Hvis vi skal fastholde den danske model, skal vi sikre overholdelse af indgåede overenskomster. Ellers er aftalerne ikke det papir værd, de er skrevet på.
225 fagligt aktive tillidsrepræsentanter forsamlet i Odense til Bygningsarbejdernes årlige Landsbranchemøde i dagene 28. - 29. maj 2011 udtaler:
Vores overenskomst, det faglige system og den danske model er under kraftige angreb.
Vi oplever dagligt social dumping, dårligt arbejdsmiljø og plattenslagere på vores byggepladser. Det er fagbevægelsen, der næsten alene bakker op om den danske model.
Forbundet skal arbejde for stærkere myndighedskontrol og hårdere sanktioner overfor dem, der ønsker at undergrave velfærdssamfundet.
Der skal udstedes højere bøder ved overtrædelser, ligesom der igen skal kunne udstedes administrative bøder. Fortjenesten på overskridelse af gældende lov, for eksempel arbejdsmiljøloven, skat, RUT-registret med videre overskrider langt fra faren for sanktioner fra det offentlige. RUT-registret indeholder ikke den nødvendige kontrol af opgivne data.
Der skal sikres et system, så virksomheder, der dømmes i det fagretslige system, ikke bare kan stikke af fra bøderne. Der skal stilles økonomisk sikkerhed – bankgaranti eller lignende – eller indføres næringsbrev/autorisation. Både for at sikre kvalificerede virksomheder og for at stoppe ansvarsfraskrivning og konkursrytteri. Der skal indføres ID-kort til alle bygningsarbejdere i Danmark.
Hvis vi skal fastholde den danske model, skal vi sikre overholdelse af indgåede overenskomster. Ellers er aftalerne ikke det papir værd, de er skrevet på. Hovedkravet er kædeansvar.
Arbejdsformidlingen tilbage til fagforeningerne. 3F skal arbejde for et nyt og bedre dagpengesystem. Der skal gives mulighed for relevante kurser og anden uddannelse uden prisloft og begrænsning. Tåbelige aktivering og ubrugelige jobsøgningskurser skal stoppes og erstattes med reelle jobs. Refusionsloft til virksomheder ved selvvalgt uddannelse fjernes. Der skal gives øget mulighed for udvidet jobrotation.
Den stigende anvendelse af virksomhedspraktik skal stoppes. Det er udelukkende skjult tilskud til firmaerne. Det skaffer ingen i arbejde. Tværtimod afholder det fra indgåelse af normale ansættelsesforhold.
Det skal sikres, at ingen falder ud af syge- og dagpengesystemet, ligesom det skal gøres langt nemmere at optjene dagpengeret. Kurser, aktivering og lignende kurser bør tælle som timer. Dagpengene skal pristalsreguleres. Der skal betales arbejdsmarkedspension under barsel, sygdom og arbejdsløshed.
Forbundet/afdelingerne skal respektere murer- og tømrermodellen, andet vil være et dårligt signal at sende til de forbund, der kunne tænke sig at søge optagelse i 3F.
»Udtalelse til 3F’s daglige ledelse og hovedbestyrelse«, vedtaget i Odense 29. maj 2011.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278