Søren Pind påstår, at han respekterer »den danske model« ved ikke at gribe ind. Men det forholder sig lige modsat. Ved ikke at stoppe misbruget støtter han i arbejdsgiverne i CSC.

Fra støttefesten for de strejkende i Prosa på Toftegårds Plads i Valby.

Mette Kramer Kristensen

fra Karsten Hønge, MF for SF

Globalisering fører en masse dejlige ting med sig. Det er blevet let og billigt at rejse. Udveksling af informationer over hele jorden går hurtigt. Mange varer er blevet billigere.

Men det rejser også en masse udfordringer, når kapitalen og lønarbejdernes højere grad af fri bevægelighed især fører til kapitalens frie bevægelighed – lige ned i arbejdsgivernes lommer.

Udenlandske virksomheder og lønarbejdere er velkomne i Danmark. Men de er gæster i vores samfund, og de skal respektere den måde, vi har valgt at indrette arbejdsmarkedet på. Det er ærlig talt ikke o.k., at gæster begynder at flytte rundt på møblerne når de er på besøg eller måske ligefrem at smadre møblerne.

Brug for stærke fagforeninger

Danmark har brug for stærke fagforeninger, der kan give virksomhederne modspil. Netop samspillet mellem stærke parter på arbejdsmarkedet og samspillet mellem arbejdsmarkedet og det politiske liv har skabt det velfungerende og velregulerede samfund, som vi har i Danmark.

De fleste siger med ord, at de støtter den danske model, som vi kalder den måde, vi har bygget arbejdsmarkedet op på. Den model betyder også, at der skal være plads til en fair arbejdskamp.

Det er bare ikke fair, når et multinationalt selskab benytter deres styrke til at trække strejkebrydere ind i landet – oven i købet på kanten af loven, og under alle omstændigheder i strid med intentionen i de ordninger, der på en ellers positiv baggrund skulle give udenlandske lønmodtagere mulighed for at arbejde her i landet.

Det er forkasteligt, at regeringen ikke har grebet ind. Udenlandske lønmodtagere har ikke på forhånd en chance for at kunne vurdere, hvilken sammenhæng de kommer til Danmark i. Det er urimeligt, at de bliver brugt som brikker i en arbejdskamp. I denne kamp er deres rolle at fungere som usolidariske skruebrækkere og strejkebrydere.

Søren Pind påstår, at han respekterer »den danske model« ved ikke at gribe ind. Men det forholder sig lige modsat. Ved ikke at stoppe misbruget støtter han i virkeligheden arbejdsgiverne.

Kampen for lønmodtagernes rettigheder og for et velreguleret arbejdsmarked flytter sig hele tiden. Det er en bevægelig front, som skifter mellem fagforeninger og landsdele.

Forposten i denne kamp er for øjeblikket konflikten mellem Prosa og CSC.

Det er en konflikt, hvor tryghed er sat i centrum. Det er godt at se en fagforening kæmpe for, at virksomheden skal investere i medarbejderne i stedet for at kunne skalte og valte med de ansatte. Uddannelse, opkvalificering, job­rotation og så videre er vejen frem i stedet for blot at skifte de ansatte ud med nye, selv om det nogle gange vil være lettere for arbejdsgiverne. Men lønmodtagere er altså mennesker med familier og med økonomiske forpligtelser. De er ikke hvide kaniner som kan trylles op og ned af hatten afhængig af, hvornår der er brug for dem.

Prosas kamp er vigtig

Vi taler så meget om velfærd. Og så tænker de fleste på offentlige institutioner, efterløn og overførselsindkomster. Men hele grundlaget for at kunne tale om velfærd for almindelige lønmodtagere er den tryghed, som et job giver.

Den kamp som Prosa er ude i, er ikke bare en kamp for egne økonomiske interesser. Det er også en kamp for tryghed i ansættelsen.

Og det er en forsvarskamp for den danske måde at indrette arbejdsmarkedet på. Vi kan da bestemt lære meget af amerikanerne. Men når det kommer til arbejdsforhold, er det vist os, der har fat i den lange ende, og amerikanerne kan til gengæld lære meget om, hvordan man behandler hinanden anstændigt på arbejdsmarkedet. Der er slet ingen grund til at Danmark skal overtage de betændte metoder fra USA.

Derfor er Prosas kamp en samfundsnyttig kamp. Det er i vores alles interesse, at I vinder denne konflikt.

I dag CSC – i morgen et andet sted, hvor grænsen skal trækkes, og her tænker jeg ikke på et skilderhus, en bom og en robust bygget tolder, men en grænse for arbejdsgivernes ønsker om, at kunne diktere urimelige arbejdsforhold.

Solidaritet koster, men det er godt givet ud. Held og lykke med kampen.

Talen blev holdt ved en støttefest for de strejkende i Prosa i fredags på Toftegårds Plads.