Over to millioner af Europas fattige vil ikke kunne modtage fødevarehjælp i 2012, hvis ikke Danmarks fødevareminister Henrik Høegh handler i Rom.
fra FødevareBanken ved Thomas Fremming
Appel til fødevareministeren, ordføreren for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri samt socialministeren og ordføreren for socialudvalget.
FødevareBankens formål er at reducere madfattigdom blandt landets fattigste. Dette gør vi ved at distribuere friske overskudsfødevarer fra fødevarebranchen ud i et netværk med 115 modtagende brugerorganisationer, som dagligt hjælper tusindvis af fattige og socialt udsatte borgere i Danmark.
En fælles opgave, som vi deler med vores europæiske FødevareBank kolleger i 21 medlemslande igennem European Federation of Food Banks (FEBA).
FødevareBanken er meget bekymret for den fremtidige udvikling for Europas fattige på grund af den drastiske reduktion af fødevarehjælp via programmet »Program of European Aid to the most Deprived« (PEAD – fødevarer fra EU’s interventions lager) som vil blive reduceret med cirka 80 procent i 2012 i forhold til forrige års budgetter. Afgørelsen (N562/2011 af 10. juni 2011) vil få drastiske konsekvenser for millioner af EU’s fattige, som i dag modtager fødevarehjælp via dette gode program.
Mad til fem millioner
I dag udgør PEAD programmet 50 procent af den samlede mængde fødevarer som distribueres igennem Europas fødevarebanker. Hele 360.000 tons fødevarer hjælper over fem millioner fattige europæere.
I 2012 vil ændringen betyde at over to millioner mennesker ikke ville kunne modtage fødevarehjælp. Set i lyset af de økonomiske udfordringer Spanien, Grækenland og Portugal har, kan denne udvikling kun føre til yderligere sociale konflikter. Mere end 1,5 millioner mennesker hjælpes i Polen, hvorfra PEAD-programmet udgør 80 procent af de 70.000 tons som distribueres årligt.
Fødevare Banken i Italien oplyser, at over tre millioner fattige og socialt udsatte vil blive berørt af den drastiske nedskæring. I Spanien vil over en million fattige ikke kunne forstå at de kun fremover kan få en fjerdedel af de fødevarer de har behov for.
Kun af politiske grunde deltager Danmark ikke længere i dette fødevareprogram »Program of European Aid for the most Deprived« – altså: Program for europæisk hjælp til de dårligst stillede.
Danmark bidrager
Eftersom Danmark er finansiel bidragyder til EU-Kommissionen og tidligere har deltaget, finder FødevareBanken det uforståeligt, at den danske regering vælger at udelukke landets dårligst stillede borgere fra at få del i dette program. Derfor vil FødevareBanken opfordre de politiske socialordførere til at bede fødevareminister Henrik Høegh genoverveje, om ikke Danmark bør høste sin andel af programmet, når vi nu betaler til den.
FødevareBanken er bekendt med at fødevareminister Henrik Høegh mødes med sine kolleger i Rom den 28. juni, hvor Council of Ministries of Agriculture afholdes. I den forbindelse håber FødevareBanken inderligt at fødevareministeren vil gøre EU-Kommissionen opmærksom på de vidtrækkende konsekvenser ændringen i PEAD-budgettet fra 478 millioner euro i 2011 til 113 millioner euro for 2012 vil have på millioner af fattiges hverdag i Europa.
Vi håber inderligt, at EU-Kommissionen og fødevareminister Henrik Høegh finder en tilfredsstillende og konstruktiv løsning, som både kan gavne de fattige og socialt udsatte i Danmark og i Europa.
FødevareBanken blev grundlagt som en frivillig-forening i 2008. www.foedevarebanken.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278