27 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Portugals valg – en advarsel til dansk venstrefløj

Portugals valg – en advarsel til dansk venstrefløj

Tirsdag, 28. juni, 2011, 10:30:36

Nederlaget til Portugals socialdemokrater kan ses som en advarsel om, hvad der kan ske med Thorning-Søvndal, når S og SF forhåbentlig danner regering efter næste valg.

af Mikael Hertoft. Medlem af Hovedbestyrelsen i Enhedslisten.

Den 5. juni led venstrefløjen i Portugal et stort nederlag ved parlamentsvalget, og socialistpartiet tabte regeringsmagten.

Socialistpartiet tabte over otte procent af stemmerne, mens Venstreblokken, der kan sammenlignes med Enhedslisten, tabte næsten fem procent eller halvdelen af sine stemmer. Kommunistpartiet i Portugal holdt lige skansen med otte procent.

Nederlaget kan ses som en advarsel om, hvad der kan ske med Thorning-Søvndal, når S og SF forhåbentlig danner regering efter næste valg.

Ganske vist er den økonomiske krise i Portugal endnu alvorligere end i Danmark – men alligevel er det stort set den samme økonomiske politik som IMF og EU har påtvunget Portugal, og som de kræver, at danske regeringer følger.

Således havde den socialistiske regering i Portugal foreslået fire nødbudgetter der rummer meget store nedskæringer og privatiseringer af statssektoren, samt lønnedgang.

De tre første gange stemte højrefløjen i Portugal for – men fjerde gang stemte højrefløjen imod af taktiske årsager, og da Venstreblokken ikke kunne stemme for et budget, der var stik imod dens egen politik, måtte den stemme imod og regeringen kom i mindretal.

Ved det efterfølgende valg var der lav stemmedeltagelse. Meget tyder på, at det især er venstrefløjens vælgere der er blevet væk – for højrefløjen fik en stor valgsejr.

Socialdemokratiske strømninger skuffer deres egne vælgere. Da venstrefløjen mere eller mindre har støttet dem, kan den ikke samle utilfredsheden op. En del af vælgerne bliver hjemme – højrefløjen vinder valget.

Er en sådan udvikling mulig i Danmark? Ja den er endog meget sandsynlig:

Søvndal og Thorning vil – hvis de vinder valget – gøre det på et stærkt ønske om forandring. Men det kan eller vil de næppe indfri, fordi de vil arbejde indenfor meget snævre rammer af, hvad de opfatter som ansvarlighed overfor økonomien – det vil sige indenfor kapitalismens rammer. Det vil skuffe ønsket om forandring.

Venstrefløjen – altså Enhedslisten – kan også risikere at blive ramt af denne skuffelse med mindre vi på forhånd gør det klart, at vi ikke vil stemme for en politik, der er stik imod, hvad vi går ind for. Det er nødvendigt med et klart brud med den politik  som Lars Løkke, IMF og EU står for. Enhedslisten skal finde en hårfin balance mellem at støtte en ny regering og at kæmpe for en politik, der er radikalt anderledes end hvad S og SF står for.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jun. 2011 - 10:30   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev