Selv præsident Barack Obama har refereret til de hændelser i Vidal-parken, som aldrig har fundet sted. Kan det tænkes, at de, som trækker i trådene og deres betalte interne agenter i Cuba ville fryde sig over at kunne påberåbe sig »beskyttelsen af civile« for at kunne bombe Havanna?
fra Granma
Den cubanske revolution har været udsat for flere hundrede misinformations-kampagner. Sædvanligvis iværksat af USA’s regering i et samspil med europæiske allierede og understøttet af magtfulde kræfter og interesser, der kontrollerer de store medier.
Imidlertid har de ikke været i stand til at afspore cubanerne fra deres ønske om uafhængighed og socialisme. Det er heller ikke lykkedes dem at forvirre planetens befolkninger, som trods alt lader sig lede af indsigt og fornemmelse for sandheden.
Der er tale om kampagner uden politiske og etiske begrænsninger, som står over for Cubas moralske styrke, og som i realiteten befæster denne.
Den seneste kampagne kom fra deres prisvindende informanter og var punkteret på 72 timer.
Løgnagtige politikere, medier, som spreder rygter af politiske årsager, og journalister, som rapporterede om begivenheder, der aldrig havde fundet sted uden blot at forsøge at få historien bekræftet. Det burde været strafbart. I det mindste burde de stille sig frem og indrømme deres fejl og undskylde over for de familier, hvis sorg de undlod at respektere.
Tavse om millioners død
Sjovt nok, så er det de samme, som forholder sig tavse om millioner af døde civile i Irak og Afghanistan, der defineres som »collateral damage« (utilsigtede følgevirkninger), og som tilsvarende er tavse om de udenretlige henrettelser, som dronefly foretager i suveræne lande.
De har opretholdt en bevidst tavshed omkring brugen af tortur, de har dækket over eksistensen af USA’s hemmelige fængsler i Europa, de har forhindret undersøgelser af de forbrydelser, der er begået i Abu Ghraib og på Guantánamo Flådebasen, der er stjålet fra Cuba – og af CIA’s hemmelige flyvninger med personer, der er kidnappet i andre lande.
Politikerne, medierne og journalisterne er uberørte af den brutale måde, hvorpå europæiske regeringer pålægger de fattigste medlemmer af samfundet og indvandrerne at bære konsekvenserne af den økonomiske krise. De kigger den anden vej, når arbejdsløse og studerende i disse rige lande undertrykkes med vold.
På den anden side jagter de hele tiden anledninger til at sværte Cuba, og hvis de ikke finder en anledning, så fabrikerer de den selv.
De har således skamløst udlagt et tilfælde af akut betændelse i bugspytkirtlen som politisk mord. En retfærdiggjort tilbageholdelse hos politiet på under tre timer for brud på den offentlige orden, hvor der ikke blev anvendt nogen form for magt, bliver udlagt som dødelige tæv. En person med en kriminel løbebane idømt to års fængsel for almindelig kriminalitet, bliver betegnet som en politisk dissident og offer for en lang fængselsstraf.
Respekter familiens sorg
Det cubanske folk står bag protester fra familiemedlemmer, hvis smerte er blevet voldtaget og vreden blandt de læger, som nærmest bliver anklaget for drab. Verden har mere end tilstrækkeligt med eksempler på den humanistiske faglighed hos vores læger, som helt uden forbehold og med livet som indsats bidrager med sundhedsydelser talrige steder i verden.
Lovgiveren David Rivera i USA, som er berygtet for sin valgkorruption og sine ekstreme kampagner for at fratage cubanske immigranter i USA retten til at rejse til deres hjemland, beskyldte for blot nogle uger siden den tidligere præsident Carter for at være en cubanske agent. Denne Rivera under edsansvar i USA’s kongres erklæret, at den afdøde cubaner blev tævet ihjel forrige søndag i Vidal-parken i byen Villa Clara.
Han gjorde sig en ikke umagen med at skaffe sig kendskab til, hvad selv de mest ondsindede medgiver; nemlig at den døde var i parken både før og efter hans kortvarige tilbageholdelse hos politiet torsdag den 5. maj.
1-2-3 løgnere
Det er ikke nogen overraskelse, at Rivera lyver, men overraskende er det, at han gør det med så stor dumhed.
Salafranca, der er medlem af EU-parlamentet for Spaniens Folkeparti (PP), er kendt for sine anti-cubanske og pro-yankee holdninger. Dertil har han gjort sig bemærket ved at sige, at rapporterne om CIA’s hemmelige flyvninger ikke bidrager med nye informationer, og han har undladt at fordømme flyvningerne.
Salafranca har nu i EU-parlamentet påstået, at den pågældende cubaner »døde efter at have været i detention og på grund af politiets tæv«.
Avisen El Pais har trykt en artikel med overskriften: »Cubansk dissident dør efter tæv hos politiet«. Nyhedsstationen ABC, som vil gå over i historien for sin elendighed, hamrer løs: »Medlem af den cubanske opposition dør efter at være blevet tævet af Castros politi«.
Ingen af dem er interesserede i at få efterprøvet holdbarheden af de påståede hændelser, og de har en ikke søgt at skjule sammensværgelsen ved at bruge forskellige overskrifter.
Også præsident Obama
Selv præsident Barack Obama har refereret til de hændelser i Vidal-parken, som aldrig har fundet sted, da han fik stillet et særdeles tendentiøst spørgsmål at Univisión tv-stationen i Miami. Han tilføjede blot, at detaljerne på daværende tidspunkt ikke var klare.
Det er påfaldende, at den travle Obama havde kendskab til sagen om en person, der blev arresteret i en cubansk park, hvortil den pågældende kort efter vendte tilbage. Mens han aldrig har udtalt sig om – og næppe mindes det forpinte ansigtsudtryk eller beretningen fra den unge iraker Samar Hassan, i The New York Times den 7. maj, om hendes forfærdende oplevelse da en amerikansk militærpatrulje myrdede hendes forældre da disse var på vej hjem efter at de havde besøgt Samars lillebror på hospitalet, hvor han blev behandlet for sår.
Censur af den gode historie
Men i forhold til Cuba, så er det det værste end ikke den vedholdende fabrikation og gentagelse af løgne. Utilgiveligt er, at den smukke beretning om et blokeret folks kamp bortcensureres. Det er historien om en befolkning, der har evnet at opnå det, som det store flertal af menneskeheden stadig kun drømmer om.
Gennem årene er der gjort mange forsøg på at isolere Cuba og fremprovokere intern uro med henblik på at skabe en anledning for USA til at intervenere.
Hvad er målet med sådanne kampagner?
Er det blot at rakke ned på landet, eller ligger der mere bag?
Kan det tænkes, at de, som trækker i trådene og deres betalte interne agenter i Cuba ville fryde sig over at kunne påberåbe sig »beskyttelsen af civile« for at kunne bombe Havanna?
Vort folk lader sig ikke forvirre af interne kontrarevolutionære, som søger plads i medierne for at fremme en konflikt med USA. Befolkningen ved, hvordan den skal svare fast og behersket på disse lejesvendes aktioner.
Den cubanske revolutions argumenter bliver ikke fabrikeret sådan som vores fjenders løgne. Disse argumenter bygges op med værdighed og integritet af befolkningen selv, som har erfaret, at sandheden er menneskehedens stærkeste våben.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
