30 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nedgøring og udbytning med hjælp fra arbejdsmarkedssystemet

Nedgøring og udbytning med hjælp fra arbejdsmarkedssystemet

Onsdag, 08. juni, 2011, 09:22:20

Han optjener ingen pension, ingen feriegodtgørelse, har ingen rettigheder som lønmodtager, for han er ikke ansat, men på dagpenge. Han skal stadig søge arbejde, udfylde dagpengekort, møde på jobcentret og i a-kassen …

Faglærte malersvende som »Olga« og »Kim« kan blive sendt i arbejde med løntilskud, hvor de tager arbejdet fra en faglært kollega eller fra en pædagogmedhjælper. Samtidigt skal de søge arbejde, og møde op når der bliver kaldt fra A-kasse og jobcenter.
Mette Kramer Kristensen

kronik af Anne-Mette Markussen, næstformand for Malernes Fagforening Fyn

Nyhedsbrevet A4 havde den 16. maj en artikel om virksomhedspraktik, hovedsageligt møntet på kontanthjælpsmodtagere, men også andre arbejdsløse er ramt af virksomhedspraktikken/kommunernes refusionsmuligheder.

Inger Støjberg »garanterer for at følge tæt op på virksomhedspraktik«. Ordningen ventes at stige med 25 procent.

Hos Malernes Fagforening Fyn har vi siden årsskiftet haft 52 medlemmer, der har været i aktivering på dagpenge. Det er cirka en trediedel af alle vores arbejdsløse. En del bliver sendt i virksomhedspraktik med efterfølgende løntilskudsjob og heraf en del i deres egen faglærte uddannelse.

Det vil sige, at malere kommer ud til mestre og lægger 37 timers arbejde om ugen, og for dette får de dagpenge. De skal samtidig være til rådighed for arbejdsmarkedet med alt, hvad det indebærer af møder med jobcenter og a-kasse, samt jobsøgning.

Vi finder det konkurrenceforvridende, at malere sendes ud til firmaer, der reelt kunne ansætte en maler i ordinær beskæftigelse. Vi kan se, at en stigende del af malerne bliver aktiveret ud i virksomhedspraktik, og nogle fortsætter endda i løntilskudsjob.

En del kommer ud som pædagogmedhjælpere, nogle går til rengøring, og så er der »pedelmedhjælpere«.

De faglærte malere, der kommer ud som pedelmedhjælpere, kommer gerne ud på skoler eller i idrætshaller, der trænger til at få malet klasselokaler eller omklædningsrum. Så hjælper de pedellen med at male.

Når der etableres en »virksomhedspraktik«, er det med hjælp fra jobcenter eller anden »aktør« – læs: privat firma, der har erhvervskonsulenter ansat til at hjælpe jobcentrene med at få borgere i »arbejde«aktivering (kommunen får så større refusion fra staten).

»udvikling«

I jobplanen kan der stå: »…med henblik på at udvikle ‘Olgas’ faglige tilknytning og personlige kompetencer, samt ‘Olgas’ tilknytning til arbejdsmarkedet…bla…bla…«

De faglige kompetencer og de personlige har ‘Olga’ opnået gennem sin uddannelse ved i minimum tre år at være tilknyttet et lærested med mestre, svende, lærlinge, kunder og krav, skoleophold, prøver og til slut beviset på sin kunnen: svendebrevet.

Når glæden over svendebrevet har sat sig, kan ‘Olga’ så få at vide, at der nok ikke er brug for hende, og at det nok skyldes manglende faglige og personlige kompetencer – ?!

Dem kan hun så udvikle, mens hun går og tilknytter sig arbejdsmarkedet i et tomt omklædningsrum i en »virksomhedspraktik«, der stjæler hendes arbejdskraft og ikke giver så meget som en eneste time i dagpengesystemet, trods det at hun er faglært og arbejder 37 timer om ugen.

Jeg er selv uddannet maler, ikke lektor eller ekspert, men jeg tror på, at en malermester/virksomhedsejer sparer, hvor spares kan, og at ansættelser sættes i værk, fordi der er arbejde.

Det tror jeg, fordi den næste tendens, der viser sig, er malere, der aktiveres i malervirksomheder. Desværre ser vi malerfirmaer, der benytter sig af dette system for at få billig arbejdskraft – uden forpligtigelser. Til illustration uddrag af en jobplan:

»Plan og begrundelse (det videre forløb): Der etableres virksomhedspraktik som maler hos Klatsens farver med henblik på at styrke »Jens«’ tilknytning til arbejdsmarkedet og udvikle hans faglige kompetencer. Praktikken vurderes at øge »Jens«’ muligheder for selvforsørgelse.« Citat slut.

