Den drøm som arbejderbevægelsen tog sit afsæt i – også i det danske socialdemokrati – var drømmen om socialisme. Et samfund uden udbytning, uden klasser.
af Per Hørning, København NV
Med overskriften »Vores frihed og demokratiet er under pres« bragte Arbejderen en tale fra grundlovsdagen. Desværre var det en tale, der på intet punkt var i nærheden af anvendelig politisk analyse eller stillingtagen.
Det var en af de mange socialdemokratiske skåltaler vi har hørt i mange år. Når man indleder en tale med »Vi har i Danmark en lang tradition for frihed og demokrati« kan man vente sig det værste, og det var da også en slem gang uld i mund, der fulgte.
I forlængelse af Socialdemokraternes formand indeholdt talen ikke noget om demokrati og EU. Ikke et ord om klassekamp, kapitalisme og klimaproblemer. Medens finanskrise og virksomhedernes skatteunddragelser er udtryk for »overdreven frihed«. Hvad det så er.
»Drømmen om solidaritet var arbejderbevægelsen fælles om for 100 år siden« lyder det videre i talen, uden at nævne at udgangspunktet for solidariteten var den udbytning som arbejderklassen var og stadig er udsat for. Og for at gøre det klart – eller uklart – hvad Socialdemokraterne har at byde ind med lyder budskabet: »Lad os beslutte os for, at solidaritet på tværs af grænser og mellem grupper i den danske befolkning ikke er gået af mode«. For mig lyder talen sådan: Flere reformer, mere klassesamarbejde, mere kapitalisme.
Det er en pointe at citere John Lennon: »En drøm, du drømmer alene, er bare en drøm. En drøm, du drømmer sammen med andre, er virkelighed«.
Den drøm som arbejderbevægelsen tog sit afsæt i – også i det danske socialdemokrati – var drømmen om socialisme. Et samfund uden udbytning, uden klasser. Det var i virkeliggørelsen af denne drøm Socialdemokraterne gjorde reformer i det kapitalistiske Danmark til arbejderbevægelsens mål – og i sin iver efter at administrere kapitalismen forsvandt drømmen om socialisme – det klasseløse samfund.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278