KL har her svigtet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan og oplæg til kommune»aftalen« indebærer.
af Hardy Hansen, Villo Sigurdsson, Ole Thorbek og Henrik Herløv Lund *)
Med den indgåede »Aftale« mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om »Kommunernes økonomi i 2012« må kommunernes udgifter i 2012 – ligesom i 2011 – ikke stige med mere end pris- og lønregulering.
Også skatten skal holdes i ro, og der gives ikke nye midler til service. Kommunerne skal selv gennem såkaldt effektivisering levere 1,3 milliarder kroner til finansiering af servicen. Hermed har regeringen fået videreført den allerede i »Genopretningsaftalen« med Dansk Folkeparti vedtagne nulvækst. Der er derfor ret beset ikke tale om nogen aftale, men et diktat, som tilmed garneres med yderligere stramninger af det straffesystem, som VKO har indført for overskridelser af de dikterede økonomiske rammer for kommunerne. Fremover skal de »skyldige« kommuner i at overtræde regeringens rammer individuelt betale de 60 procent heraf tilbage, mens øvrige kommunerne skal betale de resterende 40 procent.
Alt i alt udgør denne økonomi»aftale« en yderligere indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum. Vi ser hermed en langsom nedsmeltning af det kommunale selvstyre, som mere og mere erstattes af rollen som ren administrator af regeringens økonomiske politik
Kommunerne må finde sparekniven frem igen
Først og fremmest betyder den indgåede økonomi»aftale« for 2012 ligesom forgængeren for 2011 en voldsom udhuling af kommunernes økonomi.
Ligesom i 2011 må der heller ikke i 2012 være nogen realvækst i kommunernes serviceudgifter. Da nettotilgangen af flere brugere, navnlig ældre, samt stigende behov på det sociale områder, kræver en realvækst på 1,2 til 1,7 procent årligt, men kommunerne ikke tilføres disse ressourcer, tvinges de til at frigøre ressourcer til de flere ældre og andre stigende behov gennem besparelser enten på ældre og socialområderne selv eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole.
Så store besparelser gennem flere år kan umuligt gennemføres uden om personalekontoen og mange kommuner vil da givet også være indstillet på at hugge til med det samme og få bragt den største udgiftspost – lønnen – ned. Besparelsen svarer til en samlet lønbesparelse i 2011 til 2013 på to til tre milliarder kroner om året, hvilket igen svarer til omkring 6.000 til 9.000 stillinger i årligt gennemsnit i nulvækstperioden.
Nulvæksten har allerede fra 2010 til 2011 betydet besparelser på fem milliarder kroner og nedlæggelse af 14.000 kommunale stillinger. Herunder er 3000 lærerstillinger og over 1000 sygeplejerskestillinger blevet sparet væk.
Vi har altså i tidligere kommuneaftaler set, hvad nulvækst betyder, nemlig fyring af tusindvis af offentligt ansatte.
Og udsigterne for 2012 tegner med den nye aftale ikke lysere: Et flertal af kommune er allerede i gang med store budget- og personalebesparelser i budget 2012. Op mod halvdelen af kommunerne forventer yderligere personalereduktioner og op mod to tredjedele påregner besparelser, der vil gribe dybt ned i kernevelfærden.
De massive besparelser i det offentlige forbrug, som aftalen indebærer, er samtidig samfundsøkonomisk skadeligt, fordi det bidrager til at trække efterspørgsel ud af økonomien og dermed holder dansk økonomi fast i krisen
Kommuneaftalen for 2012 repræsenterer dermed en kynisk afvikling af velfærdssamfundet, der gennem nedskæringer uddyber og forlænger den økonomiske krise.
Samfundets svageste rammes hårdest
I stedet for at tildele kommunerne de nødvendige ressourcer til stigende antal brugere og stigende behov fokuseres der fra regerings side i aftalen om kommunernes økonomi for 2012 – ligesom i aftalen for 2011 – på begrænsning af udgiftsstigninger, navnlig på nogle af de områder, hvor der indrømmet også har været de største udgiftsstigninger i de senere år: Det specialiserede socialområde og specialundervisning.
Hermed rammes også to områder, som omhandler lige netop nogen af samfundets svageste: Fysisk og psykisk handicappede.