Ja, hvis der er arbejde – nej, hvis det ikke længere er gratis for virksomheden. Det kan ikke have noget med »Jens«’ kompetencer at gøre, men det er ham, der betaler.

Han betaler for det med ingen pension, ingen feriegodtgørelse, ingen rettigheder som lønmodtager, for han er ikke ansat, han er på dagpenge og skal stadig søge arbejde og udfylde dagpengekort og møde på jobcentret og i a-kassen på forlangende.

Selvom han lægger 37 timers fagligt arbejde hos en virksomhed, tjener han ikke en eneste time op i dagpengesystemet, så han kan ikke engang sikre sig, selvom hans kompetencer skulle gå hen og forbedre sig.

Han betaler med følelsen af et for tiden ubrugeligt svendebrev, følelser af »manglende kompetencer«? både faglige og personlige ?

Mange af vores unge medlemmer oplever en periode med arbejdsløshed, nogle gange på grund af fagets natur (sæsonarbejdsløshed) eller på grund af stilstand i byggeriet og driftige »gør-det-selv« folk.

Selv fik jeg svendebrev i 1991 og har i perioder været arbejdsløs, men er altid kommet i gang igen. Jeg har arbejdet indvendig og udvendig, på nybyg og renovering og hos private.

Jeg er stolt af mit svendebrev, der borger for håndværkets kvalitetsmæssige udførelse, og er altid klar til at lære nye facetter af mit fag og har deltaget i en del faglige kurser/efteruddannelse indenfor malerfaget.

Muligheden for at styrke kompetencerne inden for sit fag er også beskåret med den skrabede model af efteruddannelse, som regeringen har trumfet igennem. Flere erhvervsskoler har måttet nedlægge kurser og opsige undervisere.

udnyttelse af de unge

Her er nok et uddrag af en jobplan:

»Dato for oprettelse af jobplanen 7. juli 2010. ‘Viggo’ har ret og pligt til 26 uges aktivering indenfor syv måneder. Er interesseret i at afprøve nye arbejdsområder, så der tages kontakt til folkeskolen vedrørende løntilskud fra 30. august i seks måneder.

Lønnen svarer til dimittendsats (628 kroner per dag hvilket er 84,86 kroner i timen for faglært arbejde), og antal arbejdstimer beregnes ud fra dette – perioden tæller som ledighed.

Hvis ‘Viggo’ opsiges fra dette, tilbydes han seks ugers jobansøgningsforløb hos privat aktør.« Citat slut.

Et af vores håbefulde unge medlemmer er havnet i arbejdsløshed efter en turbulent læretid (læs: masser af erfaring) hos forskellige mestre og en nyudlært tid i en ny landsdel uden eget netværk – han hedder ‘Kim’, og der er ikke nogen referencer på ham.

Gennem jobcentret formidles han i virksomhedspraktik. Det vil sige næsten –  for da han møder sin mester klokken syv dagen efter en samtale, siger hun, at der er tale om et løntilskudsjob.

Ungsvend ‘Kim’ siger, at det synes han ikke om, men på en pæn måde, for han vil gerne have et ordinært job, er presset på timer. Hvis han ikke makker ret og finder et job, har han ingen dagpengeret, selvom han betaler sin a-kasse.

Mesteren viser sit gode hjerte og tilbyder ‘Kim’ en ordinær ansættelse, men til en lavere løn end de andre ansatte.

undergravning

Se, dét kalder jeg nedgøring og udbytning af individet med hjælp fra systemet, men i en jobplan hedder det kompetenceudvikling og networking: Som jeg ser det, er det undergravning af folks integritet.

Arbejdsmarkedet er – med hjælp fra mindre seriøse arbejdsgivere og regeringen – på vej ud i det blå, og det er ikke på den gode måde!

Hvis Inger Støjberg kalder det at »følge tæt op på«, er det svært at være i tvivl om regeringens mål: at sikre villig arbejdskraft på bekostning af egen befolkning.

Vi finder det i stærk kontrast til sund fornuft, at malere (og sikkert også andre faggrupper) bliver aktiveret ud i eksempelvis pædagogmedhjælperjob, samtidig med at pædagogmedhjælperne bliver opsagt.

Dette skaber jo ikke arbejdspladser, snarere tværtimod, for institutionernes normering skæres gradvis ned på grund af den billige arbejdskraft. At skabe pædagogmedhjælperjob via aktivering resulterer i afskedigelse af ordinære pædagogmedhjælperjob.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jun. 2011 - 09:22   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik