Det er ikke mig, der kan vælge, om jeg fortsætter på arbejdsmarkedet eller ej. Det er min mester.

^Skærveknuser _{af Kjeld Stenum}

Beton kan brænde af og hærde til forskellige hårdhedsgrader. Når den er brændt af, er der endnu ikke opfundet noget middel, der gør den blød igen. Så der er ikke meget sjov ved det, når granithård beton, som er brændt af, skal brydes op og fjernes igen.

Ved renoveringsprojekter kommer man dog uundgåeligt ud for det. Noget af det hårdeste, jeg har været med til, er renovering af søjler til motorvejsbroer. Armeringen inde i sådanne søjler er særlig udsat for at løbe an og ruste på grund af det aggressive miljø på motorveje – vejsalt, frost, vibrationer. Derfor anvender man særlig hård beton.

Det er omtrent tyve år siden, jeg sidst var med på sådan noget, og jeg havde lykkeligt fortrængt, hvor hård sådan en søjle-beton er. Dengang skrællede vi al armeringen fri, sandblæste den og støbte ny skal. Jeg brugte en tredive kilos lufthammer, ophængt i en blød strop, det var egentlig ikke så dumt, som det lyder, for sådan en tung hammer laver et stort arbejde uden at sparke så meget bagud på arbejdsmandens arme og skuldre.

Nu renoverer vi søjler igen, men det er kun pletreparationer, og til det er tilrigningen af så store hamre så omstændelig og arbejdskrævende, at det ikke kan svare sig. Så jeg bruger en lille slagkraftig elhammer.

Desværre sparker den omtrent lige så meget bagud som fremad. Bagude er det altså den samme arbejdsmand, der står, som ham for tyve år siden. Han er blevet omtrent tyve år ældre. Og er ved at være slidt ind til benene. Det er knogle, der ryster mod knogle, når et stykke mekanisk slagværktøj rusker i et kadaver af min alder og nedslidningsgrad. Det gør sgu ondt.

Det var allerede hårdt dengang, hvor vi var unge og endnu havde alle kroppens naturlige stødpuder i behold. Vi skældte og smældte og kæftede op overfor formændene, men vi gjorde det hårde arbejde, det vidste de, derfor fandt de sig i vores kæften op.

Jeg skælder ikke ud over arbejdet i dag. Når vi fordeler os om morgenen, kan jeg vælge noget andet end lige netop at stå med slagværktøj. Men jeg tager en elhammer under armen uden brok eller diskussion. Kommer vores velmenende ingeniør forbi, sker det, at han siger til mig, at jeg skal sætte én af de unge til det her og så give mig til at lave forskalling eller sandblæse eller noget af det andet.

Jeg kigger bare på ham og arbejder videre.

Jeg ved godt, jeg kan sætte én af de unge til det her. Men ser jeg virkelig så ringe ud, at han behøver at foreslå det? Jeg ved godt, han siger det af venlighed.

Men jeg ved også, at næste gang, der kommer én og foreslår noget, så vil forslaget være, at jeg indskrænker mig til at stå og skære forskalling til ved rundsaven, eller at jeg bliver skurmand eller sådan noget. Én af firmaets seniorordninger, med andre ord. Som er til væsentlig lavere timeløn. Så lav, at man lige så godt kan stå af og tage efterlønnen. Hvilket mange da også gør. Og kan man ikke finde ud af at gøre det selv, kommer der altid én eller anden nævenyttig funktionær og foreslår det.

Kan man absolut ikke selv finde ud af, hvad der er bedst for både firmaet og da ikke mindst én selv, kan firmaet jo også som en sidste udvej blive nødt til selv at gøre en ende på samarbejdet. Hvilket også sker.

 Jeg har brug for at være her. Jeg har brug for at tjene mine penge.

Vi gamle stoddere har fået at vide nogle gange i løbet af de senere år, at der er meget snublende nær ved at blive rigtig meget brug for os på arbejdsmarkedet. Så det vil være godt at droppe det med efterløn.

Tror vi ikke nok på politikerne, og det har vi måske somme tider lidt svært ved, har de masser af økonomer, de kan henvise til, og så er det jo videnskab.

Videnskabeligheden hjalp så ikke, da den igangværende krise kom og gjorde aktive betonere over tres sjældnere end kæmpepandaer, for alle økonomerne blev taget på sengen. Men de har vel så fået andre økonomer senere, som er dygtigere. Eller hva’?

Nå, hvad jeg ville sige var, at overfor mig kan de nu godt spare krudtet. Har man en gæld som min, spørger man ikke sig selv, om man skal vælge efterlønnen eller fortsætte. Så fortsætter man. Hvis man kan. Det er ikke mig, der kan vælge, om jeg fortsætter på arbejdsmarkedet eller ej. Det er min mester. Hvis man er for dum til at forstå det, er man for dum til at være minister.

Hvis de økonomiske genier blot sørger for, at der er arbejde at få, tør jeg godt garantere, at der i vores samfund allerede nu er nok af udslidte gamle røvhuller, der er fattige nok til at byde sig til, selv om de knapt kan kravle. Det har genierne jo for længst sørget for, at der er. Efterløn eller ej.

Hvis nogen af de unge kommer og spørger, om de skal tage hammeren lidt, eller hvis de kommer og foreslår måder, som de forestiller sig kunne være smartere og hurtigere, bliver jeg hidsig. Går det ikke stærkt nok for dem? spørger jeg. Går det ikke stærkt nok, det jeg laver, må de jo gå til bajsen og klage, siger jeg, så må han jo finde en mand, der kan gøre det hurtigere.

Så synes de, jeg er grov, og går deres vej. Måske ryster de lidt på hovedet, jeg ser det ikke, for jeg er jo vendt imod mit arbejde. Men jeg føler det lidt gennem ryggen.

Helt til fredag fyraften holder jeg facaden, går frisk og rank ud af porten og skrår over et par marker til, hvor min cykel holder parkeret. Halvvejs derovre bliver jeg væk for de andres blikke bag en klynge nyudsprungne tjørnebuske.

Så tumler jeg omkuld i græsset i solskinnet og giver endelig efter for alle de rusketure, kadaveret har været igennem i den uge. Og det føles, som mine knogler er en kunstfærdigt opstablet bunke, der skrider ud til alle sider i et uoverskuelig rod.