Regeringens budgetlov og 2020-plan er opskriften på ikke bare langsom, men fremskyndet nedsmeltning af velfærd – og selvstyret i kommunerne.

^kronik

af Hardy Hansen, tidligere forbundsformand SID (nu 3F), Villo Sigurdsson, tidligere borgmester i Københavns Kommune, Ole Thorbek, økonom, cand.phil., Henrik Herløv Lund, økonom, cand.scient.adm.

VK-regeringen har samtidig med den såkaldte 2020-plan »Reformpakken 2020« fremlagt et »Nyt udgiftsstyringssystem«, der skal udmøntes i en ny »Budgetlov«.

Hovedelementerne heri er, at der skal indføres bindende rammer for udgifter i henholdsvis stat, kommuner og regioner; at disse skal ligge fast for de nærmeste tre år; og at stat, kommuner og regioner hver især og hvert år skal holde sig inden for udgiftslofterne.

Ved overtrædelse heraf indføres skærpede økonomiske sanktioner, samt automatisk modregning i næste års budget.

Udgiftslofterne skal være opgjort i kroner for de enkelte år. Pris- og lønstigninger skal således være indregnet på forhånd, og der reguleres ikke undervejs for uforudsete stigninger. Både serviceudgifter, indkomstoverførsler og subsidier er omfattet. Konjunkturafhængige udgifter som for eksempel arbejdsløshedsdagpenge holdes dog udenfor.

Budgetloven lægger op til en voldsom stramning af udgiftspolitikken generelt. Naturligvis behøves en effektiv, offentlig udgiftsstyring, som er afpasset den økonomiske politik og målene herfor om vækst, beskæftigelse og samfundsøkonomiske.

Men det konkrete forslag hertil er forbundet med en række betydelige problemer. I realiteten vil forslaget i stor udstrækning afmontere finanspolitikken som instrument til krise- og arbejdsløshedsbekæmpelse.

For det første vil det offentlige i væsentlig udstrækning blive forhindret i at føre en krise- og arbejdsløshedsdæmpende politik, fordi en lang række udgifter hertil ifølge VK’s forslag formentlig vil være omfattet – og dermed vil blive forhindret – af rammerne.

Det gælder for eksempel øgede offentlige investeringer, flere midler til byggeri, renovering og miljø- og klimaforanstaltninger.

Og for det andet skal udgiftsrammerne ifølge regeringens forslag jo være lagt fast tre år frem og kan først øges det fjerde år. Dermed vil en ekspansiv finanspolitik med krisebekæmpende udgiftstiltag – ifølge VK’s forslag – være forhindret år frem.

urealistiske krav

Det stiller helt urealistiske krav til den økonomiske forudseenhed. Og skal en krisebekæmpende ekspansiv økonomisk politik vente i tre år, vil det være alt for sent til, at den kan nå at udrette noget

Forslaget til budgetlov og »nyt udgiftsstyringssystem« går endelig også galt i byen, når udgiftslofterne ifølge VK »skal indeholde grænser for offentligt underskud og offentlig gæld« – og VK med sin 2020-plan vil reducere offentlige udgifter fra det aktuelle niveau (op mod 30 procent af BNP) til 27 procent af BNP.

For der er ingen saglige begrundelser for, at måltallet netop skal være 27 procent af BNP –  hverken i form af EU-henstillinger eller i form af økonomiske argumenter.

Regeringens argument om økonomiske behov for flere ressourcer til den private sektor holder for eksempel ikke. Der er jo i forvejen 170.000 arbejdsløse at tage af, og krisen i den private sektor skyldes som bekendt ikke de offentlige udgifter.

Også hvad angår målsætningen om, at der skal være strukturel balance på de offentlige finanser i 2020, så har regeringen opgjort underskuddet på 47 milliarder kroner i 2020 gennem valg af atypiske og særligt ugunstige forudsætninger for udviklingen i de offentlige finanser, herunder ikke mindst en politisk forudsætning om videreførelse af skattestoppet til 2019.

Korrigeres VK’s beregninger for disse atypiske og konstruerede antagelser, vil de offentlige finanser i Danmark tværtimod på langt sigt være økonomisk holdbare.

Men ikke mindst med hensyn til økonomistyring af regioner og kommuner indebærer VK’s forslag afgørende omlægninger.

