Når Arbejderens journalist mere end antyder i sin artikel, at jeg og SF bakker op om reformer, der favoriserer en afskaffelse af efterløn, så er det ikke bare forkert, det er tendentiøst.
af Emilie Turunen, medlem af EU-parlamentet for SF
Det er en fuldstændig misvisende artikel, som Arbejderen bringer den 30. juli, og hvor jeg er citeret. En artikel hvor mine citater er fjernet fuldstændig fra den kontekst, de er sagt i, og dermed efterlader indtrykket af, at solidaritet er en by i Rusland for SF, og at den almindelige græker bare kan sejle sin egen sø.
LÆS ARTIKEL: SF: »Det rammer jo kun Sydeuropa«
De sidste fire års krise i Europa har bragt den europæiske økonomi på kanten af afgrunden. I disse dage stirrer grækerne ned i selvsamme afgrund, og bag grækerne står alle vi andre og skæver dem over skulderen.
Den økonomiske krise har lært os flere ting, men en enkelte læresætning må stå tilbage. Der er behov for et øget samarbejde og en tættere økonomisk koordinering på europæisk plan. Det nytter ikke at lade som om, at der ikke har været store problemer med indberetninger og overholdelse af de eksisterende regler - for det har der.
Spørgsmålet er så, hvordan nye regler skal se ud. Det er her, at den politiske kamp står lige nu i Europa. Vil man ad den højreorienterede nedskæringsvej eller ad den venstreorienterede investeringsvej.
LÆS REDAKTØR BIRTHE SØRENSEN: "Svar til Emilie Turunen"
Her er vi i SF helt klare i mælet. Vi ønsker, at EUs medlemslande skal kunne indrette deres økonomiske reformer på en måde, så almindelige mennesker ikke mister deres job, og bliver frataget deres sociale sikring og levegrundlag. Vi ønsker, at medlemslandene skal hjælpe de fattigste, der ikke har skyld i krisen, men nu må betale prisen for den. Og det skal ske på en åben og transparent måde. For når man er medlem af et solidarisk fællesskab, som EU er, så kan man ikke fifle med tallene og bare lade gælden galoppere derudaf, mens de økonomiske advarselslamper blinker.
SF har talt for solidaritet
Det er grunden til, at Margrete Auken og jeg sagde ja til dele af den økonomiske pakke, som EU-Parlamentet stemte om i sidste uge. Økonomisk ansvarlighed handler i EU-sammenhæng om at vise solidaritet overfor de øvrige lande, og for at kunne sikre en sund økonomi og dermed beskæftigelse skal store økonomiske ubalancer - internt i et land såvel som mellem landene - kunne korrigeres. Vi har simpelthen brug for en mekanisme på EU-niveau, der advarer mod sådanne ubalancer.
Lad mig ydermere slå fast: SF og Den Grønne gruppe - som SF er medlem af her i Parlamentet - har konsekvent og hele tiden talt for solidaritet med de lande i Sydeuropa, der har svære økonomiske problemer lige nu.
Vi ønsker, at der skal investeres og ikke skæres ned, så vi kan skabe vækst og arbejdspladser i Italien, Spanien og Grækenland. Vi ønsker, at den almindelige borger bliver holdt skadesfri for det kaos, som et økonomisk oligarkis uansvarlige profitorientering har påført vores økonomi. Vi ønsker at hjælpe dem, der står på afgrundens rand - og straffe dem, der har skubbet os derud, herunder banker og kapitalfonde. Derfor stemte vi også nej til den del af den økonomiske reformpakke, som handler om, at landene bare hurtigst muligt skal se at få nedbragt underskuddet, for det er den politik, der fører til nedskæringer og arbejdsløshed. Europa har brug for en ny økonomisk kurs, og det er trist, at reformpakken ikke sikrer den.
Tendentiøst
Når Arbejderens journalist mere end antyder i sin artikel, at jeg og SF bakker op om reformer, der favoriserer en afskaffelse af efterløn, begrænse retten til førtidspension, skære i dagpengeperioden og andre tiltag, der »fremmer lysten til arbejde«, så er det ikke bare forkert, det er tendentiøst i en grad, som jeg aldrig har oplevet lignende. Det er ikke journalistik, det er et partsindlæg, hvor jeg bliver taget som gidsel i en sag, hvor en journalist vist ikke kan se bort fra egne holdninger.
Tendentiøst er det også, at citere mig for at sige, at »nu bliver jeg nødt til at løbe, for jeg har et møde«. Det kan ikke andet end at efterlade det indtryk hos nogle læsere, at jeg ikke ønsker at stå på mål for mine holdninger, og at jeg forsøger at undslippe kritiske spørgsmål.
Faktum er, at jeg talte med Arbejderens journalist i mere end 20 minutter om den pågældende sag. Jeg forklarede grundigt, hvad de enkelte forslag indeholder, og hvordan jeg forholder mig til dem. Og jeg gjorde det fuldstændig klart, hvad jeg og SF mener i denne sag, jævnfør ovenstående.
Jeg løber altså ikke nogen steder. Men Arbejderens journalist løber åbenlyst med halve vinde og kvarte sandheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
