Men det er jo begrænset, hvor meget underholdning der kommer ud af så lidt mad…

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Det er ikke så tit, betonsjak er ude og spise med kniv og gaffel. Når man er, er det som regel noget med Rio Bravo og stegt flæsk med persillesovs til 99 kroner per næse. Og så helliters fadbamser til. Det ved man hvad er, og det er ikke ringe. Meget mere flæsk, end nogen kan æde. Og hvis man er en fattigrøv med spillegæld, kan man få det flæsk, som er i overskud, med hjem i en plasticpose. Man siger, det er til hunden, men det er til kone og unger.

Men en anden ting, der heller ikke er så tit, er, at en af folkene i sjakket har 25-års jubilæum i et og samme firma. Det er faktisk meget sjældent. Blandt beton’ere er det nok mere almindeligt, at man har været i 25 firmaer på et år, end at man har været 25 år i et firma.

Så når dette sker, synes man fra firmaets side altså, at der må mere til end stegt flæsk med persillesovs. Herregud, hvem ved, om sådan noget nogensinde sker igen! Og det er jo ikke uden gavnlig pædagogisk effekt at fremholde det som et godt eksempel, når nogen udviser så uhørt sjælden stabilitet og loyalitet.

Så der bliver ikke lagt fingre imellem. Hele jubilarens familie hentet i limousine, og direktør og involverede ingeniører, formænd og alle de nærmeste kammerater og kolleger med til spisning på michelin-restaurant i dette tilfælde en meget fornem nordsjællandsk kro.

Det er ikke lige den slags steder, beton’ere kommer oftest. Der skæves til det ikke ubetydelige antal gafler, knive og skeer ved hver kuvert og til den lange række af vinglas, nåda!

Men man sidder længe efter at være blevet bænket rundt om bordet, og der sker ikke videre. Så kommer en tjener og byder hvidt brød. En anden render rundt og skænker en sjat hvidvin i det første af rækken af glas ved hver kuvert; det foregår med et greb om bunden af flasken og et elegant vip med håndleddet, det må faktisk være ret svært at ramme glassene på den måde; og det kommer tjept og uventet som et bagholdsangreb, men der rammes plet hver gang.

Så sidder man igen og venter. Længe. Man ved ikke rigtigt, er det meningen, man skal gå i gang med brødskiven eller hvad? Og smager man på vinen, eller bør man vente, til maden er kommet? Flere kan ikke nære sig og smager på drikkelsen. Men så snart man har taget en mundfuld, er tjeneren der igen med sit bagholdsangreb og – vupti! – vipper et nyt skvæt vin op i glasset cirka svarende til den mundfuld, man har taget. Så det var nok meningen, glasset skulle rumme netop den sjat? Hvad ved man om manerer sådan et sted?

Endelig kommer en forret: En smal stribe hvid substans midt på tallerkenen pyntet med fire kvarte radiser og fire små strimler af en agurkelignende grønsag og med et par skvæt grøn, olielignende substans stænket rundt omkring.

Da alle har fået, holder tjeneren et foredrag om den spændende ret, hvor råvarerne er kommet fra og så videre. Og da han kommer til vinen, slår han over i fransk. Han snakker meget og lavt og hurtigt, de fleste beton’ere er for tunghøre til at få fat i det, og bagefter bliver der mumlet en del rundt ved bordet, hvad var det, han snakkede om?

Hvorfra var det, den vin kom? Men der er ingen, der har lært fransk; ingen der er nok hjemme i Frankrigs geografi til at blive klogere alligevel og heller ingen, der har hørt en skid.

Så man bliver enige om, at det nok er lige meget. Men nu kom der da noget ædelse! Skønt! Der prikkes lidt skeptisk til tingene på tallerkenen – er det nu det her, der er retten?

Én lægger resolut radiser og de agurkelignende strimler ud på tallerkenens kant, sådan noget pyntværk er sgu ikke for mennesker uden lange ører, og så gafles den hvide substans ned i én mundfuld. »Fisk!« oplyser han. Så det er altså fisk.

Der snakkes lidt om oplevelsen, hvad man har spist. Men det er jo begrænset, hvor meget underholdning der kommer ud af så lidt mad. Joh, det var da ikke frossen fisk fra Netto, siger nogle. Andre mener, at det umuligt kan være rigtigt, de kunne nå at smage det.

Snakken ebber ud. Det er heller ikke tit, funktionærer og kulier sidder ved samme bord. Så når det sker, må man jo snakke med hinanden og ikke om hinan­den, selv om det andet er ulige meget lettere. Den lange ventetid føles ikke kortere, end den er.

Langt om længe kommer en tjener rundt med en anden hvidvin, der hældes i glas nummer to, og en ny fiskeforret serveres denne gang arrangeret ovenpå fire hvide asparges. Og på den måde skrider måltidet frem. Et par af funktionærerne taler for jubilaren.

Så kommer hovedretten, der består af en tynd skive kalvefilet og en rund klump helt udkogt oksekød med timian med fire grønne asparges og en kvart specialtilberedt kartoffel.

Inden tjeneren får det fortalt på fransk, vil én af funktionærerne gerne imponere selskabet med at gætte på, hvor rødvinen er fra. Det får et par af beton’erne til at diskutere, hvorvidt kødet, som tjeneren har oplyst er fra Himmerland, er fra Ålestrup, eller bismagen tyder mere på Farsø-kanten?

Efter de tre kulinariske oplevelser er man fremme ved desserten. »Allerede?« for den, der tænker på sin mave. Og »langt om længe!« for den, der gerne vil hjem. Én  bemærker, at nu ved han da godt, hvordan man får michelin-stjerne, man lader bare folk blive så sultne mellem retterne, at hvad som helst vil smage for en million.

En anden har byttet rundt på glasse­ne, så tjeneren er lige ved at hælde den rødlige dessertvin ned til en sjat levnet rødvin. Godt, det ikke kom så vidt, mener sidemanden, ellers var han nok gået ud og havde hængt sig bagefter.

Til allesidst er der kaffe og cognac; i kopper så små, at grove, gigtknudrede beton-fingre knapt kan få fat om hanken. Enkelte sender Rio Bravo en længselsfuld tanke.