Det normalt at embedsfolk fra internationale finansielle institutioner, der rejser rundt i Afrika, skriver leje af ludere på deres rejseregnskab. Det sker samtidig med, at de gennemtvinger nedskæringspolitikker, der gør de fattige lande endnu fattigere.

Da IMF-chefen erklærede sig ikke-skyldig ved retssagens start, samledes hundredevis af hotel-ansatte kvinder foran retsbygningen, for at støtte stuepigen på Sofitel Hotel, der har rejst anklagen mod Strauss-Kahn.

Arkivfoto

^Kronik_{af James Petras}

Dominique Strauss-Kahns voldtægtsforsøg og seksuelle misbrug af den afrikanske rengøringskvinde rummer i et mikrokosmos hele den historiske og nuværende arv fra kolonitiden. Alle forsøg på at portrættere den kriminelle seksuelle handling som individuel besættelse eller personlig brist eller latinsk temperament overser den »dybe historie« i hvilken Dominique Strauss-Kahns handling er indlejret.

Voldtægtshistorien rummer flere modsætningspar:

På den ene side en magtfuld hvid politiker; Dominique Strauss-Kahn – administrerende direktør for Den Internationale Valutafond IMF, der repræsenterer den globale kapitalistklasse, og som har midler og magt til at straffe og styre de fattige og forgældede lande, som ikke adlyder IMF’s anbefalinger.

På den anden side en enlig mor, en sort arbejderkvinde, der kommer fra en tidligere frank koloni i Vestafrika, Guinea – et land som blev økonomisk klædt af til skindet af den afgående franske kolonimagt som straf for, at man krævede uafhængighed, og herefter tvunget til at underkaste sig endeløse neo-koloniale påbud.

Var det et øjebliks galskab, der fik Dominique Strauss-Kahn til at kaste sin magtfulde IMF-post og sandsynlige præsidentpost i Frankrig overstyr – blot for nogle få øjeblikkes hed sex?

Eller var det nogle historiske roller, som her blev udspillet, og som ligger dybt indlejret i psyken og i de kulturelle vaner hos efterkommere af den franske kolonialisme: At påtvinge en »sort tjener« sine seksuelle lyster. Uden tvivl spillede det en vigtig rolle, at rengøringskvinden talte fransk og kom fra en tidligere fransk koloni, som havde lidt under IMF’s mange påbud. Det kunne give den magtfulde IMF-direktør følelsen af en »ret« til byttet af sort kød, ligesom så mange af hans tidligere landsmænd og myndighedsfolk havde gjort over for »deres« tjenere i kolonitiden.

Det er i vores dage ganske »normalt« at top-embedsfolk fra internationale finansielle institutioner, der rejser rundt i Afrika, skriver udgifter til leje af ludere på deres rejseregnskaber. Det sker samtidig med, at de gennemtvinger nedskæringspolitikker, der gør de fattige lande endnu fattigere og tvinger millioner til at flygte til andre kontinenter på jagt efter ufaglært arbejde, for eksempel som rengøringsassistenter på luksushoteller.

Den koloniale arv: Voldtægtens sociale psykologi

Historien om de europæiske og senere US-amerikanske koloniale erobringer, imperialistiske krige og militære besættelser er historien om plyndring, slaveri, udbytning og frem for alt: krav om magt og overlegenhed.

Profitter og fornøjelser hænger sammen for de store bankers og mineselskabers embedsfolk, især blandt dem i den opadstigende middelklasse, som nu via deres nye magtpositioner får mulighed for at få tilfredsstillet de lyster og fantasier, som blev nægtet dem i deres »hjembyer« og blandt deres hjemlige familier og venner.

De koloniale administratorers absolutte magt fører til forventninger om total underkastelse fra dem, som er uden magt – som i tilfældet med enlige afrikanske kvinder, der er isoleret fra venner og familie. Disse kvinder risikerer fyring, blacklistning, arbejdsløshed, ydmygelser og trusler, hvis de vover at afsløre deres koloniale overherrer.

Disse relationer reproduceres i alle lande, som er udsat for diktater fra IMF, de europæiske centralbanker og USA’s finansministerium.

Nutidens neo-kolonialisme: De kommer, de plyndrer, og de voldtager

IMF og de andre imperiale finansielle institutioner benytter den gæld og de kriser, som hærger de fattige lande, til at diktere lånefrister og påtvinge privatisering og af-nationalisering af hele økonomien. Dertil sænkning af lønninger og pensioner, forringelser af arbejdsforholdene og fastholdelse af vetoret i forhold til alle lokale ansættelser og udnævnelser.

IMF og centralbankerne gen-koloniserer det forgældede land: Al indtjening fra handel og investering dirigeres udad og opad. Den neo-koloniale arbejdsdeling involverer imperialistisk kapital og sort arbejdsdeling.

Direktørerne for de internationale finansielle institutioner udpeges af euro-amerikanske organer, og de lever i magten og nyder magten. De flyver på første klasse, og de bor i de mest luksuøse hotelsuiter på femstjernede hoteller. De behandles af deres »gælds«-værter som kongelige. De er, frem for alt, vant til at blive adlydt: De forventer underdanighed. De mener, at deres særlige lyster og perversioner er »naturlige« produkter af deres sunde livsappetit, som stimuleres af deres hyperaktive rejseliv, mange møder og højt arbejdstempo.

Hvis den øverste embedsperson for en forgældet nation underkaster sig os, hvordan kan så en rengøringskvinde sætte sig imod?

Modstanden

Dominique Strauss-Kahn – denne imponerende hersker over IMF, den største af de globale finansielle institutioner, forventede ikke at hans »seksuelle tilbud« ville møde modstand fra en immigrant fra en tidligere fransk koloni.

Da Dominique Strauss-Kahn fik nej, tyede han til magt og vold. Helt på samme måde som når arbejdere og arbejdsløse beslutter en generalstrejke og masseprotest mod IMF-diktater og spareprogrammer, og så regimerne beordrer politiet og de væbnede styrker sat ind mod de strejkende for med vold for at gennemtvinge regimets vilje.

Den sorte arbejderkvinde kæmpede, men ikke for bagefter at underkaste sig. Hun gjorde tværtimod sin krænkelse til en offentlig sag. Hun afslørede den voldelige, kriminelle handling, som lå gemt bag den respekterede rige facade.

Mon ikke millioner af indokinesiske og algeriske arbejdsløse og bondekvinder og deres efterkommere, som blev udsat for lignende overgreb under de franske koloniale administrationer, nu føler de har fået en vis oprejsning via den guineanske kvindes anmeldelse af overgrebet.

Hun der er så langt fra Afrika, men så tæt ved hjertet af et oprør mod de universelle uretfærdigheder, som dagligt påtvinges af IMF og de lokale kollaboratører.

James Petras: Dominique Strauss-Kahn, The Colonial Predatory Legacy. Oversat, forkortet og redigeret af Irene Clausen