Desværre ser det ud som om de fleste politikere står i kø for at stramme og lægge pres på de svage borgere.

Dorthe, der er hjemløs og sælger Hus Forbi, er en af de udsatte, som måske kunne få et arbejde, hvis der bliver oprettet en stilling, der passer til hende – men ikke, hvis hun skal presses i ordinært job.

Mette Kramer Kristensen

Når jeg lytter til den hidsige politiske debat om økonomiske vækstpakker, om genopretningsplaner og om som regel dystre forudsigelser om hvor galt det kan gå med fremtidens velfærd, hører jeg, at der er to lag i debatten. Det ene vedrører mig som en af middelklasseborgerne her i landet, det andet debatlag er om de borgere, der er socialt udsatte og hjemløse.

Selvom begge debatter har økonomi som hovedtema adskiller de sig ganske meget fra hinanden.

Den ene debat drejer sig mest om velfærdsgoder og velfærdsydelser, som gerne skulle bevares for de, der er gode driftige borgere, og den anden om hvordan man gennem pres og straf kan få de mest udsatte til at yde noget mere. Eller rettere sagt, hvordan man kan presse flere af dem i arbejde.

Dovne og arbejdssky?

I løbet af den sidste måned har jeg set forslag fra såvel regeringen som oppositionen om hvordan det kunne gøres.

Regeringen har flertal for at nedsætte kontanthjælpen til startshjælpsniveau i et halvt år for kontanthjælpsmodtagere, der ikke passer et aktiveringsforløb.

Hos Socialdemokraterne er forslaget, at de stærke kontanthjælpsmodtagere skal sættes i arbejde med forskelligt forefaldende, hvis de vil have penge.

Begge modeller bygger på forestillingen om, at man kan tale om stærke og svage kontanthjælpsmodtagere og på en forestilling om, at tvang og økonomisk sanktion får sat skub i, må det vel forstås, dovne og arbejdssky, men stærke kontanthjælpsmodtagere.

Socialdemokraterne har siden 2007 luftet en plan, de kalder «Fra kontanthjælp til kontantjob.« Den er stadig en del af deres strategi for bekæmpelse af fattigdom. Idéen er at der oprettes nye dag-til-dag-virksomheder, hvor man møder frem og laver et stykke arbejde. Lønnen udbetales på stedet og udgør eksempelvis  30 kroner i timen.

Det skal rettes mod de mest udsatte og marginaliserede, for eksempel personer i længerevarende misbrug og hjemløse, som modtager indkomsterstattende ydelser. Tilbuddet skal være frivilligt.

Det er et sympatisk forslag, som ikke har med tvang og sanktioner at gøre. Kunne de dog ikke hos S-SF finde på noget tilsvarende for dem, som de kalder stærke kontanthjælpsmodtagere, i stedet for den før-velfærdssamfunds-politik, som bygger på tvang og sanktion?

Tvang og straf

Lad mig hjælpe dem, der har en kort hukommelse, med at huske, at for omkring 50 år siden forsvandt det socialretslige grundlag for at holde folk indespærrede på tvangsarbejdsanstalterne, og med bistandsloven af 1976 ophørte man med strafaktioner over for mennesker, der modtager penge fra det offentlige.

De sidste 10 år har ændret på dette. Og desværre ser det ud som om de fleste politikere desværre står i kø for at stramme og lægge pres på de svage borgere.

Synd, at et godt og værdigt forslag til at sikre mennesker, der har det svært de store krav på arbejdsmarkedet en mulighed for et arbejde, der passer til dem, bare ligger og ikke står højt på en socialpolitisk ønskeseddel.

Eller måske endda er ved at blive overhalet af et forslag, der bygger på hvad der kan betale sig, frem for hvad vi som samfund kan gøre for at understøtte socialt udsatte til et bedre liv.