Vi går ud og tager det arbejde, der ikke længere er der. Vi giver os til at bruge de penge, vi ikke længere har.

^Skærveknuseren _{af Kjeld Stenum}

Trods truende ny kriseskyer på den amerikanske horisont går det økono­misk set nogenlunde godt for vore nærmeste samhandelspartnere. Lande som Tyskland og Sverige. Det burde trække dansk økonomi med sig, hvis regeringen havde ført en kapitalistisk set fornuftig politik.

Men det gør det ikke. De seneste økonomiske nøgletal viser, at dansk økonomi for andet kvartal i træk har haft negativ vækst. Vi er i recession, med andre ord. Trods vækst i landene omkring os, som vi handler mest med, er vi i recession. Det er der ellers indenfor EU kun lande som Portugal og Grækenland, og vist også Irland, der er.

De låner hundreder af milliarder af EU og IMF på jernhårde vilkår. Krav om privatiseringer, pensions- og dagpengeforringelser, lønnedskæringer og offentlige besparelser. Lyder det meste som et ekko af Anders Fogh og Lars Løkke?

Det er ellers en medicin, som skulle være udtænkt af rigtige, professionelle økonomer og europæiske finansmi­nistre nede i EU. Men i Danmark ved vi, at den medicin hjælper ikke en skid. Tværtimod, den er selv sygdomsfremmende. I hvert fald har den på godt ti år bragt en relativt sund og stabil økonomi som den danske ned blandt Europas svageste.

Alt det gode, regeringen har gjort for erhvervslivet (læs: kapitalisterne), alle privatiseringerne, skattestoppet, skattelettelserne for de øverste indkomster, dagpengeforringelser, offentlige nedskæringer, og alt det gode, vi andre har gjort ved at finde os i både det og lønforringelser og bevare roen på arbejdsmarkedet, også i håb om at gøre livet lettere for kapitalisterne, har ikke hjulpet. Tværtimod. Det har sat alting i stå. Vi har holdt så meget tilbage og accepteret så store nedskæringer, at vi nu slet ikke har nogen penge at bruge af.

Det finder vore geniale økonomer så ud af. Vi danskere er blevet for tilbageholdende med at bruge penge, siger de. Kapitalistisk set er vi blevet et uinteressant land at investere i. Det eneste, vi har haft ud af at hjælpe vore kapitalister, er, at de render deres vej med de penge, vi har skaffet dem, og investerer andetsteds, for det har de mere ud af.

O.k., vi har krise, og det er sådan set fair nok. Kapitalistisk markedsøkonomi udvikler kriser. Og ikke blot den slags overproduktionskriser, der kommer af, at samfundenes forbrugsevne ikke kan holde trit med produktionen, fordi kapitalisterne helst vil spare mest muligt på den løn, folk skal leve af, samtidig med at de helst vil afsætte flest mulige varer.

Nej, det hæsblæsende moderniseringstempo, kapitalisterne tvinger hinanden ud i, giver også krise, fordi der efterhånden skal investeres så meget for at have en tilstrækkelig moderne maskinpark, at mange kapitalister hellere vil spekulere med deres penge. For eksempel i stigende boligpriser. Det giver en meget ustabil økonomi, fordi den slags bobler uundgåeligt før eller siden eksploderer. Selv kapitalister kan ikke leve af at stjæle af hinandens lommer.

De kapitalister, der vælger at beholde deres investeringer i produktionen, tænker, at hvis de kan minimere produktionsomkostninger og maksimere indtjeningen på de færdige varer, kan de måske klare skærene en tid endnu.

Altså satser de benhårdt på at producere i den fattige verden, hvor arbejdskraften er billig, og sælge i den rige verden, hvor forbrugerne er rige. Eller var rige. For forbrugerne bliver jo ikke ved med at være rige, hvis de ikke længere tjener penge. Hvilket de jo ikke gør, efterhånden som al produktion flytter til de fattige lande.

Sådan er vilkårene, når man vil have kapitalistisk markedsøkonomi. Og o.k., det har vi jo endnu aldrig haft flertal for at afskaffe.

Men hvordan forsøger vores geniale regering så at bøde på problemerne? Jo. Dels skal udbuddet af arbejdskraft øges. I det Danmark, hvor så megen produktion i forvejen er flyttet udenlands, at der end ikke er arbejde nok til os, der allerede byder os til. Midlet er det, man med vanlig sans for orwellsk nysprog kalder en tilbagetrækningsreform.

Det ville være mere reelt at kalde det en afskaffelse af efterlønnen og en udsættelse af pensionsalderen i ét hug. Det lyder bare ikke så godt. Men godt skal det lyde, for der er mere:

Dels har regeringens vise økonomer jo nemlig også fundet ud af, at vi bruger alt for lidt penge. Så det skal vi opmuntres til at lave om på. Et af midlerne skal være at lovliggøre sort arbejde ved at sætte skatterne på den slags arbejde drastisk ned.

Jo, men det første, jeg giver mig til at tænke på, når jeg lige har mistet min alderdomstryghed, det er da også at investere i forbedringer af min bolig! Især da i en tid, hvor ny krisetrusler skaber ny usikkerhed om boligmarkedet!

Det er jo genialt. Vi går ud og tager det arbejde, der ikke længere er der. Vi giver os til at bruge de penge, vi ikke længere har. Så skal vi sgu nok få bugt med den krise! Og hvis vi bliver så tynde af det, at bukserne falder ned om røven på os, så laver vi da bare et nyt hul i livremmen! Det er ikke sært, at det går så godt med Danmarks økonomi, med så vise hjerner til at styre den!

Jeg ryster. Ikke bare på hovedet. Hele min krop ryster. Jeg kan sgu ikke tåle det her.