Jeg mener ikke, at det danske forsvar skal føre korstog i fremmede egne. Uanset om disse korstog er begrundet fra den ene eller anden side i Folketinget.
fra Morten Grølsted, Farum
Til Folketingets Udenrigsudvalg og Forsvarsudvalg.
Nu har jeg været medlem af hjemmeværnet og dermed en del af det danske totalforsvar i 17 år. Jeg kan ikke længere accepterer at være en del af et forsvar, der fører politisk motiverede korstog i andre dele af verden.
Først var det Serbien, man angreb. Så var det Afghanistan. Så Irak og nu Libyen.
Angrebet mod Libyen har tydeligvis til formål at gennemføre et regimeskifte, hvilket er et klart brud på folkeretten og den FN-resolution, som påstås at være grundlaget for den væbnede aggression.
Enhver påstand om det modsatte vil være en fornærmelse mod min og resten af menneskehedens intelligens.
Disse angreb er gennemført med støtte fra et stort flertal i Folketinget. Dermed har samtlige partier fra statsministerens til Enhedslisten i mine øjne mistet enhver legitimitet. De er blevet sindssyge alle sammen.
Hvis nogen i udlandet får den ide, at de vil gennemtvinge et regimeskifte i Danmark, så skal politikerne i Folketinget med samt deres embedsmænd ikke længere regne med, at jeg vil forsvare dem.
Dette er grunden til, at jeg nu har besluttet at melde mig ud af Hjemmeværnet. Da Danmark er i krig, både i Afghanistan og Libyen, så er det et brud på kontrakten at melde sig ud af Hjemmeværnet og dermed at betragte som en desertering.
Hvorvidt nogen synes, at det er værd at retsforfølge mig, skal jeg ikke kunne sige, men hvis de vil prøve, er jeg parat til at gå i fængsel. Ikke alene vil jeg selv desertere, jeg vil også opfordre alle andre i det danske forsvar til at gøre det samme.
Jeg mener ikke, at det danske forsvar skal føre korstog i fremmede egne. Uanset om disse korstog er begrundet fra den ene eller anden side i Folketinget.
Det hjælper ikke, at disse politikere eventuelt tror, at de gør »det gode«. Tvært imod er det en skærpende omstændighed, da de fleste ulykker altid er gjort i den bedste mening. Hvad der er »godt« og »ondt« er altid individuelt og kulturelt bestemt.
Derfor er det utrolig arrogant som dansker eller europæer at tro sig vide, hvad der er godt for resten af verden.
Ovenstående meddelelse er sendt til medlemmerne af Folketingets Udenrigsudvalg og Forsvarsudvalg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278