Den arrogante holdning til de socialt og økonomisk dårligst stillede appellerer måske til visse liberalisters smag, men den bør ikke falde i ægte humanisters smag.
af Niels C. F. Rasmussen, folketingskandidat for Enhedslisten i Lolland-kredsen og medlem af partiets hovedbestyrelse, Nakskov
Det Radikale Venstres ideologiske forbillede, Viggo Hørup, ville vende sig i sin grav, hvis han var vidne til Det Radikale Venstres politik i 2011.
Viggo Hørup kæmpede i 1800-tallet for den fattige mands snaps og for forbedringer af den fattige husmandsklasses/det fattige landproletariats livsbetingelser.
Det er slet ikke De Radikales linje i dag at kæmpe for forbedring af kontanthjælps- og dagpengemodtageres urimelige livsbetingelser. Det er disse grupper, som i dagens Danmark ikke har råd til tandlægebesøg, indboforsikringer, fødselsdagsgaver og vinterstøvler til børnene.
Det Radikale Venstre fremstiller sig selv udadtil som et humanistisk parti. Men par-tiets social- og arbejdsmarkedspolitik er overhovedet ikke human.
Enhedslisten har dokumenteret, at De Radikale med den ene hånd forærer Mærsk 10 milliarder i oliepenge, samtidig med at partiet med den anden hånd beskærer efterlønnen for de mest nedslidte.
Men det bliver endnu værre. De Radikale har asocialt stemt for lavere kontanthjælp og dagpenge, og partiet har endog været med til at halvere den i forvejen korte dagpengeperiode til to år.
Samtidig har De Radikale været med til at give de rigeste flere unødvendige skattelettelser. Dette sætter overhovedet ikke mere arbejde i gang. Adskillige firmaer i Danmark med et stort overskud udflager alligevel til udlandet.
Ovennævnte arrogante holdning til de socialt og økonomisk dårligst stillede appellerer måske til visse liberalisters smag, men den bør ikke falde i ægte humanisters smag.
Det bedste for den danske befolkning er et rødt flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Dette ville betyde en økonomisk forbedring for de økonomisk svagest stillede i landet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278