En fagbevægelse der kæmper om og ikke for medlemmerne har ingen fremtid, skriver Jan Mathisen i en kommentar til LO's rolle i konflikten mellem Prosa og CSC.
Faglig Kommentar af Jan Mathisen, Fagligt landsudvalg i Kommunistisk Parti
Den danske fagbevægelse havde en enestående chance for at vise sammenhold og solidaritet, da CSC konflikten var en realitet.
Hvilke fantastiske muligheder havde vi ikke for, at sætte en ny dagsorden omkring det, som er et kernespørgsmål i dagens Danmark, og som dagligt bekymrer flertallet af lønmodtagere: Kampen imod løndumping og forvaret for den danske model?
At falde konfliktende i ryggen ved ikke at yde solidaritet bryder med fagbevægelsens grundprincip. Det er forræderi.
Til de ansatte ved CSC: I leverede jeres bidrag, og derfor skal der lyde en stor tak.
I viste i praksis, at I var rede til at kæmpe imod et multinationalt selskab løndumpning gennem import af billig indisk arbejdskraft. I værnede om jeres faglige klub og den overenskomst som I havde forhandlet på plads overfor CSC.
Uhørt og grotesk
Ikke siden Ribus-konflikten tilbage i 1995 har en enkelt arbejdergruppe sat en så markant og flot dagsorden.
Ribus-chaufførerne satte en dagsorden i kampen imod udlicitering til forsvar for deres tilkæmpede overenskomstrettigheder. Og solidariteten var markant og stor i den danske fagbevægelse.Der var ingen tøven når det gjaldt opbakningen til de aktionerede.
LÆS ARTIKEL: "Strejkende lukker CSC Amager"
I dag har de aktionerende CSC-ansatte mere end nogen andre sat dagsorden i kampen imod løndumpning til forsvar for den danske model. Og solidariteten var – ja, hvor?
Desværre kan man her ikke gentage teksten fra Ribus, at opbakningen var markant og stor.
I mange lokale fagforeninger var opbakningen stor, så hvad gik der lige galt i toppen af fagbevægelsen? Nogen sagde at det var fordi de ansatte CSC tjente for meget. Men med den løn som fagtoppen selv har, kan det vist ikke være det reelle problem...
Hvad der er bemærkelsesværdigt og hvad der blev lagt rigtig mange kræfter i fra store dele af fagbevægelsens top var netop at forhindre solidariteten og støtten til den aktionerende! Uhørt og grotesk.
I mange lokale fagforeninger var opbakningen stor, så hvad gik der lige galt i toppen af fagbevægelsen, siden at den gjorde alt for at forhindre udviklingen af solidariteten ved at igangsætte sympatikonflikter på afgørende områder?
Nogen sagde at det var fordi de ansatte CSC tjente for meget. Men med den løn som fagtoppen selv har, kan det vist ikke være det reelle problem...
Faglig børnelærdom
For mig er det fuldstændigt elementært, at man støtter op omkring arbejdere i konflikt.
I min fagligt aktive tid kan jeg ikke komme i tanke om en eneste konflikt som ikke fortjente opbakning og støtte.
Det er skide ligegyldigt hvilken fagforening eller hovedforbund de aktionerende er en del af. Det som tæller, er indholdet af konflikten.
Og så er det skide ligegyldigt hvilken fagforening eller hovedforbund de aktionerende er en del af. Det som tæller, er indholdet af konflikten.
At falde konfliktende i ryggen ved ikke at yde solidaritet bryder med fagbevægelsens grundprincip. Det er forræderi.
Hvad gik galt?
De ansatte på CSC er knyttet til FTF som hovedorganisation, men hvad værre var, de er organiserede i Prosa, en lille fagforening på 15.000 medlemmer. Nu skulle de mærke »LO-familiens« sammenhold og styrke!
Det er en kendsgerning af såvel 3F, Metal og El - forbundet i starten var positive over for sympatikonflikt. Men så blev der afholdt et møde i LO, og fra da af fik piben en helt anden lyd.
Med roen sikret i LO-familien kunne lederne i HK nu slå ned på alle sympatierklæringer der kom fra medlemmer i HK’s egen række.
