CSC har konsekvent modarbejdet Arbejdsrettens afgørelser. Afgørelsen om vikararbejde, hvor CSC prompte omdøbte vikarer til konsulenter, er et eklatant eksempel på denne praksis.
‑ af Palle Eghjort og Gerd Berlev, med i støttenetværket for de konfliktende medarbejdere på CSC, har tidligere været ansatte og tillidsrepræsentanter på CSC
»Konflikten mellem CSC og Prosa … peger på … flere og mere vanskelige konflikter på arbejdsmarkedet, men indtil videre er der ikke tegn på, at de overskrider den danske model for reguleringen af arbejdsmarkedet,« siger Anna Ilsøe i sin analyse lørdag den 11. juni i Politiken.
Analysen tager udgangspunkt i tre væsentlige udfordringer:
• at det nu er højtlønnet kernearbejdskraft, hvis arbejdsopgaver bliver udflyttet
• at der kommer nye ejerskab med ny forhandlingskultur og nye holdninger
• at centrale funktioner i staten privatiseres.
Dermed medtager Anna Ilsøe ikke to andre synsvinkler på konflikten, der har væsentlig betydning for konklusionen, nemlig de konkrete forhold, der adskiller denne konflikt fra andre, og den konkrete ændring af produktionsforholdene, der er sket de senere år.
Konkrete forhold i konflikten CSC-Prosa
Når en sag er prøvet og afgjort i Arbejdsretten følger parterne som regel afgørelsen. Andre arbejdsgivere har forsøgt at omgå de få arbejdsretsafgørelser, der gik dem imod, ved nyfortolkninger og omdefineringer.
CSC har konsekvent modarbejdet Arbejdsrettens afgørelser. Afgørelsen om vikararbejde, hvor CSC prompte omdøbte vikarer til konsulenter, er et eklatant eksempel på denne praksis.
Ved indledningen af en forhandling udveksler parterne krav, som danner grundlag for de videre forhandlinger. Parterne kan ikke fremkomme med nye krav undervejs. Den praksis er CSC fløjtende ligeglad med. De fremkom med en helt ny omfattende kravliste til forhandlingerne i januar 2011.
I det hele taget er konflikten præget af, at CSC har opstillet ufravigelige krav, begyndende med kravet om ændret udløbsdato for overenskomsten, fortsættende med en forringet tryghedsaftale for de Prosa-ansatte, men ikke for de øvrige medarbejdere, som har samme aftale og senest en overenskomst uden mulighed for kollektive lønforhandlinger og en meget uklar definition af, hvilke områder, der kan konfliktes på.
Ændrede produktionsforhold
Opsplitningen af produktionen fra færdige helheder, der passer til den enkelte kundes behov, til samlesæt, hvor systemerne består af mange små dele, der samles af en multinational it-koncern, der ejer hele produktionskæden.
Det betyder, at rigtig mange dele kan produceres i høj kvalitet i Indien eller andre steder med lave lønninger. En udvikling, der også ses i andre fag.
CSC kan således i princippet flytte produktionen derhen, hvor den er billigst og hurtigst, mens den danske arbejdskraft i sagens natur befinder sig i Danmark. Den danske model kommer til kort, når modparten kan flytte arbejdsopgaver vilkårligt fra land til land.
Det betyder naturligvis ikke, at alt kan flyttes over en nat, men det er den udvikling, der er i gang, og det er den der gør, at CSC ikke vil finde sig i, at der er en lille fagforening i et lille land, der forhindrer deres frie råderet over arbejdskraften, og forlanger ordnede arbejdsforhold. Andre kunne jo lære af det.
Den danske models fremtid
Konflikten lægger op til en fremtid, hvor arbejdsgiverne er langt mere aggressive og udfarende end vi er vant til.
At stå op imod det kommer til at kræve et langt mere udbygget sammenhold på tværs af fagbevægelsen og på tværs af landegrænserne og en frigørelse fra mange af de eksisterende bindinger for hvornår og hvordan, der kan konfliktes.
Det er ikke alle i den danske fagbevægelse i dag, der er indstillet på det. Det er ikke alene en kraftig revision af den danske model, det er også en holdningsændring.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
