaks-dokumenter fortæller om USA’s støtte til Etiopien, men da Eritrea med held forsvarede deres nyvundne frihed – om end med store omkostninger – fortsatte USA blot det beskidte spil med andre metoder.

USA’s indblanding

Efter fredsforhandlinger blev der nedsat en Grænsekommission af uafhængige juridiske eksperter under FN, og man kom i 2002 til en endelig og bindende afgørelse.

Den bekræftede Eritreas suverænitet over den omstridte grænseby Badme, men ifølge den tidligere amerikanske FN-ambassadør John Bolton er det afsløret, at USA ville genåbne afgørelsen fra 2002, da den var forkert. 

Washington ønskede at tildele et omstridt område til Etiopien for at understøtte sin marionetregering i Addis Abeba. USA har dermed forhindret, at der er kommet en fredsslutning mellem de to lande, og grænsen er derfor i dag kun »virtuel«. Det vil sige en kilde til fortsat uro og bekymring i området.

Endvidere har Washington opdigtet en Somalia-Eritrea forbindelse, hvor Eritrea angiveligt skulle have støttet terrorbevægelser i Somalia. Og hermed har man smart vendt fokus væk fra Somalias gamle dødsfjende Etiopien, som gang på gang har invaderet Somalia.

Eritrea har ikke grænser til fælles med Somalia, og man har ikke kunnet fremlægge troværdige beviser på Eritreas skyld. Washington bryder sig ikke om Eritreas selvstændige position, hvor man siger, at Somalia skal have lov til at løse sine problemer selv uden stormagtsindblanding.

Eritrea blev derfor i 2009 syndebuk for en fejlslagen amerikansk politik, og det lykkedes USA og dets medløbere at gennemføre uretfærdige sanktioner mod Eritrea i FN’s Sikkerhedsråd.

Oppositionen til Eritreas ønske om uafhængighed udgør et imponerende katalog gennem årene. Fra Sovjetunionen, Østeuropa og Cuba (en alvorlig fejltagelse) til Washington, Libyen og Israel.

I sandhed et imponerende galleri, og under den kolde krig kappedes man om at angribe de eritreanske frihedskæmpere med samtidig militær og diplomatisk støtte til den brutale etiopiske regering.

væbnet befrielseskamp

Men gennem dygtig udført guerillakrig i Eritreas ufremkommelige bjerge lykkedes det endelig at befri landet.

Eritreanerne arbejdede internationalt og havde et kæmpestort bagland til støtte for deres kamp. Jeg mødte dem i Aarhus, hvor de fik en talerstol på venstrefløjens 1. maj på lige fod med palæstinenserne og andre kæmpende folkeslag.

Støtte til deres politiske og militære kamp var en selvfølgelighed og med klare paralleller til andre folkeslags antifascistiske og antiimperialistiske kamp.

I 30 år modarbejdede verdens stormagter Eritreas ønske om selvstændighed. Og i de sidste 20 år har de forsøgt at bekæmpe det frie Eritreas eksempel på et afrikansk land, som ikke er splittet af etniske og religiøse stridigheder, og mener, at Afrika skal løse sine problemer selv.

En regering som ikke kan købes eller vil sælge landets selvstændighed for at bøje sig for stormagternes indirekte og direkte pression.

Eritrea udvikler sig målrettet på mange områder og nævnes positivt af FN i mange sammenhænge. For eksempel ved at opnå flotte resultater på områder som børne- og mødredødelighed og forlængelse af levealderen.

Det koster at opnå reel selvstændighed, og Eritrea er et glimrende eksempel på dette. Men den hårdt prøvede kamel (Eritreas nationale symbol) fortsætter sin march fremad.