Der er mange rygter omkring dette møde, og de værste af dem er sikkert ikke helt ved siden af, men tilbage står følgende tre kendsgerninger:
· »LO-familien«, som det så smukt hedder, fik kolde fødder over sympatikonflikt. Der blev lukket totalt for det varme vand.
· Der blev til situationen opfundet et juridisk alibi, som ingen rigtig kender noget til, men alle snakker om, og som skulle legitimere den manglende vilje til opbakning. Det var nu ganske vist, at der ikke var juridisk grundlag for sympatikonflikt. Så ikke engang viljen til at afprøve det i Arbejdsretten kunne findes.
LÆS ARTIKEL: "Eksperter: LO kan strejke mod CSC"
· Med roen sikret i LO-familien kunne lederne i HK nu slå ned på alle sympatierklæringer der kom fra medlemmer i HK’s egen række, som for eksempel HK Ungdom eller faglige HK-klubber.
LÆS ARTIKEL: "HK-folk tvinges til at trække støtte"
Fagtoppens svigt
Denne uskønne intrige viser mere end noget andet, at toppen af fagbevægelsen var mere interesseret i at slås om medlemmer end at slås for og med dem.
Det er indlysende, at der er ledere i fagbevægelsen som har glemt, at det er medlemmerne der besidder ejendomsforholdet til fagbevægelsen.
De handler i stedet som om de har den private ejendomsret til magten i fagbevægelsen!
Det er på tide at vi også i fagbevægelsen får et »arabisk forår«. Det kan kun komme et sted fra, og det er fra medlemmerne og arbejdspladserne. Også i HK.
Det er kampen om kontingentkronerne som styrer, og så er man bedøvende ligeglad med om løn- og arbejdsforholdene for medlemmerne forringes!
Det er på tide at vi også i fagbevægelsen får et »arabisk forår«.
Det kan kun komme et sted fra, og det er fra medlemmerne og arbejdspladserne. Også i HK.
Kampen for den danske model vindes ikke på kongresser og ved flotte skåltaler. Den vindes i den daglige kamp for overenskomster og deres vedligeholdelse ude på arbejdspladserne. Og ved at støtte arbejdere der tvinges ud i konflikt.
Men hver gang det kommer til handling viger fagtoppen tilbage. Det gjorde den i den konkrete konflikt. Det gør den, når det gælder den største trussel imod den danske model, nemlig EU og unionens udvikling. Og det gjorde den ved overenskomstforhandlingerne, hvor der kun blev taget et halvt skridt i den rigtige retning i kampen imod løndumpning.
Klassedomstolen
Arbejdsretten viste endnu engang, at den er en klassedomstol.
Det er helt uforståeligt at begge overenskomster blev dømt til bortfald.
LÆS ARTIKEL: "CSC vandt i arbejdsretten"
Det bliver lige så afgørende som i 1991 da LO’s og DA’s udpegede dommere i arbejdsretten, i modsætning til de juridiske dommere, fuldstændig undergravede loven om virksomhedsoverdragelses bestemmelser om fastholdelse af kollektiv overenskomst ved ejerskifte.
Med Arbejdsrettens dom i PROSA-sagen blev der fastlagt en retspraksis, hvorefter lov om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse kun omfatter lønmodtagernes individuelle rettigheder.
Denne uskønne intrige viser mere end noget andet, at toppen af fagbevægelsen er mere interesseret i at slås om medlemmer end at slås for og med dem.
Formålet var snævert at tryne Prosa. Men den dag i dag lider lønmodtagerne under denne dom.
Jeg vil godt komme med den påstand, at det ikke bliver lettere at fastholde medlemmer af fagbevægelsen efter »LO«familien’s« svigt.
Tiltro til fagbevægelsens fremtid har også noget at gøre med dens evne til at kæmpe med og for medlemmerne.
Det bliver heller ikke i fremtiden lettere at tiltrække nye lag af arbejderklassen til fagbevægelsen med den velkomst som de CSC ansatte fik af »LO-familien.«
En fagbevægelse der kæmper om og ikke for medlemmerne har ingen fremtid.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
