Selvom Syrien er et autoritært oligarki, er det ikke karakteren af styret, der er et problem for Vesten. Det er landets selvstændighed og landets politiske rolle i regionens konflikter.

Angelina Jolie aflægger besøg hos syriske flygtninge i Tyrkiet. Hendes ærinde er angiveligt at sætte fokus på en katastrofe. Jeg kender ikke hendes personlige motiver til at ville hjælpe disse flygtninge, men hun bliver i hvert fald brugt i en beskidt USA-mission, skriver Frank Johannesen. Foto fra demonstration i Washington for en aktion mod Syrien.

af Frank Johannesen, Valby

I sin klumme »De sender Angelina Jolie« i Berlingske den 17. juni skoser global og politisk redaktør Kristian Mouritzen europæerne, fordi de ikke ligesom amerikanerne støtter det arabiske forår helhjertet, for eksempel i Syrien, men alene hygger sig i Benghazi, der minder om den årlige ferierejse til Costa Del Sol.

Jeg vil påpege, at hverken USA eller EU på nogen måde støtter folkenes krav om demokrati og sociale fremskridt i det arabiske forår. Joh – retorisk, men det er kun for at manipulere med den offentlige opinion.

Krigen mod Libyen handler derfor ikke om at støtte en demokratisk udvikling, men om at få indsat et marionetstyre som Malikis i Irak og Karzais i Afghanistan. Her kan det selvbestaltede Libyens Nationale Overgangsråd fungere som en mellemstation. Dette styre skal sikre Vestens kontrol over de enorme mængder af olie, gas og vand og sikre USA militærbaser på den afrikanske side af Middelhavet. Samtidig vil Libyen kunne fungere som et brohoved for kontrol af udviklingen i det arabiske forår, særligt i Tunesien og Egypten.

A. Jolies ærinde??

Kristian Mouritzen oplyser, at den amerikanske skuespiller Angelina Jolie aflægger besøg hos de cirka 12.000 syriske flygtninge i NATO-landet Tyrkiet. Hendes ærinde er angiveligt at sætte fokus på en katastrofe.

Jeg kender ikke hendes personlige motiver til at ville hjælpe disse flygtninge, men hun bliver i hvert fald brugt i en beskidt USA-mission, som bruges i den systematiske dæmonisering af det syriske regime og præsident Bashar al-Assad. Sammen med de omfattende sanktioner og mainstream-mediernes misinformation opbygges der et grundlag for en egentlig NATO-krig mod Syrien.

Så havde det været mere relevant at hun besøgte flytningelejrene i Syrien med de over en million irakere, der er flygtet på grund af hendes eget lands ulovlige angrebskrig og besættelse af Irak. Disse flygtninge lever under de mest kummerlige forhold. Dansk Flygtningehjælp har i samarbejde med de syriske myndigheder oprettet en række centre, der hjælper flygtningene, blandt andet med opbygning af skoler til tusindvis af børn.

Så kan hun med egne øjne få et indblik i sit eget lands uhyrlige krigsforbrydelser og få en indsigt i humanitært dansk hjælpearbejde. Og få en erkendelse af, at det for en irakisk flygtning åbenbart er mere sikkert at være i Syrien end i det »demokratiske«, USA-besatte, »befriede« Irak.

Folkemords-kortet

I sin fordømmelse af regimet i Syrien trækker Kristian Mouritzen folkemords-kortet. Dette kort var falskt i Libyen, og det er det også i Syrien. Det er rigtigt, at der er dræbt godt tusinde mennesker under demonstrationerne i Syrien. Det er yderst sørgeligt, men proportionerne må være på plads.

I Libyen er der under NATO’s bombeterror dræbt et næsten tilsvarende antal, og der er ødelagt civile beboelsesejendomme, skoler, universitetet og hospitaler, og NATO forhindrer olie, mad og medicin at komme ind i byen.

I Irak er der dræbt over en million mennesker som følge af den USA-ledede ulovlige krig. Her er der tale om en ufattelig krigsforbrydelse.

Kristian Mouritzen skriver videre, at han for nylig sad i Washington og lyttede til »en klog mand« – senator Lindsey Graham, der betonede, at i forbindelse med det arabiske forår skal man »støtte de demokratiske kræfter med alt, hvad der kan lade sig gøre – politisk, økonomisk og ultimativt militært. Den her chance kommer kun en gang. Og vi skal gribe muligheden, mens den er der«.

Han har åbenbart nærlæst Naomi Kleins bog »chokdoktrinen« – katastrofekapitalismens opkomst, der henviser til den nyliberale økonom Morgan Friedman for følgende bemærkning: Der skal en krise til – en faktisk eller en forestillet – for virkelig at skabe forandringer.

Men Lindsey Graham har en skjult dagsorden, der angiver, at Vesten skal benytte krisen til med alle tænkelige midler, også militære, at gennemføre regimeskift til pålidelige marionetstyrer i de lande, som Vesten ikke har fuld kontrol over, det vil sige Libyen, Syrien, Libanon og Iran.

Derimod skal der ikke ske regimeskift i de forskellige diktatoriske og despotiske emir- og kongedømmer i Golfen, som Vesten er allieret med i det arabiske forår. Det uanset hvor undertrykkende de er, som i Bahrain, hvor den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja netop har fået en livstidsdom for at deltage i massedemonstrationer for politiske reformer.

Hykleriet

Så selvom Syrien er et autoritært oligarki, er det ikke karakteren af styret, der er et problem for Vesten. Det er landets selvstændighed og landets politiske rolle i regionens konflikter. Syrien og også Libyen og Libanon har i modsætning til alle andre lande i Nordafrika, Mellemøsten og Golfen ikke samarbejds- og partnerskabsaftaler med NATO, som indebærer, at deres lande skal åbne sig for USA’s militær. Syrien støtter palæstinensernes kamp for en fri og uafhængig stat og støtter også Hizbollah, der er garanten for Libanons selvstændighed og uafhængighed, og derfor er en torn i øjet på Israel, USA og EU. Syrien er desuden strategisk allieret med Iran.

Derfor gøres der alt for at destabilisere Syrien, og få indsat et mere føjeligt regime.

Der anvendes således dobbelte standarder i bedømmelsen af landene alt efter, om de varetager Vestens interesser og uafhængigt af, hvor undertrykkende og udemokratiske disse regimer er.

Kommentaren er blevet afvist af Berlingske Tidende, oplyser forfatteren.