Dag og nat bruger NATO-styrkerne deres enorme ildkraft til at bombe det libyske styre til underkastelse.

 af Bonnie Serre, Dragør

Siden den 19. marts har NATO’s styrker angrebet Libyen i et desperat forsøg på at fremtvinge et regimeskifte for at bemægtige sig landets olierigdomme. De voldsomme luftangreb har indtil nu dræbt flere end 1000 civile og såret over 4000, mange alvorligt.

Regimet i Libyen kom til magten i 1969 efter årtiers kolonialistisk besættelse og udbytning. En gruppe yngre officerer under ledelse af Moammar Gadaffi, inspireret af Egyptens Adul Nasser, fjernede den korrupte kong Idris og oprettede en selvstændig stat.

Landets olierigdomme blev nu brugt til at udvikle landet. Skoler, hospitaler og boliger blev opført, så alle havde mulighed for et hjem og en uddannelse. El og vand var gratis.

Kunstvandingsprojekter blev startet op i ørkenen for at dyrke landbrugsprodukter, og tusindvis af job blev skabt i Libyens olieindustri, så der ikke kun var arbejde til libyerne, men også til tusinder af arbejdere fra andre lande.

Men den nationaliserede olie har i alle årene været en torn i øjet på Vesten, og da en gruppe fortrinsvis religøse »oprørere« forsøgte at styrte regimet, greb man muligheden og bakkede dem op.

Libyen som en sekulær stat, hvor alle religioner og nationaliteter lever fredeligt side om side, ønsker oprørerne at omdanne til et muslimsk styre.

Danmark og de andre NATO-lande gik i krig under påskud af at ville beskytte civilbefolkningen mod Gadaffi. Men virkeligheden har vist sig at være en anden. Dag og nat bruger NATO-styrkerne deres enorme ildkraft til at bombe det libyske styre til underkastelse.

Den skandaløst ukritiske dækning af begivenhederne i Libyen, som den danske presse dag ud og dag ind serverer os for, afsløres i al sin hulhed, når man ser på de enorme ødelæggelser og tab af menneskeliv, som disse bombardementer har forårsaget.

Men pressedækningen er måske forklarlig. Det synes som om en pæn del af de danske journalister ikke har ét blindt øje, men to. Sanmmenholdt med to døve ører uden alt for meget imellem er der ikke noget at sige til, at de ikke fortæller os, hvad der i virkeligheden foregår i Libyen.