Der er på begge områder i betydelig udstrækning tale om, at udgiftsstigningerne skyldes stigende antal brugere og/eller stigende behov – altså gode, solide objektive årsager. Når aftalen for 2012 alligevel ikke indeholder flere midler hertil, bliver konsekvensen krasse besparelser fra kommunernes side og nedskæring af servicen overfor nogle af samfundets svageste.
På specialundervisningsområdet bliver konsekvensen en »specialundervisning« i discountudgave. Elever, som tidligere selvfølgeligt blev sendt på specialskole, sendes til specialundervisning i folkeskolerne. Og elever, der tidligere modtog støtte specialundervisning på folkeskolerne, sendes nu ned i normalklasserne, hvilket både forringer undervisningen for dem selv og for »normaleleverne«. Der spares penge nu, men produceres fremtidige tabere på samlebånd.
Og de handicappede på det specialiserede socialområde ses i stigende grad at blive spist af med halve og kvarte løsninger. Oven i deres handicaps fratages de mere og mere den offentlige hjælp, som hidtil har gjort det muligt at leve et tilnærmelsesvist normalt liv. Det ligner, at man sparker på folk, der i forvejen ligger ned.
Retskrav og klageadgang udhules
En konsekvens af den voldsomme forringelse af ordningerne for de svageste, som aktuelt pågår, er naturligvis et stigende antal protester mod og klager over de kommunale nedskæringsafgørelser til de relevante klagenævn, hvor borgerne faktisk ikke sjældent får medhold i at kommunerne tilsidesætter lovgivningen og rimelige hensyn. Men KL og regeringen arbejder på en løsning af det problem. Men ikke ved at give klagerne medhold og yde en rimelig service.
Nej, tværtimod, hvis love og klagesystem giver klienterne for meget medhold, så skal lovgivningen udhules, så de handicappede har færre retskrav at støtte sig til. Og klagenævnenes kompetencer skal begrænses, så de ikke mere i så stort omfang som hidtil kan tilsidesætte kommunernes beslutninger om forringede ydelser. Og først og fremmest skal lovgivningen blødes op i »gummiparagrafer«, der til enhver tid giver kommunerne ret til at indrette serviceniveauet efter økonomiske hensyn.
Det at kommunerne fremover med disse ændringer selv kan fastlægge serviceniveauerne giver kommunerne frit spil til kassetænkning, der vil ramme de svage samfundsgrupper, som er ny, farlig dynamik under vores sociale lovgivning.
Et samfund måles på, hvordan det behandler sine svageste. VK’s velfærdsamfund står ikke til nogen høj karakter.
Hvor er KL?
I betragtning af, at de to seneste økonomiaftaler har været de værste for kommunerne i mands minde, har der været forbløffende stille fra KL.
KL er selvfølgelig en del af det offentlige apparat, men KL er også borgernes og lokalområdernes repræsentant overfor centralmagten og bør i den egenskab stå vagt om borgernes indflydelse og det lokale demokrati.
Og selvom regeringen selvsagt må have førertrøjen på i den økonomisk politik, er det de danske kommuner, som leverer langt størstedelen af velfærdsydelser, og som har både den almindelige danskers og de svageste behov tæt inde på livet. Derfor har KL også et ansvar for og en opgave med at repræsentere og kæmpe for borgernes velfærd og i den forbindelse tydeliggøre over for den almindelige borger, hvilke konsekvenser så vigtige forhandlinger og aftaler har for danskernes hverdag. Det skal gøres nærværende og vedkommende for den enkelte borger, hvad de konkrete politiske initiativer betyder for dem selv og deres medborgere.
KL har her svigtet sin opgave med at åbne befolkningens øjne for både den voldsomme nedskæring af velfærden og den voldsomme indskrænkning af det kommunale selvstyre, som regeringens nulvækstplan og oplæg til kommune»aftalen« indebærer.
Man må anbefale kommunerne at sige nej til den indgåede aftale, som ikke alene forringer velfærd, medarbejdervilkår og selvstyre væsentligt, men som også klart er i modstrid med, hvad kommunalbestyrelserne sagde i deres valgkamp forud for sidste kommunevalg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
