Amnesty International skønner, at op mod 100.000 børn er født med mis­dannelser. De kan hverken se frem til passende kompensation eller retfærdighed.

I 1984 lækkes mellem 20 og 40 tons dødbringende gas lækkede fra en amerikansk­ejet pesticidefabrik. Cirka en halv million mennesker blev udsat for methyl isocyanat, som er den gasart, der blev anvendt i de nazistiske udryddelseslejre.

Grete Folman

af Mette Hald Hundewadt, medlem af Amnesty International

I maj i år oplevede overlevende efter ulykken i Bhopal i Indien endnu et nederlag i deres forsøg på at opnå retfærdighed efter den forfærdelige katastrofe i december 1984, da mellem 20 og 40 tons dødbringende gas lækkede fra en pesticidefabrik ejet af det amerikanske firma Union Carbide Corporation (UCC).

Cirka en halv million mennesker blev dengang udsat for methyl isocyanat, som er den gasart, der blev anvendt i de nazistiske udryddelseslejre. Mellem 7000 og 10.000 mennesker døde umiddelbart efter, og mindst 15.000 i løbet af de følgende år.

Ganske vist fik ofrene en erstatning i 1989, men den rakte ikke engang til at betale for de udgifter til medicin og lægehjælp, ofrene selv havde måttet udrede.

Det udløste store demonstrationer i Indien, og organisationer, der repræsenterede Bhopalofrene, forlangte desuden, at de skyldige skulle dømmes. UCC mente derimod, at erstatningsbeløbet fra UCC og dets indiske datterselskab Union Carbide India Ltd. (UCIL) havde købt dem fri for ansvaret.

Højesteret tager  katastrofen op

I 1992 accepterede den indiske højesteret imidlertid ofrenes krav om at få lov til at afprøve de kriminelle anklager mod personer i UCC’s og UCIL’s ledelse.

Centrale personer i det amerikanske moderfirma har imidlertid nægtet at møde for retten i Indien, og sagen blev yderligere kompliceret, da UCC i 2001 blev overtaget af Dow Chemical Company, der nægter at have noget ansvar for ulykken i Bhopal.

I juni 2010 faldt de første domme mod syv tidligere medarbejdere ved det indiske datterselskab UCIL for deres ansvar for gasudslippet i Bhopal i 1984. De blev fundet skyldige ved retten i Bhopal for på grund af forsømmelighed at have forvoldt de mange menneskers død, en anklage der maksimalt kan medføre to års fængsel.

Man skal hæfte sig ved, at anklagen blot lød på forsømmelighed. Anklagen for direkte mord, der kunne have givet op til 10 års fængsel, var blevet ændret ved en administrativ beslutning i 1996 om blot at anvende en paragraf i den indiske straffelov, som ifølge den indiske avis The Pioneer typisk anvendes i forbindelse med trafikuheld.

Nederlag

I maj i år oplevede overlevende endnu et nederlag, idet en appel om omstødelse af 1996-beslutningen blev afvist af den indiske højesteret.

Afvisningen kom til trods for, at dokumenter, der senere er kommet til pressens kendskab, viser, at dommeren A.M. Ahmadi, der var ansvarlig for beslutningen i 1996, overså eller ignorerede flere aspekter blandt andet en brevveksling mellem UCIL og UCC angående lukning af fabrikken i Bhopal.

Fabrikken kunne se frem til underskud på over fem millioner rupees i de første 10 måneder af 1984, og i et brev dateret 26. oktober 1984 (kun en måned før tragedien) fra Union Carbides underafdeling i Hong Kong til UCIL anmodede man om en rapport, der skulle vurdere muligheden af og omkostningerne ved at afmontere Bhopalanlægget.

Det skyldtes formodentlig, at en sikkerhedsrapport i 1982 havde påpeget en række mangler, som ledelsen ikke var interesseret i at udbedre.

Korrupt dommer  i Højesterets 

Ahmadi var Indiens højesteretsdommer fra 1994 til 1997. Han omtales i en undersøgelse af korruption blandt indiske dommere, offentliggjort i det indiske nyhedsmagasin Tehelka 2. oktober 2010. Det hedder heri, at han som dommer i 1996-afgørelsen egenhændigt ændrede sammensætningen af dommerkollegiet.

Kort efter godkendte han pengeanvisninger vedrørende oprettelsen af et hospital, der skulle bygges ved hjælp af midler tilvejebragt efter salget af UCIL-aktier – et beløb på cirka 187 millioner rupees. Og som undersøgelsen anfører, var det bemærkelsesværdigt, at han snart blev udnævnt til livsvarig chef for samme hospital, Bhopal Memorial Hospital and Research Centre.

ofre får livstruende behandling

I 2010 blev han imidlertid mødt med kravet om at træde tilbage fra denne post. Hospitalet var i hele hans tid som chef præget at uro og strejker blandt personalet samt klager over, at ofre for Bhopal-katastrofen, som skulle være hospitalets primære patienter, ofte blev afvist eller udsat for dårlig eller ligefrem livstruende behandling.

Som eksempel kan nævnes en 40-årig mand, der  lider af nyresvigt efter Bhopal-katastrofen og behøver transplantation. Han fortæller, at det hospital, der er opført for at give gratis behandling til ofrene, hævder, at det ikke har de rigtige faciliteter og henviser ham og hans familie til en privat klinik.

Mens de ansvarlige for ulykken er sluppet særdeles billigt, og andre ligefrem har tjent på den, lider de overlevende stadig. Vandet i området er stærkt forurenet og gør folk syge.

Det mest uhyggelige er, at mange børn fødes med misdannelser. En ung mor fortæller, at hun fik et dødfødt barn, der hverken havde lemmer eller øjne. Hendes næste barn var ligeledes dødfødt.

Endnu et barn så ud som om, det var blevet skoldet og manglede det halve af hovedet. Også det barn døde. Amnesty International skønner, at op mod 100.000 børn er født med misdannelser. De kan hverken se frem til passende kompensation eller retfærdighed.