Naturligvis skal der være én samlet økonomisk politik for hele den offentlige sektor, og den til enhver tid siddende regering skal have førertrøjen på i økonomisamarbejdet med kommuner og regioner.

Men forslaget rummer også her en række betydelige problemer. For det første synes kommunerne at blive tvunget ud i en meget kortsigtet og ufleksibel økonomistyring.

Hvis rammerne ikke kan ændres i udgiftsåret, uanset om forudsætningerne skrider, tvinges kommunerne til – på bekostning af servicen – at opbygge reserver til uforudsete udgiftsstigninger.

Og at rammerne er bindende for det enkelte år, vil formentlig også betyde, at mindreforbrug i institutionerne i de enkelte år ikke længere kan overføres til næste år.

Det vil betyde en tilbagevenden til gamle dages uøkonomiske adfærd i institutionerne, nemlig at et budget skal bruges op inden årets udgang, hvis man ikke vil risikere at miste det.

uhensigtsmæssigt

Og at rammen forstås som en årsramme, hvor kun merforbrug overføres til kommende år, vil formentlig også forhindre, at kommunerne sparer op over årene til større investeringer og anlæg, både på service- og forsyningsområdet, således som det ellers fornuftigvis foregår i dag.

Det kan enten betyde meget store skattehop i de enkelte år, hvor sådanne anlæg så skal gennemføres, eller at kommunerne tvinges til at undlade renovering og fornyelse af institutioner og anlæg. 

For det andet vil VK nu stramme styringen af kommunerne yderligere ved at udbrede det hidtidige sanktionssystem for kommunerne.

I dag kan regeringen allerede straffe kommunerne, hvis de øger skatten, samt modregne op til tre milliarder kroner (et gennemsnit på 30 millioner per kommune) i kommunernes bloktilskud i tilfælde af kommunalt merforbrug.

Imidlertid forlyder det nu, at regeringen er på vej med yderligere stramninger, således at kommunerne også individuelt skal betale straffen for en eventuel budgetoverskridelse.

Det forventes i den forbindelse, at den enkelte kommune selv vil komme til at bære op til 60 procent af straffen for en eventuel budgetoverskridelse, mens kommunerne kollektivt kommer til at hæfte for de sidste 40 procent af straffen.

det kommunale selvstyre udhules

Kernen i det kommunale selvstyre er og bliver det økonomiske råderum til at indrette udgiftsniveau og prioritering – og dermed skatteudskrivning – efter de lokale behov og ressourcer. Uden et økonomisk råderum reduceres kommunerne til administratorer af regeringens politik.

Men efterhånden må man med regeringens styringsmæssige tiltag spørge, om der er kommunalt selvstyre i Danmark, når kommunerne reelt ikke har mulighed for at ændre på hverken skatteindtægt eller udgiftsniveau.

Forslaget fremsættes med henvisning til, at en sådan model har eksisteret i Sverige i en række år. Men der er en ganske afgørende forskel:

I Sverige har man bevaret selvstyret ved, at kommunerne stadig har ret til at skrive skatter ud svarende til det niveau, som de ønsker for servicen.

Kravet er bare, at der skal være balance på kommunernes budget. Det har de svenske kommuner levet op til. I modsætning hertil vil den danske regering både kræve balance (og overskud) på kommunernes budget, og samtidig lægger man reelt op til mere eller mindre at fjerne det kommunale selvstyre ved både at umuliggøre ændring af skatteindtægt og udgiftsniveau.

Den nye budgetlov vil regeringen bruge til at gennemtvinge 2020-planens meget kraftige reduktion i de offentlige udgifter. Det vil medføre voldsomme velfærdsforringelser.

Samlet må kommunerne – set i forhold til hidtidig stigningstakt – efter 2013/2015 og frem til 2020 forventes årligt at skulle spare op til tre milliarder kroner på grund af demografi og stigende behov, svarende til 6000 stillinger årligt. 

Regeringens budgetlov og 2020-plan er således opskriften på ikke bare langsom, men fremskyndet nedsmeltning af velfærd – og selvstyret i kommunerne.

Skal denne deroute for velfærd og det kommunale selvstyre undgås, er det nødvendigt med en vækstpolitik, der – ved at øge offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse – skaber øget efterspørgsel og sætter gang i væksten.

Herigennem kan det økonomiske råderum øges, også i og for kommunerne, og VKO’s økonomiske spændetrøje løsnes.