Hans eneste mulige konklusion må have været, at arbejde er slaveri, og at det slår folk ihjel.

^Skærveknuser af Kjeld Stenum

Det er muligt, at læserne umiddelbart tænker, at det er da for personlig en ting, som deres ydmyge klummeskriver denne gang har valgt som emne. Han er da vist ved at blive gammel og fortabe sig i sine private minder. Jeg kan kun svare, at læserne har ret i, at jeg er ved at blive gammel, og måske også i, at min voksende hang til at spekulere over mine nærmeste relationer har at gøre med det.

Men jeg vil godt forsvare, at vi op i alderen får denne hang. Jeg har brug for at se livets langsigtede sammenhænge og for det overblik, som dialogen mellem generationerne giver. Blandt andet derfor bliver min far ved med at fylde meget i mit hoved, selv om det nu er tyve år siden, han døde. Og som jeg tit selv føler, at jeg også kan bruge andres personlige overblik og indblik, håber jeg, der findes andre, der føler, de kan bruge mit.

Min far var af bondeslægt omtrent så langt, som vores slægtshistorie til den side kan forfølges. De var otte børn, han lå cirka i midten. Hans far var meget eventyrlysten af en bondemand at være og handlede tit gård, jeg tror, min far gik på omtrent lige så mange skoler, som han havde skoleår.

Da han blev ung og skulle starte sit eget liv, følte han det vistnok ikke som en given ting, at han selv skulle være bonde, hvilket det ellers var for de allerfleste bondesønner. I hvert fald prøvede han sig selv af i forskellige andre erhverv, han var i brunkulslejerne og på jernstøberi, han var et par år i Island som gårdbestyrer og fisker, og han forsøgte sig som ejendomsmægler.

Det med at være ejendomsmægler kan jeg huske, at han selv fortalte, han fik nok af, fordi han ikke kunne holde ud at tage unge håbefulde nygifte par, der skulle købe gård, ved næsen. Og det at tage dem ved næsen var jo det, han skulle leve af. Han havde haft en makker, der ikke havde skrupler ved det. Og så vidt jeg har forstået, blev de uvenner over det, og så stoppede min far.

Men nu har jeg jo selv levet det meste af mit voksenliv som arbejdsmand, og det er et liv, jeg har valgt, for jeg har haft masser af andre muligheder. Noget, jeg har spekuleret meget over, er hvorfor min far fravalgte det. Jeg tror, det skyldes dels, at han som helt ung kom ind i et par af de barskeste brancher, det danske arbejdsmarked rummede, dels at han begge steder var meget tæt på at komme gruelig galt af sted.

Endelig var der nok en lidt mere individualistisk væremåde blandt de jyske landmandssønner, der var hovedparten af arbejdsstyrken derovre dengang, end der har været i de fleste af de sjak, hvor jeg har været. Man hang på eller faldt fra, om man gjorde det ene eller det andet var éns eget problem. Tonen har nok endda oftest været sådan, at klarede man det ikke, var det fordi man var en tøsedreng. At sige fra var at dumpe til en manddomsprøve.

Min far sagde fra, men jeg tror også, at han følte, det var at dumpe til en prøve. Grunden til, at jeg tror det, er at han aldrig snakkede om disse år.

Jeg har før skrevet om hans tid i brunkulslejerne i denne spalte. For dem, der ikke måtte have læst disse klummer, eller har glemt dem, skal jeg lige repetere:

Brunkulslejerne i Søby ved Herning var nok den barskeste og mest blodige arbejdsplads i nyere dansk arbejderhistorie. Brunkullet lå ude på flyvesandet, man gravede op og lod sandbjerge og grundvandssøer ligge efter sig uden oprydning. Det gav et ekstremt ustabilt landskab, som har haft skredulykker i årtier efter, ja, som nu et halvt århundrede senere stadig sine steder er livsfarligt.

Der var nul sikkerhed, man lagde et bræt ud over dybet og rullede hen over det med en trillebør, som man havde rullet møgbøren op ad et bræt, når den skulle tømmes på møddingen hjemme på gården.

En dag tabte min far en trillebør i dybet og måtte kravle i land langs brættet for ikke selv at følge efter, som det ellers så tit skete. Og den dag stoppede han i brunkulslejerne.

Hans tid på Holstebro Jernstøberi ved jeg heller ikke meget om. Jeg kan huske, han på et tidspunkt snakkede med en kræmmer, der også havde været der, om, hvor umuligt det var at koncentrere sig om så monotont arbejde. Og samtidig, hvis man blot et øjeblik tabte koncentrationen, blev en form utilstrækkeligt fyldt, og man stod der med et halvt tandhjul.

Min mor har efter hans død fortalt, at en dag havde han fået en hvidglødende klump smeltejern ind på skinnebenet, det gav betændelse, og det havde han ligget alene med på det værelse, hvor han havde logi, uden at snakke om det til nogen, til det var begyndt at blive sort og blåt. Så var hans far tilfældigvis kommet forbi, da havde det været så sent, at lægen var inde på, at benet nok skulle sættes af.

Min far var ganske ung dengang. Han har været ekstremt alene med de ting, der gik galt. Jeg tror, han aldrig fik erfaringer fra arbejdsmarkedet, der gav ham en oplevelse af, at der er en mulighed for at overleve der, fordi man har makkere, der samler én op.

Derfor endte han efter et par »fjumreår« i Island med at starte på den jyske hede som kartoffelbonde. Det var friheden for ham. Det blev arbejdssammenholdet aldrig. Hans eneste mulige konklusion må have været, at arbejde er slaveri, og at det slår folk ihjel.

Min fars ben blev reddet dengang. Heldigvis. Ellers var han blevet krøbling, og så er det nok tvivlsomt, at han nogensinde havde påtaget sig ansvaret for at opfostre unger. Så var jeres ydmyge klummeforfatter ikke blevet til. Og dermed heller ikke denne klumme.