Dengang skraldemænd, stilladsarbejdere, bryggeriarbejdere greb til »vilde« strejker, da affolkede vi pladserne i stedet for…

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Forleden var jeg ude og fortælle og læse op for nogle pensionister af den bog, der er kommet med gamle »skærveknusere«. Sådan noget gør jeg meget sjældent, jeg er ikke så meget for det. Men den søde dame, der arrangerer pensionisternes læseklub, havde fanget mig i et svagt og ukoncentreret øjeblik, hvor jeg ikke lige havde kunnet finde ud af at undslå mig.

Nå, det fortrød jeg nu ikke. Jeg havde valgt temaet »Skrivning og engagement« og læste derfor en gammel klumme op, som havde været årsag til en konfrontation mellem mig og én af mine tidligere arbejdsgivere. Moralen var, at det kan godt være, jeg vandt en lille sejr over mester i selve situationen. Men på lidt længere sigt blev resultatet uundgåeligt, at jeg blev fyret.

Blandt pensionisterne sad en tidligere skraldemand og tillidsmand fra et mindre skraldefirma i Albertslund. Da det blev tid til spørgsmål, var han én af de første, der markerede. Det, han ville vide, var, hvorfor mine makkere, der jo havde bakket mig op under selve konfrontationen, ikke også havde bakket mig op, så jeg ikke blev fyret.

En del af forklaringen er, at jeg kun var sammen med én af dem, der havde været der på det tidspunkt, hvor jeg blev fyret, og han blev fyret sammen med mig. Og det var jo et lidt tamt perspektiv for os to at slå os sammen og strejke for en genansættelse af os selv. Men jeg blev alligevel lidt mundlam. For han fortalte, at i deres lille firma havde de strejket mange gange og tit og ofte for den slags ting, og de havde som regel vundet, lige til firmaet skulle lukke.

Jeg havde vel også kunnet ringe rundt til mine makkere og fortælle dem, hvordan landet lå? Vi havde jo da mobiltelefoner. Men det faldt mig ikke ind. Det var ligesom ikke tænkeligt, at jeg skulle bede dem støtte mig i den her situation, og det var nok heller ikke tænkeligt, at de ville sige ja til at gøre det.

Og hvorfor var det sådan? Er vi da dårligere kammerater i jord- og betonbranchen, end skraldemænd er? Nej, det synes jeg altså ikke er rigtigt; jeg synes, vi var gode kammerater i det sjak.

Men vi skifter jo arbejde så tit. Og det er altså ikke almindeligt, at vi konflikter for sådan noget. I hvert fald ikke på den måde. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om et eneste tilfælde, hvor jeg har hørt om jord- og beton’ere, der nedlagde arbejdet for at få genansat en fyret makker.

I det hele taget strejker vi ikke vildt meget. I de seneste femogtyve år tror jeg kun, jeg har været med til at nedlægge arbejdet to gange, når man ser bort fra en enkelt overenskomststrejke, som vi jo blev sendt ud i af fagforeningen. Og den ene gang handlede det om en lønkonflikt, den anden gang handlede det om, at mester bød os at sidde og skide på et lokum i tre graders kulde. Strejke for genansættelse af en makker, nej, jeg tror aldrig, jeg har hørt om det.

Derimod har jeg en del gange været med til at affolke en plads. Især tidligere, hvor det var almindeligt kun at være ansat for ét byggeri ad gangen. Når man alligevel kunne vente en snarlig fyring, skulle der ikke så meget til, for at man forlod pladsen før tid, også tit, selv om man ikke lige stod med noget andet på hånden. Dengang skraldemænd, stilladsarbejdere, bryggeriarbejdere greb til »vilde« strejker, da affolkede vi pladserne i stedet for.

Det lyder måske ikke af jordens mest slagkraftige våben i arbejdskampen. Men det var nu heller ikke bare ringe. For mester var bundet af en tidsplan, den havde han skrevet under på, da han vandt licitationen. Og det kunne blive dyrt for ham, hvis han ikke kunne holde den. På den måde blev vore arbejdsgivere alligevel løbende opdraget til at behandle os ordentligt.

Tidsplanerne er kun blevet endnu skrappere siden dengang. Og vi har fået anciennitetsbeskyttelse i vores overenskomster.

Så mester tænker sig om en ekstra gang nu om dage, før han griber til fyringer. Firmaerne satser på at bevare i hvert fald en større fast kerne af folk. Det gør, at vi kan organisere os mere permanent; og at vi i langt højere grad søger at løse uoverensstemmelser med mester gennem forhandling i stedet for bare at skippe jobbet.

Men vi har meget løsere tilknytning til firmaerne end i andre brancher. Direkte affolkning pladserne er blevet en sjældenhed, for vi forhandler mere. Men bliver man rigtigt uenig med mester, finder man andet og rejser alene eller sammen med et par makkere. Og når gode folk begynder at rejse, ved mester godt, at han skal til at passe lidt på.

Vi har dog ikke fat i en lang ende i disse år, det har arbejderne ingen steder, men i byggebranchen har vi måske endnu mindre end i andre brancher. Byggeri er noget, man kun investerer i, når man tror på fremtiden. Så når konjunkturer svinger, svinger de dobbelt hos os.

Lønningerne er under voldsomt pres, selv det mindste projekt har efterhånden udenlandske håndværkere repræsenteret. Polakker og tyskere er billigere end os. Det er uklogt af os at stikke næsen for langt frem; der skal ikke så meget til, før mester finder ud af, at så vil han hellere undvære os.

Men alt dette betyder jo ikke, at modsætningerne bliver mindre, selv om mester måske gerne vil se det sådan. Både polakkerne og vi har mere brug for at snakke sammen end for at konkurrere med hinanden, og i det lange løb må det slå igennem. Og konjunkturerne kan jo vende, så mester må lægge sig mere i selen for at holde på folk.

Vi griber ikke til strejker for at blive hos mester. Men arbejdskampen er ikke død, heller ikke i vores branche.