Den indiske ingeniør og maskinarbejder er både kompetent og billig! Udflagningen vil fortsætte ubønhørligt, hvis ikke der tænkes i alternative baner.

 af Per Bregengaard og Søren Kolstrup, Enhedslisten

Vi skal ikke stille krav til store virksomheder, der udflager. Og vi skal slet ikke stille krav om at få overført det efterladte produktionsapparat til fællesskabet, lød det fra SFs Karsten Hønge og fra socialdemokraten Orla Hav i Arbejderen den 27.5. 2011.

Begge erhvervsordførere antog, at Enhedslisten med bind for øjnene ville fortsætte den eksisterende produktion uden omtanke for afsætning og fremtidens krav. Her er imidlertid tale om en eklatant misforståelse.

Vi skal derfor præcisere Enhedslistens udspil (jf. Socialistiske svar på den økonomiske krise 2011) med henblik på at opmuntre til fælles erkendelse og handling. Vores forslag til holdbare industriarbejdspladser bygger på fire omdrejningspunkter:

Arbejdspladser i industrien

1. Den såkaldte danske model, hvor fagbevægelsen accepterer, at de ansatte let og ubesværet kan fyres mod til gengæld at sikre en rimelig arbejdsløshedsdækning og opkvalificering af arbejdskraften, ligger til tælling.

Værdien af arbejdsløshedsdagpenge er faldet dramatisk, og opkvalificering sikrer ikke i sig selv nyansættelse. Tabet af industriarbejdspladser er markant. Hele brancher er udflaget, og efter 2008 står det mere end nogensinde klart, at også vidensarbejdspladser udflager.

De dage er talte, hvor mistede industriarbejdspladser blev erstattet af nye. Den indiske ingeniør og maskinarbejder er både kompetent og billig! Udflagningen vil fortsætte ubønhørligt, hvis ikke der tænkes i alternative baner. 

Derfor siger vi: Fagbevægelse og venstrefløj må slås for fyringsafgifter, der sikrer medarbejdernes videreuddannelse, og sikrer produktionsfaciliteternes overdragelse til fællesskabet. Men det er ikke i sig selv en tilstrækkelig eller ønskelig løsning. Vi må udstikke linjerne for en alternativ produktion, der opfylder vitale samfundsbehov og sikrer en demokratisk forankring i lokalsamfundet.

Fra sort til grøn energi

2. Vi kræver en række produktions- og forbrugsomlægninger. Samfundet skal omlægge energiforsyningen fra sort strøm til grøn strøm (herunder sikre en massiv udbredelse af solenergi på mindst niveau med Tyskland og et utvetydigt nej til de dele af biomassenergi, som undergraver naturgrundlaget og menneskers eksistens).

Vi kræver ligeledes en lokal fødevareindustri baseret på økologiske råvarer til erstatning for central koncerndrift. Dagens klimafjendtlige transport skal erstattes af CO-2 neutrale transportmidler. Genbrug og recirkulation skal indføres i alle industribrancher. Endelig skal en klimavenlig byggeindustri, herunder isoleringsmaterialer baseret på hør og hamp, nyde fremme.

3. Disse radikale produktions- og forbrugsomlægninger udløser imidlertid ikke holdbare industriarbejdspladser i sig selv. De kan i selve anlægsfasen, når vindmøller rejses, solcelleparker opføres, nye offentlige nulenergihuse bygges og jernbanenettet elektrificeres skabe udvikling, og godt for det.

Virksomheder uden profit

Men omlægningerne er ikke en garanti for holdbare industriarbejdspladser, uanset hvor meget man i Pandrup, Nakskov og Odense servicerer de private koncerner med infrastruktur og offentlig tilgængelig viden. De jagter højeste profit i et samfund med frie kapitalbevægelser.

4. Det er på denne baggrund, vi rejser kravet om selvforvaltende, ikke profit­givende virksomheder, der fungerer som modpoler til de almindelige privatkapitalistisk drevne.

De nye, lokalt forankrede virksomheder er karakteriseret ved, at ansatte og brugere har afgørende indflydelse på produktionens tilrettelæggelse, at overskuddet er øremærket til virksomhedens konsolidering og bidrager til styrkelse af de mest bæredygtige principper inden for branchen og som det skelsættende: Kapitalen kan højst udtrækkes til nominelle beløb plus eventuelt diskonto.

Sådanne virksomheder med en demokratisk flade er kendte overalt i den latinamerikanske verden. Men for at løfte denne virksomhedstype op som en samfundsløsning kræves, at vi vinder to afgørende slag.

Almennyttige selskaber skal have let og ubesværet adgang til forsknings- og innovationscentre (som i dag næsten udelukkende udnyttes af private aktionærer), og de skal sikres den fornødne kapital – dels gennem lønmodtagerkapitalen og dels gennem fremtidens samfundsbanker. Det sidste krav betragter vi som en nøgleopgave for en kommende S-SF regering med støtte fra Enhedslisten.